Læserbrev
Israelske militærdoktriner
De voldsomme bombardementer af Gaza kaldes i Vesten for disproportionale og overdrevne. Men for israelerne er det business as usual. Fjenden skal ikke kun overvindes, det gælder også om at ødelægge de fremtidige livsbetingelser, skriver Arne Lund.
|
Da Israels premierminister Benjamin Netanyahu erklærede krig mod Gaza, henviste han til den hebraiske bibels beretning om jødernes kamp mod ammonitterne i det 13. århundrede før vor tid:
“Drag ud og slå ammonitterne, og ødelæg alt, hvad de har. Skån dem ikke, hverken mand eller kvinde eller barn, kvæg eller får, kamel eller æsel.”
Her i Vesten er et sådant sprogbrug nærmest latterligt, men ikke i Israel, hvor bibelske fortællinger har en betydelig styrke, og hvor symbolikken omsættes til konkret – her: væbnet – kamp.
Jeg vil ikke kalde palæstinenserne for dyr, for det vil være krænkende for dyrene.
Sara Netanyahu, kone til Israels premierminister
Her tror man, at Gud hele tiden er til stede, og når “hans folk” trues eller lider overlast, da griber Gud ind med gammeltestamentlig vrede – en brutal vrede med enorme konsekvenser.
I salme 94, der reciteres af soldaterne efter endt tjeneste, hedder det:
“Herren er den Gud, der hævner, og som betaler de hovmodige, hvad de fortjener, for deres synder, og ødelægger dem for deres ondskab.”
Skulle de bibelske fortællinger ikke være nok, så har Netanyahu og militæret doktriner, der tydeliggør, hvad det drejer sig om, og hvordan kampen mod nutidens ammonitter – palæstinenserne – skal gribes an.
Dahiya-doktrinen
Den doktrin, der i disse uger er mest relevant i Gaza, er Dahiya-doktrinen. Navnet stammer fra Israels krig med Hezbollah i 2006, hvor Israel måtte se i øjnene, at Hezbollah ikke kunne besejres.
Som gengæld sønderbombede det israelske luftvåben Dahiya, en forstad til Beirut, beboet af shia-muslimer fra underklassen, loyale med Hezbollah.
Den israelske generalstabschef Gadi Eisenkot har svoret at ville bruge Dahiya-doktrinen overalt:
– Det, der skete i Dahiya, vil ske i hver landsby, hvorfra Israel bliver beskudt… Vi vil gøre brug af disproportional ildkraft og forårsage stor skade og ødelæggelse. Konceptet omfatter en så massiv destruktion af den civile infrastruktur, at genopbygningen vil blive ekstrem dyr… For os er der ikke tale om civile landsbyer, men om militærbaser… At skade civilbefolkningen er det eneste middel til at begrænse Hezbollah.
I militæret er holdningen, at det er bedre at dræbe soldaten, end at han/hun tages som gidsel.
De disproportionale og ekstremt overdrevne bombardementer skal dels spare egne landtropper og dels få fjenden til at forstå, at Israel vil bruge alle midler for at bekæmpe uro langs grænserne eller trusler mod landet.
Israel vil til enhver tid være parat til at eskalere med fuldskala gengældelse, så konfrontationen bliver så kort som mulig og for at undgå langtrukne væbnede konflikter.
“Strategien er designet til at straffe, ydmyge og terrorisere en civilbefolkning”, konkluderede FN’s Goldstone-rapport fra 2009.
Eisenkot, som Obama i 2016 belønnede med én af USA’s højeste militære fortjenstmedaljer, er i dag medlem af Netanyahus nationale samlingsregering. Hans kontroversielle opfattelse af, at det ikke er palæstinenserne, der er Israels værste fjender, men landets egne indre modsætninger, har åbenbart ikke været til hinder for, at han kunne indtræde i regeringen.
Den amerikansk-jødiske menneskerettighedsjurist Richard Falk skrev i sin indstilling til FN, “at Dahiya-doktrinen er statsterrorisme”. Der er ikke andre ord, der dækker de vedvarende angreb på flygtningelejre, skoler, hospitaler, ambulancekonvojer, moskeer og senest én af verdens ældste kirker – de kristne kan heller ikke vide sig sikre.
Kort sagt: Skyd mod alt, der bevæger sig. Måske er det en Hamas-kommandant, tænker jagerpiloten. Eller måske er det en familiefar, der søger beskyttelse for sig og sine.
Med den overdrevne bombekampagne viser Israel endnu en gang, at man ikke har forstået, hvad guerillakrig handler om. Man tror, at militserne går klædt i uniformer, opholder sig på kaserner og har den infrastruktur og de kommandocentre, der knytter sig hertil.
Det var nøjagtig den samme fejl, USA begik i Vietnam og i Afghanistan. De forstår ikke Mao Zedongs ord om, “at en guerilla skal kunne svømme som fisk i folkehavet for at overleve”.
Måske kan Israel udrydde Hamas, men ikke de ideer eller kampen mod besættelse og undertrykkelse, som Hamas og de andre modstandsgrupper bygger på. Nye generationer står klar.
Hannibal-doktrinen
Den næste doktrin kan også have forfærdelige konsekvenser for de, der rammes af den, om end i mindre omfang. Det drejer sig om Hannibal-doktrinen og handler om, at fjenden under ingen omstændigheder må få held til at bortføre israelske soldater, thi de kan bruges til frigivelse af de mange tusinde palæstinensere, der sidder i israelske fængsler.
I militæret er holdningen, at det er bedre at dræbe soldaten, end at han/hun tages som gidsel. I israelernes øjne er bortførsel af soldater den største af alle forbrydelser.
Det ved palæstinenserne, og det er derfor, de passer så godt på de cirka 220 israelske gidsler, der blev taget til fange den 7. oktober.
(Det israelske dagblad, red.) Haaretz skriver, at militæret brugte Hannibal-doktrinen den 7. oktober og dræbte både soldater og civile, for at disse ikke skulle falde i hænderne på Hamas.
Udsagnet er ikke fri fantasi, for Haaretz henviser til Israels FN-ambassadør, der har udtalt, at gidselsituationen ikke vil “afholde os fra at gøre, hvad der må gøres for at sikre Israels fremtid”.
Efter dem kommer turen til de cirka 1,8 millioner palæstinensere, der har israelsk statsborgerskab, og som i dag bor i selve Israel. Heller ikke de passer ind i Netanyahus etnisk rene jødiske stat.
Den magtfulde ultrareligiøse finansminister Smotrich går endnu videre og citeres for: “Israel bør ramme Hamas brutalt og ikke give spørgsmålet om fangerne en særlig overvejelse”.
I fortrolige samtaler med amerikanske embedsmænd har deres israelske kollegaer nævnt, hvad de allierede under Anden Verdenskrig opnåede med de ødelæggende bombardementer af Dresden, Hiroshima og Nagasaki.
Dette efterlader ingen tvivl om, at Israel accepterer folkedrab som en del af deres strategi for at overvinde Hamas, skrev det amerikanske netmedie Electronic Intifada den 1. november.
Dresden er i dag symbolet på et massedrab, der ikke kunne “legitimeres” ud fra militære hensyn. Byen havde ingen strategisk betydning, da englænderne i februar 1945 tæppebombarderede den og dræbte 20-25.000 mennesker. Blandt andet blev der brugt fosforbomber.
Medlemmer af Knesset sekunderede med, “at vi har endnu ikke hævnet på en bibelsk måde, vi har endnu ikke brændt Gaza til aske… hvis ikke vi gør det, vil vi få de samme problemer igen og igen.”
Israels tidligere ambassadør til Italien erklærede, at man ikke er “interesseret i rationelle diskussioner med palæstinenserne… vi vil ødelægge Gaza og det absolut onde.” Han omtalte palæstinenserne som “dyr” og sagde, “at enhver, der skader en jøde, skal dø”.
Israels præsident, Isaac Herzog, anbefaler kollektiv afstraffelse af Gazas befolkning: “I Gaza er også de involverede civile.”
I et interview gik Sara Netanyahu, gift med premierministeren, endnu videre og håbede på en voldsom hævn:
– Jeg vil ikke kalde palæstinenserne for dyr, for det vil være krænkende for dyrene.
Det var sådan, det begyndte i Det Tredje Rige (nazisternes betegnelse for Tyskland i perioden 1933-1945, red.): Jøderne blev dehumaniseret og endte med at rangere lavere end dyrene.
Journalister, popsangere, endnu flere politikere, alle har en mening om, hvad der skulle ske i Gaza. Også i den amerikanske kongres, hvor den republikanske senator Lindsey Graham erklærede, at “der ikke er nogen grænser for, hvor mange palæstinensiske børn Israel må dræbe for at besvare Hamas’ terrorangreb”.
Tidligere indenrigsminister i Trumps regering, Matt Zinke, fremlagde et lovforslag om forbud mod, at palæstinensere kan rejse ind i USA, samt udvisning af de der allerede befinder sig i landet.
Hvad kommer efter Hamas?
Israel har angrebet Gaza uden en klar vision om, hvad man vil opnå, ud over at “Hamas skal knuses”.
Og…? Skal Gaza besættes, da vil det kræve langvarig stationering af betydelige styrker. Skal militæret trække sig tilbage og lægge en jernring langs den nuværende grænse? Eller vil man lytte til USA’s håbløse forslag om at lade Selvstyret på Vestbredden overtage administrationen af Gaza?
Netanyahu er blank, så derfor er der nu plads til alle mulige forslag.
Et forslag går ud på at indsætte et nyt arabisk styre i Gaza som alternativ til Hamas. Der er dog ingen garanti for, at et sådant styre ikke vil videreføre Hamas’ politik, med risiko for at et nyt styre vil være endnu mere radikalt end Hamas.
Forslagsstillerne, én af regeringens tænketanke, fremhæver, at for at undgå dette så skal der skabes ideologiske forandringer i den palæstinensiske befolkning gennem en proces, der (smagfuldt) sammenlignes med den afnazificering, som foregik i Tyskland i årene efter Anden Verdenskrig.
Israel er et gennemmilitariseret land, det griber ind i borgernes liv fra vugge til grav.
Notatet går endda så vidt som til at foreslå, at Israel skal omskrive skolebøger, læseplaner og andet pædagogisk materiale for at ændre de kommende generationers opfattelse af forholdet til israelerne.
Bosætterne kræver at vende tilbage til de bosættelser, de blev tvangsfjernet fra i 2005. Et forslag, der ifølge det jødiske netmedie Forward straks fik opbakning fra regeringens ultrareligiøse partier.
Det israelsk-palæstinensiske journalistkollektiv +972 har fået fat i et notat fra tænketanken. Heri anbefales en tvungen og permanent overførsel af Gazas 2,3 millioner indbyggere til Sinai.
Dette er en krigsforbrydelse, og dét giver tænketanken visse betænkeligheder. Den anbefaler derfor, at Israel forinden søger det internationale samfunds accept af planen.
Deportationen skal ske, samtidig med at Gaza systematisk renses for Hamas-krigere begyndende nordfra.
Der vil etableres teltbyer i Sinai til de tvangsforflyttede, og der vil oprettes en sikkerhedszone på flere kilometer mellem lejren og den egyptisk-israelske grænse, for at forhindre at palæstinenserne vender tilbage til Gaza.
En fremtidig tilbagevenden vil være udelukket.
Det international samfunds indsats skal, fortsætter tænketanken, blandt andet bestå i at informere Gaza-beboerne om, at det tjener deres egne humanitære interesser bedst, hvis de slår sig ned i Sinai, der består af ufremkommelige bjerge, ørken og næsten ingen frugtbare områder.
En bosættelse i Sinai vil angiveligt betyde ophør af stridighederne med det israelske militær og indebærer desuden mulighed for genbosættelse i eksempelvis Grækenland, Spanien eller Canada.
Tænketanken bagatelliserer fordrivelsen af 2,3 millioner palæstinensere: Dette skete jo også i Syrien, Afghanistan og Ukraine, og det forløb nogenlunde fredeligt.
Der lokkes med, at der i Egypten er masser af tomme lejligheder, og at Israel (læs: USA) vil betale Egypten op til 10 milliarder US-dollars som kompensation.
Egypten er i den grad afhængig af støtte fra USA, så tænketanken formoder, at landet tager imod tilbuddet med kyshånd.
Egyptens diktator, al-Sisi, er dog ikke til sinds at lade et par millioner muslimer, hvoraf flere har sympati for Egyptens forbudte Muslimske Broderskab, komme ind i landet.
Endelig peges der på en slags Kosovo-løsning, hvor USA, sammen med regionale og internationale magter, arrangerer en overførelse af israelsk kontrol med Gaza til et midlertidigt FN-styre.
De tre elefanter i rummet
Der er tre elefanter i rummet, som ingen af Israels vestlige støtter vil tale om.
Den første hedder: Har Israel begået krigsforbrydelser i Gaza? Man hæfter sig ved Hamas’ brutale angreb den 7. oktober, og dét ligner en krigsforbrydelse, men…?
FN definerer folkedrab og krigsforbrydelser som handlinger, “der udføres ud fra en intention om, helt eller delvis, at ødelægge en national, etnisk eller religiøs gruppe”.
Her er der ingen tvivl om, at Israel har begået krigsforbrydelser og folkedrab i Gaza.
Der er sket drab på medlemmer af en etnisk-religiøs gruppe, der er forårsaget alvorlige fysiske og mentale skader på gruppen, og der er sket så voldsomme skader på gruppens livsbetingelser – disse er blevet væsentligt forringet.
Den næste elefant handler om de mentale, psykologiske og sociale virkninger, som militariseringen af det israelske samfund har på såvel den enkelte borger som på samfundet som helhed.
Det moderne Israel ligner på mange måder antikkens græske bystat Sparta. Et samfund hvis overlevelse var afhængig af et stærkt, årvågent militær.
Det moderne Israel ligner på mange måder antikkens græske bystat Sparta. Et samfund hvis overlevelse var afhængig af et stærkt, årvågent militær. Med en robust, veltrænet, disciplineret befolkning, der er villig til at kæmpe for landets overlevelse, og som accepterer en lavere levestandard for at kunne tildele flest mulige ressourcer til militæret.
Israel er et gennemmilitariseret land, det griber ind i borgernes liv fra vugge til grav. Gennem opdragelse i vuggestuer, børnehaver og skoler til voksenlivets militærtjeneste. Som aktiv soldat og siden som reservist indtil det 45. år.
En så lang tilknytning til et militær, hvor maskuline og patriarkalske normer og værdier dominerer, vil selvsagt præge hverdagens relationer – også i det civile liv, der i Israel er fyldt med gråzoner sammenlignet med de fleste andre lande, hvor militæret spiller en langt mindre rolle.
Selv om der er værnepligt for både kvinder og mænd, så halter kvinderne langt bagefter, når det gælder ligestilling. Her ligger Israel lavest blandt OECD-landene, lavere end flere afrikanske og asiatiske lande.
Med åbenlyst kvindefjendske partier i regeringen har ligestillingen lange udsigter.
Og den tredje elefant? Hvis det lykkes for Israel at fordrive palæstinenserne fra Gaza, så vil det næste gang være Vestbreddens palæstinensere, der står for tur. De kan jo bare tage til Jordan, er holdningen.
Efter dem kommer turen til de cirka 1,8 millioner palæstinensere, der har israelsk statsborgerskab, og som i dag bor i selve Israel. Heller ikke de passer ind i Netanyahus etnisk rene jødiske stat. Det gør de cirka 300.000 kristne heller ikke, så også de bør forberede sig på at finde et nyt land.
Det er måske her, general Eisenkots advarsel, om at Israels værste fjende er landets egne indre modsætninger, for alvor vil vise sig, den dag hvor der ikke er flere ydre og indre fjender.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. november 2023 | 06:47
