Læserbrev
Hvor mange pædagoger skal vores børn sende hjem med stress, før nok er nok?
Vi har presset velfærden for meget for længe, og det har konkrete mærkbare konsekvenser i vores og vores børns hverdag, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Oven på en lidt blandet sommer er hverdagen begyndt igen, madpakkerne skal smøres, havregrynene kastes ned og alle skal ud ad døren om morgenen.
Hjemme hos os startede vi op med nyheden om endnu en personalerokade i vores datters vuggestue og et farvel til flere af de faste pædagoger, som enten holder op eller fortsætter på andre stuer, for at puslespillet går op. Vi står udefra og kigger på pædagoger, der lidt for længe har skullet kompensere for lidt for meget, til nogle til sidst bliver syge af det, og andre må finde nyt arbejde uden for faget.
Som forælder kan man være ærgerlig og utryg, når de kendte ansigter langsomt forsvinder fra børnenes hverdag, men jeg kan heller ikke lade være med at blive vred på deres vegne. Hvad er det for et arbejdsliv, hvor man hver dag skal rumme at være for få til at nå det hele, og det faglige ansvar ligger på skuldrene af de 30-50 procent ansatte, der er uddannede til arbejdet?
Men jeg kan desværre også sige, at vi som forældre er blevet vant til det. Personaleomsætningen, som det så flot hedder, er tårnhøj på det pædagogiske område, og det er næsten altid det samme mønster. Et bestemt ansigt møder pludselig ikke længere én om morgenen, og efter en tid kan vi læse på Aula, at medarbejderen er sygemeldt, og efter lidt længere tid at de ikke vender tilbage.
Underfinansieret velfærd
Vi har presset velfærden for meget for længe, og det har konkrete mærkbare konsekvenser i vores og vores børns hverdag.
Det er ikke så underligt, at vores institutioner er pressede. Arbejdernes Erhvervsråd viser i en ny analyse, at velfærden siden 2015 er underfinansieret med 23 milliarder kroner. Hvorfor vi ikke gør noget ved det, dét er underligt. For kommunernes kassebeholdninger er steget siden 2009.
Der ligger lige nu i omegnen af 60 milliarder kroner ude i kommunerne. Humlen er, at de på grund af budgetloven ikke må bruge dem – uanset hvor meget der er brug for det. Og der er brug for det. Det kan vi se på AE’s analyse, og det kan vi mærke, hver gang vi er i berøring med det nære velfærdssystem.
Jeg kan ikke leve med besparelser, når kommunernes opsparinger vokser, når statens økonomiske råderum er solidt, og der er råd til skattelettelser og massive investeringer i Forsvaret.
Budgetloven fastsætter kommunernes serviceloft og bestemmer dermed, hvor mange penge kommunerne må bruge på velfærd. I praksis har det betydet, at kommunerne er tvunget til at underfinansiere servicesektoren.
Det betyder også, at de politikere, vi stemmer ind i kommunalbestyrelserne, skal vælge mellem enten at underfinansiere alle velfærdsområder ligeligt eller skamfere nogle områder for at finansiere andre. På den måde kan vi som borgere heller ikke kræve flere penge til et velfærdsområde uden at blive mødt med, hvilket andet område vi så er villige til at ofre.
Hvordan vi end møder op – til borgermøder, i debatsektioner, til demonstrationer – bliver vi spurgt, “jamen hvem vil I så tage pengene fra?” Det er blevet en cementeret sandhed, at kommunerne ikke kan drive tilstrækkelige (og slet ikke gode) tilbud for mennesker med handicap, ældre, børn og unge på samme tid.
Der er råd til bedre velfærd
Jeg er så træt af at blive beskyldt for at ville stjæle eller smide andre under bussen, når jeg kræver ordentlige vilkår for mine børn!
Jeg vil have vished om, at jeg kan aflevere mine børn i institutioner, hvor der er personale nok, hvor de laver sjove og udviklende aktiviteter og får støtte til deres sociale, emotionelle, motoriske og kognitive udvikling, når jeg tager på arbejde og bidrager til samfundet.
Jeg vil have vilkår, der ikke gør mine børns pædagoger syge. Og det vil jeg have, uden at det samtidig skal betyde, at vores ældre får endnu færre fortravlede besøg af hjemmeplejen.
Der er nødt til at være sammenhæng i tingene. Men det store fællesskab, hvor vi som samfund dyrker hinanden, løfter hinanden og respekterer hinanden, er i opløsning. Jeg kan ikke leve med at få fortalt om nødvendige besparelser, når kommunernes opsparinger vokser, når statens økonomiske råderum er solidt, og når der er råd til både skattelettelser og massive investeringer i Forsvaret.
Det er et demokratisk problem, når det skattefinansierede velfærdssystem ikke opfylder skatteydernes behov. Vi skal have trygheden tilbage, hvis vi ikke skal tage konsekvensen og stoppe med at bidrage. Som forældre er vi ikke trygge. Trygheden forsvinder, når mistrivslen blandt børn og unge galopperer afsted, når kvaliteten i dagtilbuddene er alt for dårlig, og når kommunerne år efter år skærer yderligere ned.
Der er penge til mere!
Kære politikere. Giv os trygheden tilbage. I må sikre fair økonomiske rammer for kommunerne, så vi kan reparere vores offentlige institutioner. Så medarbejdere kan gå på arbejde uden at blive syge, og så vores børn ikke skal vinke farvel til deres skønne og dygtige pædagoger.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. august 2023 | 06:50
