Kampen er nødvendig: Politikerne bryder deres egne love i støtten til Israel
Der er brug for alle gode kræfter i kampen mod Israels folkemord på palæstinenserne. For når politikerne er så desperate, at de bryder de love, de selv har formuleret, er vores kamp virkelig nødvendig, skriver Rune Jørgensen.”Afgørelse i sagen, hvor du på vegne af kampagnen ”Stop Våbenhandel med Apartheid Israel” har anmeldt tidligere forsvarsminister Jacob Ellemann-Jensen.
Jeg skriver til dig for at oplyse dig om, at jeg har besluttet ikke at indlede en efterforskning mod tidligere forsvarsminister Jacob Ellemann-Jensen for at have overtrådt ministeransvarlighedslovens
§ 5, stk. 2.
Begrundelse
Jeg har ved min afgørelse lagt vægt på, at politiet ikke har kompetence til at gennemføre undersøgelser af sager om overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.”
Ovenstående brev fra specialanklageren ved Københavns Politi tikkede ind i mandags, godt et halvt år efter at jeg og andre aktivister i kampagnen anmeldte forsvarsministeren for at have vildledt og løjet på skrift og i tale over for de udvalg og folketingssalen, der i februar sidste år gav grønt lys for at købe kanoner fra israelske Elbit Systems.
Der er sket en del siden. Fokus er ikke længere på, at vi som land støtter apartheid ved at købe deres kanoner. Fokus er på, at danske firmaer sælger våben til Israel, der bruges i folkemordet i Gaza.
Vi tager ansvar for at stoppe våbenstrømmene. Politikerne har i hvert fald svigtet os.
Brød ministeren loven?
Specialanklageren fortsætter med at klargøre, at der ikke er taget stilling til, om ministeren brød loven. Men ministre kan kun holdes til ansvar ved en Rigsret, der er afhængig af en beslutning i Folketinget.
Regeringen nøjedes i sin tid med først en, siden endnu en undersøgelse af, hvordan det kunne være, at der blev løjet for udvalgene. Vi venter stadig på resultaterne af den seneste i rækken.
Terma har derfor bygget nogle særlige kroge under flyet – den tekniske term er pyloner. Nu kan Israel sætte meget større og tungere bomber under flyene.
Når støvet efter den nuværende storm af aktivisme lægger sig, kommer der måske nye sager, der kræver en Rigsret. Skiftende regeringer har nemlig givet danske våbenfabrikanter, med Terma i spidsen, en blankocheck til at sælge våben til besættelsesmagten.
Det er ulovligt ifølge FN’s våbentraktat, som Danmark tiltrådte tilbage i 2012. Før det krævede våbensalg til Israel blot en godkendelse fra Udenrigsministeriet. Nu er den godkendelse traktatpligtig.
Traktaten kræver en grundig undersøgelse som garanti for, at våbnene ikke bliver brugt til at overtræde folkeretten. Staten Israel, som besættelsesmagt og apartheidstat og senest som skyldig i folkemord, kan selvfølgelig aldrig stille den garanti.
Ingen våben fra Terma til Israel, tænker vi så. Men joh.
Rammeaftale
Forsvarsministeren fandt nemlig på begrebet rammeaftale tilbage i 2016, da nye dele til våben skulle skibes afsted.
Med det begreb er det pludseligt nok at nikke ja en gang, og al fremtidig eksport er automatisk godkendt. Man behøver ikke stille pinlige spørgsmål eller skele til fakta. For en nemheds skyld gælder rammeaftalen også NATO og enkelte andre lande, regeringen kan lide.
Det er dybt ulovligt efter FN-traktaten. Hver enkelt våbenhandel kræver dokumentation og garanti. Og det er ikke nok at sende delene til USA, der monterer dem og så sender dem videre til Israel, som Terma gjorde tilbage i 2000 med avancerede våbensystemer til de israelske F-16 fly. Traktaten tager højde for den slags.
Hvorfor er det så vigtigt, om Danmark sender dele til Israels kampfly, når alle ved, at USA pumper våben for milliarder af dollars ind i terrorstaten hvert år?
Blankocheck
Termas dele er særligt farlige. F-35 kampflyet er lavet til at være svært at se på radar, og derfor er det bygget, så alle bomber og missiler ligger inde i flyets skrog. Det sætter jo en naturlig størrelse på, hvor store bomberne kan være.
Men de lande, Israel gerne vil bombe nu og her, har ikke radarer og missiler til at forsvare sig mod bombetogterne. Der er ikke radar i Gaza.
Terma har derfor bygget nogle særlige kroge under flyet – den tekniske term er pyloner. Nu kan Israel sætte meget større og tungere bomber under flyene.
I stedet for blot at rive facader af folks huse, er bomberne så store, at de smadrer gennem etagerne, eksploderer i jordhøjde og får hele bygningen til at kollapse over sig selv, etage for etage.
Den teknik virker både for beboelseshuse, for skoler, for mediehuse og hospitalsbygninger. Vi ser hver dag billederne fra Gaza. Folkemordet havde været meget mindre effektivt, hvis ikke danske politikere havde udstedt blankocheck til Termas pyloner.
Men spørgsmålet om at få valgte politikere til at overholde love og traktater er ikke juridisk. Det er et politisk spørgsmål. Det siger specialanklagen klart og detaljeret over yderligere nogle siders brev med de rette fodnoter.
Politisk pres
Politisk pres, alene politisk pres, kun vores pres, kan forhindre, at Danmark bidrager til folkemordet, og at danske aktionærer stopper investeringerne.
Vi ved fra de sidste fire måneder på gaden i København, at “Danmark – siger nej til folkemord”. Et råb, der giver genlyd fra by til by landet over, og som giver håb og solidaritet i Gaza og de mange palæstinensiske flygtningelejre, der kan se livestreamingerne fra Al Jazeera Arabic.
Men det er tid at forstærke det politiske pres. Vi må gøre det mere effektivt fra blokader af Terma til massedemonstrationer landet over.
Der er brug for alle gode kræfter i den kamp. For når politikerne er så desperate, at de bryder de love, de selv har formuleret, er vores kamp virkelig nødvendig.
Det er ikke et spørgsmål om denne eller hin minister. For som vi også siger, når vi går på gaden: Det er hele det fordømte system – luk det ned!
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.