Katastrofen i Afghanistan
20 års militær indsats, trillioner af dollars, 43 danske soldaters liv og mange tusinder dræbte, flygtningestrømme med mere. Og så falder det, der skulle være kronen på værket nemlig en bæredygtig afghansk stat med en moderne hær, på få uger som var det et korthus.
Situationen minder påfaldende om situationen i Vietnam i 1970’erne. Vi borgere i de lande, der har deltaget i engagementet i Afghanistan, har krav på, at vores politikere svarer på en række spørgsmål.
Der er klare tendenser til, at USA-ledede militære eventyr ender katastrofalt og ofte fremmer det, de skulle forebygge.
Hvorfor falder den afghanske hær totalt fra hinanden, der skulle være 300.000 soldater med alt moderne militært udstyr? Hvorfor har de afghanske soldater eller befolkningen ikke lyst til at kæmpe for den afghanske stat? Og hvorfor flygtede præsidenten? Og hvorfor støtter en stor del af befolkningen tilsyneladende Taleban?
Det skal ses i lyset af situationen for 30 år siden, da de sovjetiske styrker forlod Afghanistan. Dengang holdt Kabul-regeringen i det mindste stand mod islamisterne i tre år, før Mohammad Najibullah blev fjernet i 1992 og senere hængt. I disse dage ser vi reelt ingen modstand.
Hvad skulle vi i Afghanistan?
Hvad var vores opgave i Afghanistan? Skulle vi fange Osama bin Laden? Skulle vi hævne terrorangrebet i New York den 11. september 2001? Skulle vi indføre demokrati, skulle vi yde humanitær bistand? Og hvor var analytikerne, efterretningsvæsenerne, som kunne give en nøgtern ikke-ideologisk vurdering af situationen i stedet for komiske Ali-beretninger?
Eller var Danmark i Afghanistan, fordi vi ville vise solidaritet med USA, og fordi det var vigtigt for os at være afholdt i Washington? Og hvorfor har det amerikanske efterretningsvæsen i øvrigt ikke delt sin viden om Talebans hurtige fremmarch med sine allierede?
Rækken af spørgsmål er lang. Jeg er ikke sikker på, at vi får svar på dem alle. Men det er blevet tid for refleksion over dels, hvorfor det gik galt, og dels, hvordan vi skal ændre vores adfærd fremadrettet.
Jeg vil godt give mit ydmyge bidrag til den diskussion. For det første vil det nok være en god idé for Danmark at foretage egne vurderinger og ikke blindt tro på alt, hvad USA kommer med. Danmark og andre NATO-lande kommer til at fremstå som underdanige vasalstater. Der er klare tendenser til, at USA-ledede militære eventyr ender katastrofalt og ofte fremmer det, de skulle forebygge.
For det andet skal vi nok en gang for alle lægge 1990’ernes fremherskende ideologi på hylden. Efter Sovjetunionens fald blev det en udbredt opfattelse i vestlige politiske kredse, at den vestlige liberale ideologi og tolkning var den eneste rigtige og universelle tilgang. Alle verdens lande skulle følge den angelsaksiske model og blive demokrater på samme måde.
I og med at Sovjetunionen var væk som ideologisk og militær stormagt, var vejen banet for en verden i USA’s billede. Grundlæggende var det en arrogant opfattelse, som ignorerer forskelle i kultur og historie.
Eksport af demokrati med militær
Hvad værre er, når man gennemfører dette projekt at eksportere demokrati med militær, går det fundamentalt galt. Det er vanskeligt at komme til andre konklusioner efter Talebans lynsejr.
Den liberale ideologi gør os også blinde for virkeligheden i et land som Afghanistan. Mange af dem, NATO-alliancen støttede i Afghanistan, var i virkeligheden dybt korrupte narkosmuglere, som udnyttede bønderne.
Det flød med penge til latterlige formål, og mange vestlige firmaer og også militærfolk har haft snablen nede i disse kasser. Et projekt handlede om at bygge en flåde i Afghanistan!! En enkelt og isoleret pigeskole som prestigeprojekt gør ikke nogen forskel, hvis samfundet ellers er korrupt, og der mangler strukturer, der kan støtte op om det.
Jeg har venner, som har været udstationeret, ligesom jeg har undervist soldater, der skulle udstationeres i Afghanistan. Jeg er imponeret over deres beredvillighed til at kæmpe for det gode, selv med livet som indsats.
I mange tilfælde har de opsøgt dialog med lokale og støttet projekter i overensstemmelse med vores nationale værdier. Men deres opgave har været principielt umulig. Og det er politikernes ansvar, ikke soldaternes.