Læserbrev
Hvorfor bliver jeg ved med at gentage mig selv?
Otte år efter drabet på en ansat på det psykiatriske bosted Lindegården er der stadig de samme dybt alvorlige problemer i psykiatrien. Mennesker med psykiske lidelser kan ikke være sikre på at få den nødvendige hjælp, når de har brug for den, skriver Mia Kristina Hansen i denne blog.
|
I forbindelse med, at jeg lige er fyldt 60 år, er jeg blevet interviewet nogle gange, og som andre gange før drejer samtalen sig ofte over på dengang i 2016, hvor jeg stod frem i medierne efter drabet på min kollega på et bosted i Roskilde. Det blev et vendepunkt for den retning, mit liv tog.
Når jeg vender tilbage til dengang, så er det ikke fordi, jeg vil sige, at min arbejdsplads i 2016 var en specielt dårlig arbejdsplads. Jeg mener, at det, der skete, kunne være sket mange andre steder. Det er heller ikke fordi, jeg vil dvæle i fortiden eller hænge fast i en gammel historie. Men når jeg gentager mig selv igen og igen, også her otte år efter, så er det fordi, jeg er bange for, at det kan ske igen.
Det sætter altid tanker i gang hos mig, når jeg bliver spurgt ind til drabet og alt det, som fulgte efter det. Det var nogle svære måneder, hvor jeg hele tiden var meget bevidst om, hvad det var for et signal, jeg sendte til omverden, når jeg udtalte mig.
Beboerne er ikke farlige mennesker
Jeg passede på hvert et ord, jeg sagde, og reflekterede over, hvordan jeg kunne fortælle mit budskab på en måde, så andre forstod, at det ikke var beboerne på det bosted, jeg arbejdede på, som jeg ville udstille som farlige mennesker.
Men jeg ville gøre opmærksom på både arbejdsvilkårene for mig som medarbejder og på de uværdige forhold, som jeg oplevede, der var for mennesker med psykiske vanskeligheder. Jeg ville fortælle om, hvordan jeg så, at der var alt for mange dage, hvor vi ikke var fagprofessionelle nok på arbejde, og at der manglede sammenhæng imellem socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien.
Vi skal gøre meget mere af det, vi ved, der virker. Vi skal skabe trygge forhold for de mennesker, som bliver så syge, at de ikke kan holde deres lidelser ud.
I mit første opslag efter drabet i 2016 skrev jeg: “Lindegården er en god arbejdsplads, hvor vi har mange beboere, der har gavn af den hjælp, Lindegården tilbyder. Desværre oplever vi, at de beboere, der er begyndt at flytte ind, er beboere, som er for psykisk syge til at bo på en § 108 institution. Det er beboere, som burde være indlagt.”
Lige netop den sætning var vigtig for mig dengang, og den er stadig lige så vigtig i dag mange steder i Danmark. Jeg ved, at der er mange mennesker, der får god hjælp af de fagprofessionelle, som arbejder der, hvor de bor eller der, hvor de er indlagt.
Stadig problemer med arbejdsvilkår
Men jeg oplever, at arbejdsvilkårene stadig ikke er optimale. Vilkårene for de fagprofessionelle forhindrer dem i at kunne bruge deres faglighed på en hensigtsmæssig måde. Jeg oplever, at de mennesker, som har brug for hjælp, ikke bliver hjulpet netop på grund af de samme vilkår som for otte år siden.
Jeg ser, at der stadig mangler sammenhæng og tilstrækkelige muligheder for, at man som fagprofessionel kan forebygge problemer ved at give den nødvendige omsorg.
I mit opslag skrev jeg også: “Nogle gange er beboeren blevet indlagt for derefter at bliver udskrevet allerede næste dag. Andre gange fortæller lægen, at beboeren ikke kan blive indlagt på baggrund af vores formodninger, fordi der ikke er plads på de psykiatriske afdelinger.”
Det er desværre stadig virkeligheden mange steder. Så sent som i august viste nye statistikker, at hver fjerde patient – 25,8 procent – bliver genindlagt inden for 30 dage. Det er væsentligt flere end tidligere. I 2002 var andelen 17 procent.
Tilbage står så et menneske, som er prisgivet, fordi ingen i systemet kan yde den rette hjælp, og så kan det ende med en situation, hvor den enkelte bliver til fare for sig selv eller andre. Det vil sige enten prøve at gøre skade på sig selv i sådan en grad, at personen dør, eller blive voldelig over for andre i sådan en grad, at det fører til en livsfarlig situation.
Vi ved, hvad der er brug for
Derfor er mit budskab, at vi skal gøre meget mere af det, vi ved, der virker. Vi skal skabe trygge forhold for de mennesker, som bliver så syge, at de ikke kan holde deres lidelser ud.
Vi skal forebygge, så når man oplever psykiske vanskeligheder, vil man blive taget omsorgsfuldt i hånden og få den hjælp, man har brug for.
Samtidig skal vi sørge for, at der er sammenhæng i den hjælp, man har brug for. Det skal ikke hedde, at man “overgår” fra behandlingspsykiatrien til socialpsykiatrien. De fagprofessionelle skal hjælper et helt menneske, som i forskellige perioder kan have brug for hjælp fra begge steder samtidig.
Det håber jeg, at politikerne vil tage udgangspunkt i, når de snart sætter sig til forhandlingsbordet og skal vælge de næste trin for 10-årsplanen for psykiatrien.
03. oktober 2024 | 08:05
