Kommentar
Kapitalkræfterne og ulighed i sundhed
De omsiggribende sundhedsforsikringer og -ordninger er en de facto privatisering af sundhedsvæsenet og en de facto indføring af brugerbetaling. Det er med til at øge uligheden i sundhed.
|
Midt under covid-19-pandemien, i september sidste år, udsendte Sundhedsstyrelsen en omfattende rapport om ulighed i sundhed.
Rapporten satte fokus på, at sundhed og sygdom er systematisk skævt fordelt i samfundet. Den dokumenterede – igen – at “social position” og levevilkår har stor betydning for menneskers sundhed, sygdom, levetid og sundhedsrelateret livskvalitet.
På stort set alle områder i Danmark er der social ulighed i sundhed – og uligheden begynder tidligt. Det vil føre for vidt at komme ind på alle resultaterne, men læs selv med her.
Så længe kapitalkræfterne styrer, og der kan høstes profit på sundhed, kan der ikke skabes lighed i sundhed.
Der er ingen tvivl om, at rigtig mange ansatte i det danske sundhedsvæsen gør et stort arbejde for at mindske denne ulighed eller helt komme den til livs. Ud fra en social og helhedsorienteret tilgang forsøger de at rokke ved de grundvilkår, der skaber ulighederne. De ser på mennesket som et socialt væsen og ikke blot som en biologisk organisme.
Men det er bestemt op ad bakke i disse år – også fordi tendensen til et todelt sundhedsvæsen breder sig faretruende.
En indbringende forretning
Forsikrings- og pensionsselskaber har således gjort det til en indbringende forretning at “sælge” sundhedsordninger og sundhedsforsikringer. 2,3 millioner danskere er i dag omfattet af sådanne ordninger, kunne Politiken for nylig berette.
Ser man på den voksne befolkning fra 18 år og opefter, må det tilsvarende betyde, at 2,3 millioner danskere ikke har en sådan ordning.
PensionDanmarks direktør, Torben Möger Pedersen, siger – igen til Politiken – at han er glad for, at det, som “startede som et eksklusivt personalegode for en meget lille gruppe”, nu er blevet bredt langt mere ud. Ja, kan man sige: Det “eksklusive personalegode” er nu blevet så udbredt, at det kløver befolkningen i to.
Hører du til den ene gruppe, kan du springe køer over i det offentlige sundhedsvæsen og få privat behandling, hvis du får fysiske eller psykiske sygdomme eller lidelser. Du er et godt liv, hurtigt tilbage på jobbet efter sygdom, en arbejdskraft der er til at regne med.
Hører du til den anden gruppe, må du vente på tur i et offentligt sundhedsvæsen, som nok rækker til det mest nødvendige, men hvor ventetid er et kæmpeproblem. Du må slås med din arbejdsplads, kommer måske på sygedagpenge – eller er i fare for at havne på kanten af arbejdsmarkedet.
Langt de fleste sundhedsordninger og -forsikringer “hører til jobbet”, især på det private arbejdsmarked. Inden for det offentlige er de imidlertid et særsyn.
Til gengæld er flere og flere med højere indkomster også begyndt selv at tegne sådanne forsikringer privat, anslået omkring 160.000 danskere. Andre – eller de samme – er medlem af Sygeforsikringen Danmark og betaler måske for retten til den samme ydelse to steder. De er faktisk dobbeltforsikrede. Flås altså fra to steder.
De private sundhedsforsikringer er bestemt ikke en gavebod. De er ikke gratis, og forsikringsselskaberne tilbyder dem af en årsag – og den årsag er, at de kan tjene penge på dem.
Førnævnte Torben Möger Pedersen mere end antyder, at forsikrings- og pensionsselskaberne faktisk udnytter, at man kan spekulere i, at det offentlige sundhedsvæsen ikke altid slår til. Han siger:
“Derfor er det dybest set i alles interesse, at vi som pensionsselskab kan hjælpe danskerne dér, hvor et i øvrigt velfungerende offentligt sundhedsvæsen har sine svagheder. Eksempelvis når det gælder om at forebygge sygdomme og skader og sikre, at mindre skavanker ikke får lov at udvikle sig til kroniske skader, der tvinger folk til at forlade arbejdsmarkedet i utide.”
Privatisering og brugerbetaling
De omsiggribende sundhedsforsikringer og -ordninger er en de facto privatisering af sundhedsvæsenet og en de facto indføring af brugerbetaling.
De private alternativer tilgodeser først og fremmest samfundets rigeste og mest privilegerede lag. Inden for rammerne af de offentlige tilbud organiseres et A- og et B-hold, hvor tilbud og rettigheder gradueres efter indkomst og formue. På den måde undermineres den offentlige sektor både indefra og udefra.
Der er ingen tvivl om, at det vil uddybe den ulighed i sundhed, der præger tusinder af børns og voksnes liv.
Det er symptomatisk, men ikke overraskende, at lærdommene fra håndtering af covid-19 – værdien af et offentligt finansieret og gratis tilgængeligt sundheds- og sygehusvæsen for alle – ikke vækker til nogen som helst eftertanke hos de private sundhedsaktører.
Så længe kapitalkræfterne styrer, og der kan høstes profit på sundhed, kan der ikke skabes lighed i sundhed.
13. juli 2021 | 07:44
