På gaden for en bedre aftale
Hvordan kæmper fagbevægelsen for mere lighed?
Fagbevægelsen står overfor en hård og potentiel splittende kamp, når vi skal finde et nyt revideret OK-system. De procentmæssige lønstigninger – og dermed indirekte fagbevægelsen – er med til at øge forskellen, uligelønnen og sidst, men ikke mindst, uligheden i samfundet.
|
Uligheden stiger, sagde en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for nylig. Rapporten fortæller, at den rigeste procent sidder på en større og større andel af danskernes samlede indkomster. I 1980 sad de på 5,5 procent, og i 2019 sad den rigeste procent på 8,8 procent.
Min drøm for fremtidens faglige kamp og for fagbevægelsens kommende kamp er, at vi går langt mere helhjertet ind i kampen for et mere lige samfund.
Det fik mig til tænke over, hvad skal fagbevægelsen egentlig gøre for at få mere lighed i samfundet? En anden tanke var, om der er et udbredt ønske om at finde en løsning på problemet med uligeløn – altså problemet med, at traditionelle kvindefag ikke får en løn, der matcher uddannelsesniveauet.
Min drøm for fremtidens faglige kamp og for fagbevægelsens kommende kamp er, at vi går langt mere helhjertet ind i kampen for et mere lige samfund.
Langt de fleste andre fag med samme uddannelsesniveau som pædagoger, som fysioterapeuter og sygeplejersker, får en markant højere løn. For eksempel får en lærer 6.000 kroner mere om måneden, mens en diplomingeniør, som også har samme uddannelsesniveau, får 10.000 kroner mere om måneden end de før omtalte fag.
Får læreren så for meget? Nej, selvfølgelig ikke.
Tjenestemandsreformen fra 1969
Det er i min optik pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere med flere, der får alt for lidt. Lønefterslæbet er ikke noget, der er opstået af sig selv, det var derimod en politisk beslutning i 1969. Den debat er der skrevet meget om det sidste halve års tid med diverse fagforbund, tværfaglige grupper og sygeplejerskernes konflikt, ligesom forskningen understøtter dette.
Det, jeg gerne vil frem til her, er spørgsmålet om, hvad fagbevægelsen så gør for at gøre op med det her lønefterslæb. Ved de to sidste overenskomster har der været aftalt en ligelønspulje, som under alle omstændigheder må være et stort og vigtigt signal om, at der er et problem, der skal løses. Den pulje, pædagogerne har fået, er på 15,6 millioner kroner, og med 60.000 pædagoger så giver ligelønspuljen ikke en gang 150 kroner ekstra om måneden på lønsedlen.
Lønstigning i kroner
Samtidig er de generelle lønstigninger i procenter. Det betyder, at lærernes og diplomingeniørernes generelle lønstigninger med længder overstiger den lønstigning, både pædagogerne og sygeplejerskerne har fået – selv med millionerne fra ligelønspuljen.
Differencen bliver større fra overenskomst til overenskomst. Og her kommer vi så tilbage til mit spørgsmål om, hvordan vi som fagbevægelse skal kæmpe for mere lighed? For fortsætter vi med rene procentstigninger, udvider vi gabet mellem de lavest lønnede og de højst lønnede. Og selvom vi får en politisk løsning på ligeløn, så kommer de lavest lønnede med al tænkelig sandsynlighed ikke på niveau med de højest lønnede, og så er de procentmæssige lønstigninger – og dermed indirekte fagbevægelsen – med til at øge forskellen, uligelønnen og sidst, men ikke mindst, uligheden i samfundet igen.
Et revideret OK-lønsystem
Så hvordan bekæmper vi som fagbevægelse så den stigende ulighed? Jeg tror på, at vi skal revidere vores eget OK-lønsystem, som i min optik tilgodeser de højest lønnede. Selvfølgelig skal vi sikre reallønnen, men reallønsstigninger behøver ikke være i procenter, men bør vel gives som lige mange kroner til alle. Lad os kombinere procenter og kroner mod et mere lige samfund.
Og selvom det bliver en hård og potentielt splittende kamp, så er det i min optik fagbevægelsens vigtigste interne magtkamp siden oprettelsen af den danske fagbevægelse i 1871. Vi skal gå forrest i kampen for et mere lige samfund med lige muligheder og plads til os allesammen – det er i hvert fald min drøm!
Vi har set skræmmescenariet på samfund, som hylder uligheden højt på den anden side af Atlanten. Et samfund, som marginaliserer store befolkningsgrupper i en sådan grad, at sammenhængskraften forsvinder. Det tydeligste eksempel på det må være stormen på kongressen. De scener ønsker jeg ikke i Danmark. Derfor har vi behov for et mere lige samfund, et samfund i balance, og hvor sammenhængskraften er noget, vi dyrker.
22. november 2021 | 06:00
