Læserbrev
Kapitalistisk klimalederskab dumper
Uden en ekstrem kursvending vil de kendte risici bare eskalere, og nye risici vil opstå. Mangel på vand og mangel på fødevarer bliver kritisk i mange dele af verden.
|
“IPCC-rapporten er et kort over menneskelige lidelser og en voldsom anklage om fejlslagent klimalederskab”.
Således lød kommentaren fra FN’s generalsekretær António Guterres til den i februar i år udkomne rapport fra FN’s klimapanel IPCC. IPCC Sixth Assessment Report: Climate Change 2022 | UNEP – UN Environment Programme.
Klimapanelets risikovurdering
Guterres stærke ord har ikke sat nogen større selvransagelse i gang hos lederne i vores del af verden. Det viser endnu en gang kapitalismens urokkelige og uberettigede selvtillid.
Rapporten er fra klimapanelets arbejdsruppe II, der handler om klimaskader på såvel socioøkonomier (menneskelige) som økosystemer.
Fokus er først på de allerede indtrådte ændringer og derpå, hvad vi må forvente såvel inden for en nærmere fremtid (til 2040) som på lidt længere sigt (århundredet ud). Det handler kort sagt om tidsperioder, som nutidens børn og unge må forventes at gennemleve.
En tredje rapport i serien, nemlig fra arbejdsgruppe III, er netop kommet, herom i en senere kommentar.
Allerede indtrådte ændringer
Med en temperaturstigning på nu 1,1 grader kan ændringer af økosystemer påvises i alle verdensdele, og de er blevet større end forventet i forhold til panelets tidligere vurderinger.
Rapporten dokumenterer, verdensdel for verdensdel, hvorledes klimaændringerne allerede har ramt landbrug, fiskeri og vandressourcer og påvirket fødevaresikkerhed, sundhed og migration.
I de fleste geografiske områder er mennesker ramt af helbredspåvirkninger grundet øget temperatur/hedebølger samt negative ændringer med henhold til fødevaresikkerhed.
De unge, der overalt i verden protesterer mod regeringernes utilstrækkelige indsats, siger, at deres fremtid er ved at blive taget fra dem – og de har ret.
I alt lever cirka halvdelen af Jordens befolkning i områder, der er “meget sårbare for klimaændringer”. Skaderne koncentrerer sig i områder, hvor “lokale, kommunale og nationale regeringer, samfund og den private sektor mindst evner at levere infrastruktur og basale tjenester” – kort sagt i hovedsagen fattige områder/ulande.
Billigst sluppet er befolkningen i Europa.
Med henhold til økosystemer, så har der været omfattende vandringer af arter i retning mod køligere områder. Lokalt er mange arter forsvundet, og nogle er helt uddøde på grund af klimaændringerne. Både i havene og i ferske vande er konstateret omfattende skader og uoprettelige tab.
Ændringer på kortere sigt
Frem til 2040 vil temperaturen øjensynligt nå op omkring en stigning på de 1,5 grader, uanset hvad vi gør.
Risiko for skader øges væsentligt, efterhånden som temperaturen stiger. I hvor høj grad de forskellige beboede områder og økosystemer rammes af skader afgøres af 1: deres sårbarhed, og 2: i hvor høj grad der vil blive gennemført forebyggende foranstaltninger (tilpasning).
Efter min mening er der alt for lidt fokus på netop tilpasning. De rige lande, som har fyldt luften med deres CO2-affald, kunne (ud over selvfølgelig at bremse op på denne udledning) hjælpe ulande med diger, infrastruktur, varslingssystemer for ekstreme vejrbegivenheder og så videre; men det sker slet ikke i det nødvendige omfang.
Eskalerende risici
Forløbet efter 2040 er, i modsætning til forløbet op til 2040, stærkt afhængigt af viljen og evnen til allerede nu at få sænket emissionen af drivhusgasser.
IPCC’s scenarier angiver, at vi frem mod århundredets afslutning, i afhængighed heraf, kan havne med mellem 1,4 og 4,7 graders temperaturstigning. Med Parisaftalen og efterfølgende tilsagn er kursen mod 3,2 grader.
Uden en ekstrem kursvending vil de kendte risici bare eskalere, og nye risici vil opstå. Mangel på vand og mangel på fødevarer bliver kritisk i mange dele af verden.
Hver eneste tiendedel af en grad, vi kan undgå på den anden side af de 1,5 grader, tæller. De unge, der overalt i verden protesterer mod regeringernes utilstrækkelige indsats, siger, at deres fremtid er ved at blive taget fra dem – og de har ret.
Nedsmeltning bag panser og plade
Hvilket krav skulle kunne få en større plads i beslutningstagernes dagsorden end alverdens unges krav på en fremtid? Det har jeg i alt fald svært ved at se.
På den baggrund er det harmeligt at se Vestens politikere rykke klimaet ned på dagsordenen til fordel for endnu en voldsom militær oprustningsrunde.
Den lydige presse dyrker med flid fjendebilleder ikke blot af Rusland, hvor angrebet på Ukraine har spillet en skæbnesvanger rolle, men også Kina. Biden og NATO’s interesse for fredelig konfliktløsning synes at være lig nul.
Muligheden for at indgå og overholde helt nødvendige internationale aftaler om klimaet er klart banket tilbage.
Men vi kan ikke løbe fra at sikre de unge en fremtid. Det betyder, at vi ikke blot skal vinde kampen mod fejlagtigt kapitalistisk lederskab, men også vinde kampen for freden.
29. april 2022 | 06:25
