Læserbrev
Kan vi stole på domstolenes sagsbehandling? Del 4
|
I en erstatningssag en borger førte imod en kommune, valgte den enhed i kommunen, som sagen involverede, at sende oplysninger til borgeren få dage inden vi skulle møde i retten til hovedforhandling (den mundtlige behandling, som finder sted lige inden retten optager sagen til dom).
Oplysningerne kunne åbenlyst have betydning for sagen, og enheden i kommunen havde i anden anledning haft oplysningerne i længere tid.
Som advokat for borger anmodede jeg om, at oplysningerne blev tilladt fremlagt, selv om den såkaldte “forberedelse” af sagen var slut cirka fire uger forinden. Det kan man få lov til, hvis det eksempelvis ikke er partens skyld, at et bilag ikke er kommet til partens kundskab før.
Når en modpart holder oplysninger tilbage, så de først kommer til kundskab meget sent, er der en udvidet adgang til fremlæggelse. I denne sag fremlagde vi dem formiddagen efter, de blev modtaget af borger sent om eftermiddagen, sammen med mailstreng, der dokumenterede, hvornår borger havde fået oplysningerne.
Fik bilag afvist
Kommunens privat-antagne advokat protesterede imod, at oplysningerne blev fremlagt, og henviste til dokumenternes datering (og altså ikke, hvornår borger beviseligt havde modtaget dem), selv om offentlige myndigheder har pligt til at optræde sagligt, også når de bliver parter i retssager.
Byretsdommeren valgte ikke at tillade de nye bilag fremlagt, med den mundtlige begrundelse, at “borger kunne have fremlagt oplysningerne inden forberedelsens afslutning”. Dommeren udelod begrundelsen fra den retsbog, der er skrevet fra hovedforhandlingen. Der står blot, at “retten begrundede beslutningen”.
Når man fører mange civile retssager, bliver den slags del-afgørelser til en tilbagevendende tendens og et mønster, der viser, hvor dårlig borgernes retssikkerhed i et angiveligt retssamfund kan være.
Det er desværre ikke usædvanligt, at vi ser den slags “mystiske” beslutninger blive truffet i sager, hvor en borger fører sag imod det offentlige, hvad enten det er et ministerie eller en kommune.
Og når man fører mange civile retssager, bliver den slags del-afgørelser til en tilbagevendende tendens og et mønster, der viser, hvor dårlig borgernes retssikkerhed i et angiveligt retssamfund kan være, hvis ikke domstolene har den fornødne respekt for kravene til saglig sagsbehandling, herunder at neutralt formulerede regler skal anvendes uden ”hjemmebanefordel”, når den ene part er en offentlig myndighed.
Foregår også i tortursager
Et andet eksempel på dette “mystiske” mønster er afgørelser om at udskille spørgsmål i sagen til forudgående afgørelse (fordi det måske helt kan afslutte sagen – for eksempel om et muligt krav er fremsat for sent, og man derfor ikke behøver at behandle kravet indholdsmæssigt).
Her er der en lige så klar tendens til, at domstolene udskiller spørgsmål, som et ministerie eller en kommune ønsker udskilt, mens det ikke er sådan, når borgere anmoder om det, herunder i sager mellem to private.
Det ses for eksempel i sager om den danske stats ansvar for tortur (omtalt tidligere), og det er en generel tendens i sager mod en offentlig myndighed, at en udskillelse af et spørgsmål, der kan komme myndigheden til fordel, foretages, mens det – med samme dommer – ikke kan lade sig gøre i en sag imellem to private.
13. februar 2022 | 09:39
