Kommentar til filmfestival
Kampen om geopolitisk hegemoni!
Trods kapløbet mellem kapitalismen og socialismen har forholdet mellem Rusland og Kina ikke altid været harmonisk. Sammen havde de to socialistiske lande et betydningsfuldt potentiale for at gøre modstand imod den ledende globale magt siden Anden Verdenskrig.
|
Den nuværende politiske/militære konflikt omkring Ukraine har bragt krig mellem USA og Rusland nærmere. I mange analyser betragtes denne udvikling som en konsekvens af den kolde krig, der har eksisteret siden Sovjetunionens sammenbrud i 1990’erne.
Virkeligheden er mere kompleks, og analysen kræver at blive sat i den historiske kontekst. Kendsgerningen er, at Vesten siden den russiske revolution (1917) har forsøgt at bekæmpe det nye socialistiske regime med en militær intervention imod de røde.
Det er interessant at lægge mærke til, at den nuværende konflikt i verden drejer sig mere om geopolitik end ideologisk kamp mellem socialisme og kapitalisme.
Under ledelse af den daværende britiske krigsminister, Winston Churchill, blev antisocialismen cementeret som en del af den herskende vestlige ideologi. Den britiske politiker var besat af en forestilling, der gik ud på at få det bolsjevikiske spædbarn kvalt i sin vugge!
Til trods for den militære alliance under Anden Verdenskrig mellem Vesten (USA-England) og Sovjetunionen imod nazisme og fascisme (Tyskland, Japan, Italien) var Churchill især efter præsident Roosevelts død aktiv i udviklingen af en strategi, der havde tilintetgørelse af Sovjetunionen på dagsordenen.
Mere end nogen anden vestlig politiker var Churchill den geopolitiske arkitekt bag implementeringen af “Jerntæppet” vendt imod USSR. Uden Sovjetunionens indsats kunne den tyske militærmaskine faktisk have besejret Europa. USSR måtte betale en høj pris for sin overlevelse. 27 millioner russere mistede livet!
Fra første færd efter Den Russiske Revolution måtte Rusland forholde sig til Vestens antagonistiske politik. Set i dette lys var Stalins strategi “socialisme i et land” mere end en overlevelsesstrategi. Det betød ikke, at den russiske politik var fejlfri i sin implementering eller skulle vare evigt.
Kinas imponerende udvikling
Selv om socialismen har lidt et kæmpe nederlag ved Sovjetunionen sammenbrud i 1991, er socialismen ikke desto mindre kommet ud af sin isolation. Dette skyldes ikke mindst den politiske udvikling i den kinesiske folkerepublik. I betragtning af den udvikling, Kina har præsteret, kan man kun blive imponeret!
Ifølge en verdensbankrapport har Kina på få årtier bragt 850 millioner kinesere ud af fattigdom. Til sammenligning har Indien i samme tidsrum oplevet en landbrugskrise, der har kostet 300.000 landmænds selvmord. Ikke desto mindre ved enhver antisocialist, at Indien er verdens største demokrati, mens Kina er verdens største autoritære regime!
Sidste sommer fejrede det kinesiske kommunistparti 100-årsdagen for sin grundlæggelse. Det må have frembragt et smil på manges læber for nylig at læse om George Soros’ bestræbelser på at gennemføre et regimeskift i Kina! Den ungarsk-amerikanske finansmand er en af verdens rigeste og har spillet en aktiv rolle i adskillige “farverevolutioner”. Ikke mindst i Ukraine og Hongkong!
Til trods for kapløbet mellem kapitalismen og socialismen har forholdet mellem Rusland og Kina ikke altid været harmonisk. Sammen havde de to socialistiske lande et betydningsfuldt potentiale for at gøre modstand imod den ledende globale magt siden Anden Verdenskrig.
Situationen i denne periode var præget af en konfrontation mellem de to samfundsmodeller (kapitalisme versus socialisme) i den daværende geopolitiske verdensorden. I den sidste del af krigen mod Japan ønskede præsident Harry Truman, som var frimurer, at demonstrere USA’s rå magt. Den amerikanske præsident traf beslutningen om at kaste atombomber over Hiroshima og Nagasaki. I international lov betragtes ethvert angreb på en civilbefolkning som en krigsforbrydelse!
USA’s kamp mod socialismen
Hovedformålet med denne amerikanske atomare politik var at signalere overfor både Ruslands og Kinas kommunistpartier, at USA ikke ville tillade socialismens udbredelse i Asien. Resultatet blev, at uden den amerikanske militære intervention i Koreas borgerkrig ville den koreanske halvø være blevet et socialistisk land. Hvis på den anden side nordkoreanske og kinesiske tropper ikke havde deltaget i kampen mod det amerikanske militær, ville Korea være blevet en proto-fascistisk amerikansk koloni.
I begyndelsen af 1950’erne var Østasien moden for socialismen. De kinesiske kommunister havde besejret nationalisterne, der søgte tilflugt på den kinesiske ø Formosa (Taiwan). Washington havde gode grunde til at være bekymret. Østasien stod i flammer, og optimismen var vækket. Mangfoldige nationale befrielseskrige var i gang, især i Sydøstasien. “Socialisme i flere lande” udfordrede russisk nationalisme og kunne ikke kontrolleres fra Moskva.
Stalin døde i 1953, og det europæiske spørgsmål var ikke blevet løst på en tilfredsstillende måde. Den nye sovjetiske ledelses kritik af Stalin var dårligt håndteret af Nikita Sergejevitj Khrusjtjov, der handlede uden hensyn til andre kommunistiske partiers interesser. Denne fremgangsmåde blev stærkt kritiseret af Kinas Kommunistiske Parti. Især sameksistenspolitikken var årsag til Kinas modstand imod Ruslands forsøg på at forhandle med Vesten uden inddragelsen af de andre socialistiske partier og lande.
I en tale på en konference for udenlandske kommunister i Moskva i november 1957 fremhævede Mao Zedong, at kampen for socialismen ikke var afsluttet: “Der findes et kinesisk ordsprog, ’Enten får Østenvinden overtaget over Vestenvinden, eller også får Vestenvinden overhånden over Østenvinden”.
Et historisk tilbageblik på den politiske situation viser, hvor kompliceret kampen mellem socialismen og imperialismen i Østasien var.
Ligesom i Europa, hvor USA med Marshallplanen hjalp de førende europæiske lande med at genopbygge deres økonomier, forvandlede USA i 1950’erne sin Østasien-politik for især at genskabe Japans stabilitet. Koreakrigen var i denne forbindelse den økonomiske stimulans og indsprøjtning, som kun USA kunne tilvejebringe.
Risikoen var, at uden en politik, der kunne genskabe økonomisk trivsel, ville Japan søge at etablere økonomiske relationer med Kina. En udvikling som Washington med alle midler ville forhindre. Japan blev den største leverandør til USA’s militær, der selv var involveret i Koreakrigen. Ifølge samme logik var det nødvendigt at åbne det amerikanske marked for japanske eksport.
Et årti senere åbnede USA sit marked for de mindre økonomier i Sydøstasien. Ligesom i Koreas tilfælde var eksport til Vietnamkrigen en stimulans for disse østasiatiske landes udvikling. Også i dette tilfælde var adgang til det amerikanske marked et must. I løbet af 1960’erne fik de såkaldt Tiger-nationer en økonomisk vækst, der bragte dem politisk stabilitet. De fem lande var Sydkorea, Taiwan, Singapore, Hongkong og Malaysia.
Det siges, at denne udviklingsmodel blev seriøst studeret i Kinas Kommunistiske Parti. Af speciel interesse var fokusset på de amerikanske virksomheder, som samtidig søgte at udvide og billiggøre deres produktion. Den kinesiske økonomis størrelse på den ene side og på den anden side den amerikanske interesse for den billige kinesiske arbejdskraft førte til en forflytning af industriel produktion fra USA til Kina.
Denne model fik de amerikanske virksomheder til at investere i Kinas produktion med henblik på at eksportere disse amerikanske varer “made in China” til USA. Det amerikanske arbejdsmarked blev strukturelt omformet ved at få virksomhederne til at eksportere de bedst betalte jobs ikke alene til Kina, men også til andre lande.
En hovedopgave at forhindre krig
Denne strukturelle omvæltning af det amerikanske arbejdsmarked medførte en nedtur for USA’s arbejderklasse og en udslettelse af “The American Dream”. Dette er, blandt andet, baggrunden for den anti-kinesiske stemning, som er opstået i USA og i den vestlige verden generelt. I denne sammenhæng skal det ikke overses i diskussionen, at det var de amerikanske virksomheder, der selv valgte at drage fordel ved at eksportere arbejdspladser.
Paradokset er, at den antagonisme imod Kina sammen med Vestens russofobi har skabt et nyt geopolitisk skakbræt. I denne forbindelse er diskussionen af, hvor initiativet befinder sig, interessant. Det eurasiske projekt, som Rusland og Kina har lanceret og som støttes af en række lande i Europa, Centralasien, Sydøstasien, Mellemøsten, Afrika og sågar Latinamerika, synes at være bevis på interessen for dette enorme strukturelle projekt på verdensplan. Interessant at bemærke i denne forbindelse er, at Vesten tilsyneladende endnu ikke er parat at blive medlem af “den nye silkevej” (Belt and Road Initiative).
Det er interessant at lægge mærke til, at den nuværende konflikt i verden drejer sig mere om geopolitik end ideologisk kamp mellem socialisme og kapitalisme. Den østlige koalition, som promoverer det eurasiske projekt, ledes af det socialistiske Kina og det kapitalistiske Rusland.
Det er i denne kontekst, at progressive kræfter er nødt til at træde i karakter. Som det vides, er fredsbevægelsen sat ud af spillet. Ikke desto mindre består hovedopgaven i at forhindre krig. Enten kan fredskræfter forhindre en altødelæggende konflikt, eller også vil en sådan krig true menneskehedens overlevelse og resultere i tilbagevenden til barbari.
16. februar 2022 | 06:13
