Ingen har patent på stolthed – lad den blive masseproduceret
Ingen har patent på stoltheden! Lad den hive jer ud ad døren om morgenen, give jeres arbejdsdag en gylden dimension og lade jer reflektere over, hvem der skal have udbyttet af jeres slid.Stolthed ejes hverken af landsholdet, grundlovsforfatterne eller arkitekten bag Femern-bæltet.
Stolthed evnes af enhver, der vil den. Stolthed over vores evner, over vores præstationer, stolthed over vores arbejde.
Den kan aldrig tages, hverken til os eller fra os. Ej heller oprigtigt gives.
Derimod brænder den i hjertet på ethvert menneske – enhver arbejder der tillader det.
Stolthed stopper ikke sulten, ej heller giver den mad på bordet. Den lindrer ikke smerten efter et langt arbejdsliv eller læger fysiske sår.
Mennesker er skabt til at arbejde, som dyr er skabt til at finde føde.
Derimod holder den sjælen oppe og skruer sindet fra vågeblus til flamme og fyr.
Stolthed tvinger os afsted om morgenen med smerte i kroppen og fysiske sår og hovedet værdigt i sky.
Med for nogle en sulten mave og uden mad på bordet, men med viljestyrke og ære til bristepunktet.
I hårde tider er den det sidste, vi har, og i gode tider det bedste.
Da jeg afsluttede folkeskolen, mødte jeg verden med en mangel på fokus, en mangel på motivation og en uklar ide om mine fremtidsplaner, ud over faktummet at jeg gerne ville være håndværker. Hvorfor? Fordi jeg var tiltrukket af stoltheden.
Den introspektive værdighed der udspringer fra at stå op hver morgen før resten af Danmark
og gå en dag i møde fyldt med anstrengelse og slid, velvidende at størstedelen af landet hverken ville for slet ikke at tale om kunne gøre det samme. Stoltheden, dette har givet mig, har været noget af det sidste, jeg har haft i hårde tider, ligeså som den har gjort gode tider så meget bedre.
Mennesker er skabt til at arbejde, som dyr er skabt til at finde føde.
På samme vis som bier må arbejde for deres honning, må også vi arbejde til vores bedste evner for vore velvære, goder og en bedre morgendag. Kampen ligger ikke i befrielsen fra dette, men i udbyttet. For enhver fortjener et fuldt udbytte af deres arbejde, igennem os selv og igennem fællesskabet.
I dette ligger vores stolthed, i vores bidrag til vores næste, til verden og til en bedre morgendag.
En morgendag med mad på bordet, ære til bristepunktet og hovedet værdigt i sky.
Ingen har patent på stoltheden! Lad den hive jer ud ad døren om morgenen, give jeres arbejdsdag en gylden dimension og lade jer reflektere over, hvem der skal have udbyttet af jeres slid.
Så derfor, kammerater: Masseproducer!