Læserbrev
Isolation nedbryder mennesker
Jeg har prøvet at sidde i fængsel i Danmark, Marokko og Frankrig. Det værste fængsel med hensyn til mental overlevelse var Danmark.
|
Af Nis Hauberg, KRIM
De problemer, vi ikke vil se i øjnene, har det med at falde os i ryggen.
Det kunne være konklusionen på mine mere end 40 års erfaringer og arbejde med rets- og straffepolitiske problemstillinger.
Det kunne også gælde andre samfundsområder som miljøforurening, klima, minoriteter/integration eller psykiatrien.
Lad mig starte med min personlige baggrund for udsagnet, som også antyder en vis inhabilitet i sagen:
Jeg er en tidligere gymnasielærer, der nu har været på pension i syv år, og som i mine vilde 20’ere i 1970’erne var hippie, ungdomsoprører og hashsmugler.
Det sidste førte til to længere fængselsdomme: To år i Spanien på grund af ti kilo og et år senere to og et halvt års fængsel i Danmark for at smugle 50 kilo fra Holland til Danmark.
Jeg har desuden kort tid prøvet at sidde i fængsel i Marokko og Frankrig. Her var det værste fængsel med hensyn til mental overlevelse Danmark, det bedste Spanien. Hvorfor den store forskel på de to lande?
Nedbrydning er svær at reparere efter løsladelse
Den vigtigste forskel var brugen af isolation.
I Spanien var jeg isoleret tre dage, derefter kom jeg ud i fællesskabet med de andre fanger. Vi havde ingen celler, derimod store sovesale med 60 til 80 indsatte på hver, hvor vi kun var om natten, ellers opholdt vi os på udendørsarealer om dagen.
Det var en meget spændende tid, cirka et år, på grund af de mennesker jeg mødte, og jeg fik blandt andet lært nogenlunde engelsk, fransk, spansk og tysk, da jeg var eneste dansker i fængslet.
Det sidste år var jeg i et afsoningsfængsel i det nordlige Spanien, hvor halvdelen af fangerne tilhørte den baskiske terrorgruppe ETA.
Det betød, at vi fik en o.k. behandling af de ansatte. De forfaldt ikke til chikane af fangerne.
Mange indsatte bliver nedbrudt på en måde, det er svært at reparere på senere efter løsladelse. Vestre Fængsel er en kæmpe fabrik i produktion af menneskelig smerte og lidelse.
I fængslet var der ingen låste døre. Til gengæld var ydermuren bevogtet af bevæbnede vagter, og når der ikke var arbejdstid (de fleste af os syede Adidas-fodbolde), kunne vi bevæge os rundt i det store fængsel.
Modsat Danmark, hvor der var meget isolation, selvfølgelig især i vore varetægtsfængsler/arresthuse, hvor man de senere år er lykkedes med at begrænse total isolation, noget som nærmest må betegnes som tortur.
Her i arresthusene sidder de fleste isoleret i enmandsceller og får kun brudt isolationen ved den daglige gåtur på en time samt ét ugenligt besøg af nærmeste pårørende, ligeledes af en times varighed.
Her bliver mange indsatte nedbrudt på en måde, det er svært at reparere på senere efter løsladelse. Vestre Fængsel er en kæmpe fabrik (over 500 indsatte, altid med overbelægning) i produktion af menneskelig smerte og lidelse.
Min egen oplevelse gik på seks måneder i næsten total isolation i Aarhus Arrest (en lige som Vestre Fængsel over 100 år gammel bygning).
Efter to måneder var jeg på sammenbruddets rand, jeg gik i sultestrejke, og efter ti dage kom en psykiater fra Risskov Psykiatriske Hospital, som diagnosticerede en endogen (= medfødt) psykose, og han anbefalede overførsel til Risskov.
Det modsatte politiet sig, men de accepterede psykiaterens anbefaling af et ekstra konebesøg om ugen, da han kunne se, hvordan min kones besøg holdt mig ovenvande.
Hellere opbygge end nedbryde
Efter fængselsopholdene blev jeg aktiv i den kriminalpolitiske forening KRIM, der som formål har, at vi skal føre en mere human straffe- og kriminalpolitik, eksempelvis hellere husarrest (elektronisk fodlænke) end arresthus, hellere opbygge end nedbryde, hellere styrke end svække, altså ikke “tough on crime”, men det modsatte.
Det projekt har altid været op ad bakke, men da især de sidste par årtier, hvor der stort set kun har fundet stramninger og skærpelser sted, det gælder både strafferammen og gennemførelse af straffen i afsoningsfængslerne.
Det gælder især færre prøveløsladelser, flere cellevisitationer og kropsransagninger, reduceret mulighed for uddannelse og udgang og lignende.
Hjælper hårdere straffe?
Lad mig bruge et eksempel fra for nylig: Projektet med at lukke Pusher Street på Christiania. Her indgår noget med dobbelt straf samt straf til både sælgere og købere.
Her siger så både stats- og justitsminister: Strengere straffe hjælper skam – som Mette formulerer det: “Kig ud af vinduet og brug jeres sunde fornuft” …
Et andet eksempel fra den nylige (den fjerde) bandepakke: Straffen for at bære kniv fordobles.
Fra det område jeg kender bedst: Loven om euforiserende stoffer: Fra cirka 1970 til 1990 blev strafferammen sat i vejret fra to år til 15 år, altså over en kortere årrække en syv og en halv-dobling af strafferammen.
Har vi så nu fået styr på narkokriminaliteten?
Lige en sidste overvejelse på falderebet: Jeg følger spændt med i behandlingen af et borgerforslag, der er på vej til at blive diskuteret i EU-parlamentet: Forbud mod at holde dyr i bur. Skulle det usandsynlige ske, at Parlamentet vedtager forslaget, må det da også få betydning for menneskedyrets anbringelse i fængselsbure?
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. september 2023 | 06:00
