Reportage
Jens og manden med leen
En dag beslutter Jens efter 40 års druk, at den sidste bajer er drukket. I dag har han fokus på at være en god og nærværende far og morfar for datter og barnebarn, fortæller Lene Reinseth i denne blog.
|
Jeg sidder over for Jens. Rundt om os i stuen står flyttekasser og nye møbler fra Ikea. Køkkenbordet er fyldt med porcelæn og glas, der alt sammen skal vaskes op i hånden.
Et nyt liv skal til at folde sig ud her i Sydhavnen, tæt på Vestre Kirkegård. Jens er pensionist. Hans øjne skinner, og hans hår ligner et brombærkrat. Han er Nørrebrodreng med stort N.
Han kunne ikke sidde stille i skolen og var ikke meget mere end ti år, før han begyndte at tjene lommepenge rundt omkring i kvarteret. Mandag var han bydreng hos skomageren, tirsdag hos grønthandleren. Ugens andre dage greb han en kost i forældrenes frisørsalon og fejede hår og skæl op. Det gav gode drikkepenge, gjorde det.
Det blev begyndelsen på et hæsblæsende liv. Jens var en eventyrer, altid klar til gyngende grund. Han levede efter mottoet: Ude godt, men endnu længere væk er bedre.
Sømand og alkoholiker
Der var ikke plads til hverken villa, Volvo eller vovse i hans liv. Allerede som ung mand begyndte Jens at sejle. Mellem Grønland og København. Og i Østen. Selv om han var en vildbasse, gav disciplinen ombord Jens en vis tryghed.
På de store skibe var det helt normalt at drikke alkohol, og man kan nok godt sige, at livet på havet blev starten på 40 år med et eskalerende alkoholforbrug. Når han ikke sejlede, arbejdede han i Kødbyen og nød bylivet i København.
Både familie, venner og arbejdskolleger har gennem årene forsøgt at hjælpe ham ud af hans misbrug.
Jens husker, at han vågnede en morgen, ved at hans eneste datter lå på hans mave og hamrede sine knyttede næver ned i hans brystkasse, mens hun råbte, at han ikke måtte dø. Han så angsten i hendes øjne, men end ikke denne oplevelse fik ham til at slippe flasken.
En mand, der efter 40 år i en lage af spiritus beslutter at hive bundproppen ud uden at falde i igen, stiller mit og mange andre menneskers liv i relief. Der er ikke mange, der kan gøre ham det efter.
Hendes bøn gav mening, for manden med leen havde været forbi mange gange for at hente ham hjem. Jens blev skudt, da han var bestyrer på en bar i København. Jens druknede på Hornbæk Strand i en ordentlig brandert, men blev genoplivet i ambulancen.
Jens’ indre organer har i alle disse år været på overarbejde. Oven i dette kan vi så lægge Jens’ jernvilje og en allerhelvedes ihærdig skytsengel, og så har vi forklaringen på, hvorfor han ikke ligger i jorden på Vestre Kirkegård, men er nabo til den i dag.
Jens har de sidste fem til seks år boet på et psykiatrisk botilbud på Amager.
– Jeg anede ikke, at det var et psykiatrisk botilbud, griner Jens.
– Jeg fik en rundvisning derude og syntes, det så meget fedt ud. De arrangerede ture, og der var mulighed for socialt samvær, så jeg flyttede ind.
Han havde på dette tidspunkt boet 20 år i Smedetoften i Nordvest, men var grundet en slingrende psyke havnet i kløerne på en psykiater, der gerne ville hjælpe ham.
Tørlagt fra dag til dag
En dag vælger Jens, at den sidste bajer er drukket, og han har ikke drukket en dråbe alkohol siden. Der ligger ingen dybere forklaring på, hvorfor det lige skulle være den dag. Det var blot en beslutning. Nu er det slut.
Lysten til at leve livet og gerne lang tid endnu fylder i Jens. Forholdet til datteren er kommet på ret køl. Hun har skænket ham et barnebarn, og Jens vil gerne være en god og nærværende morfar. Jens byder på en kold øl fra køleskabet. Jeg spørger ham, om han ikke bliver fristet, når han sådan har fat i flasken.
– Næhh, slet ikke, svarer han.
Efter mange år som tørlagt alkoholiker er kroppen nu Jens’ værste fjende. Livets valg har sat sine spor, og smerterne i bentøjet gør det nemmere at færdes på cykel rundt i byen end at gå.
Viljekraften har holdt Jens i ave gennem hele hans liv. Hans datter og barnebarn er den benzin, han har brug for i hverdagen.
Jens er en beskeden mand, der ikke ønsker at gøre meget væsen af sig. Men jeg synes nu alligevel, at hans fortælling har fortjent at blive fortalt.
At møde et menneske som ham der har levet et langt liv i overhalingsbanen. En mand, der har formået at holde døden fra døren og efter 40 år i en lage af spiritus beslutter at hive bundproppen ud uden at falde i igen, stiller mit og mange andre menneskers liv i relief.
Der er ikke mange, der kan gøre ham det efter, og så taler vi ikke mere om det.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
16. maj 2024 | 07:06
