Efter 48 år på landevejen
Kampen for nedsat arbejdstid har også et internationalt perspektiv
En ugentlig arbejdstid på cirka 41 timer i et job i Tyskland har været en øjenåbner for vigtigheden af fortsat at kæmpe for en 30-timers arbejdsuge her i Danmark. Både for vores egen skyld, men også i solidaritet med arbejdere fra hele verden, skriver tømrerlærling Lau Marker.
|
Jeg er lige p.t. på udveksling som tømrerlærling i Freiburg – den skønneste by i Sydtyskland. Jeg arbejder i et kooperativ, og på trods af at jeg kunne snakke i timevis om, hvorfor den bedste oplevelse, man kan få, er at tage på udveksling, er der én ting, som virkelig har gjort stort indtryk på mig på en ikke så positiv måde. Og det er arbejdstiden.
I det firma, jeg arbejder i (som sagt sjovt nok er et kooperativ), har vi en arbejdsdag på ni timer. Og det er uden at tælle pauser med. Vi har dog fri hver anden fredag, så den gennemsnitlige arbejdsuge er cirka 41 timer lang. Hvilket er ironisk, for to uger inden jeg rejste herned, stod jeg og argumenterede for en 30-timers arbejdsuge i forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2025, fordi at det er fuldstændig urealistisk, at jeg som håndværker skulle kunne holde et helt arbejdsliv med en arbejdstid på 37 timer om ugen. Men her er jeg så nu.
På trods af det ville jeg ikke være foruden oplevelsen, og jeg vil opfordre alle, jeg kan, til at tage på udveksling, da jeg som sagt kan snakke i timevis om, hvorfor det at komme på udveksling under sin uddannelse er noget af det absolut fedeste, man kan gøre. Og jeg synes, det er super ærgerligt, at der ikke er flere lærlinge, som tager muligheden. Generelt synes jeg, det er ærgerligt, at der ikke er flere fra håndværksfagene, som rejser ud på egen hånd. Jeg siger “på egen hånd”, fordi mit indtryk er, at der faktisk er en god mængde, som tager til udlandet for at arbejde, men for at komme afsted betaler de en mellemmand, firmaet Scandimate, et beløb mellem 37.000-45.000 kroner for at sende dem til en udenlandsk arbejdsgiver.
Jeg synes, det er en absolut falliterklæring, at noget så fundamentalt og traditionelt for håndværksfagene som at rejse, (ligesom så meget andet inden for branchen) har taget skade af en kapitalisering. Lige præcis i den her sammenhæng er det Scandimate, der reklamerer med, at de sender dig afsted, så du kan tjene penge (mit indtryk er, at der bliver reklameret med, at man kan tjene mange penge, men i min optik er der noget råddent i en salgsstrategi, der hedder, “vil du tjene penge? Så betal mig 40.000 kroner.”) og ja, der indgår så “oplevelser” i de 40.000 kroner, men jeg finder det problematisk, at man skal betale en tredjepart for at få en udenlandsk arbejdsgiver og tilhørende oplevelser.
Jeg ser to primære problematikker:
For det første er det ikke sværere at få arbejde i udlandet end at sende en e-mail (jeg taler af erfaring). Og der er så mange måder, man kan finde en udenlandsk arbejdsgiver i stedet for at betale nogen for at gøre det for en. (En oplagt mulighed er blandt andet fagforeningen, som laver masser af internationalt solidaritetsarbejde og snildt ville kunne finde kontakter til en udenlandsk arbejdsgiver i et givent land).
For det andet skal det aldrig koste penge at tage på arbejde. Her koster det så 40.000 kroner. De tager konceptet ‘at rejse med sit håndværk’ og laver en slags sabbatårsagtig service, og så er det pludselig normen, at man skal betale en tredjepart for at komme ud at rejse med sit håndværk. Det er jo kun med til at skade den allerede ret svage og historiske tradition for at rejse med sit håndværk. Nu er det pludselig en slags ferie, som man har betalt penge for, men hvor man også skal arbejde? Og med den forvirrende nye form for at rejse med sit håndværk får man også udvasket den historiske tradition, som har spillet en stor rolle i vores nuværende arbejdsforhold og rettigheder.
At rejse har længe været en tradition for håndværksfagene, som desværre er ved at dø ud. Der er et kæmpe fagligt aspekt i at rejse for at tilegne sig håndværksmæssig viden, men også et andet ret vigtigt aspekt. Navere og farende svende har spillet en kæmpe rolle i udviklingen af håndværksfagene og vores allesammens arbejdsrettigheder. Da de har haft det udgangspunkt, at de altid var på farten, hvilket vil sige, at hvis de fik arbejde for en mester, som behandlede dem dårligt, fik hele netværket af svende at vide, at ham skulle man ikke arbejde for, og så rejste de videre. Så stod mester tilbage med muligheden for at love bedre arbejdsvilkår eller at gå konkurs.
De her aspekter går tabt i den her “sabbatårsfiksering” af en gammel tradition. Og på en måde bliver ideen om at rejse for at arve håndværksmæssig viden også ødelagt eller i hvert fald heftigt forvrænget, da man jo som sagt har betalt for det. Det smukke ved håndværksfagene er jo lige præcis, når jeg som lærling modtager en faglighed fra en svend, som den svend så har modtaget fra en endnu ældre svend, tilbage fra dengang han selv var i lære.
Hvis man skal sige en positiv ting om Scandimate, så er det jo så, at der i det mindste kommer folk ud at rejse. I min optik er det bare på nogle vildt ærgerlige præmisser og på bekostning af noget meget dyrebart for os allesammen. Og jeg vil da selv, når jeg kommer hjem fra min udveksling, arbejde for, at folk får øjnene op for, at man ikke behøver at betale 40.000 kroner for at komme ud i verden med sit håndværk.
Det er dog også værd at nævne, at jeg taler fra et privilegeret nordeuropæisk perspektiv. Vi har jo stor tilstrømning af international arbejdskraft, som oftest arbejder under ringere vilkår end en gennemsnitlig dansk arbejder og samtidig bliver betalt meget mindre. Det er vigtigt at kunne se forskellen på at rejse af nødvendigheden i at skabe bedre muligheder for sig selv og sin familie og på at rejse af lysten til at opleve verden/tilegne sig ny håndværksfaglighed. Og på en måde, som det overudviklede land vi er, har vi vel også en slags pligt til at tage ud i solidaritet med arbejdere af andre nationaliteter for at hjælpe med deres faglige kampe.
Til slut vil jeg sige, at i modsætning til hvad man skulle tro, har det ikke gjort mig mere taknemmelig for den 37-timers arbejdsuge hjemme i Danmark efter at have haft en arbejdsuge på 41 timer. Tværtimod, kan jeg kun se, hvorfor det er endnu vigtigere, at vi kæmper endnu hårdere for de 30 timer. Både for vores egen skyld, men også i solidaritet med arbejdere fra hele verden.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. september 2025 | 06:17
