Hul i mandatet
Hvor mange flere rapporter skal der til? Vi ved, at fattigdom skader
Vi fører en direkte destruktiv politik imod udsatte børnefamilier, og der er alvorligt brug for et kursskifte. Regeringen vil efter nytår kigge på ydelsessystemet – her er det nødvendigt at sikre flere penge til området.
|
I sidste uge kunne årets Egmontrapport konkludere, at børn i fattigdom har langt færre reelle fremtids- og opstigningsmuligheder end andre børn.
Er du overrasket? Nej, det er der ingen af os, der er, slet ikke os der arbejder med socialfaglighed til daglig.
Det er jo ikke svært at regne ud, hvor meget mindre fokus børn kan lægge i folkeskolen, når bekymringerne om næste husleje, næste par sko og næste juleaften fylder op. Det sammen gør skammen over ikke at kunne give et ordentligt svar, når vennerne spørger, hvorfor man ikke kan gå til fodbold, eller hvor sommerferien skal gå hen.
Vi kender de alvorlige konsekvenser
Kniber det med forståelsen af problemet, så kan du tage et blik på de mange bunker af rapporter, der er udgivet om familier i fattigdom i det seneste årti. For eksempel den fra Aarhus Universitet fra 2018 om at skoleelever falder en hel karakter efter blot et enkelt år i fattigdom.
Egmonts nye rapport bakker op om de mange andre konklusioner på området, og de tager et væsentligt perspektiv – den oplevede fattigdom. Kommentarsporene kan tale nok så meget om gratis glæder og curlingbørn, men fakta er, at fattige og udsatte børn bliver ekskluderet fra fællesskaber, når de ikke kan tage med på klasseture, købe en pizza med vennerne eller have en skærm, så de kan være en del af det digitale fællesskab.
Hvis regeringen ikke tilfører flere penge ved en ændring af ydelsessystemet – så vil vi fortsætte den sociale katastrofekurs.
Fattigdomsydelserne og ikke mindst kontanthjælpsloftet har betydet, at råderummet kan være ganske lille for enlige forsørgere, der derfor bliver tvunget til at prioritere benhårdt – i visse tilfælde med den konsekvens, at der bliver skåret i antallet af daglige måltider. Det fremgår blandt andet af Ydelseskommissionens rapport.
Det er også den oplevelse, vi har i Liva – forening mod skadevirkninger fra prostitution, vold og seksuelle overgreb. Her er det mere end halvdelen af alle, der får støtte hos Liva, der har problemer med dårlig økonomi eller gæld.
Som direktør for et krisecenter, hvor også mange børn har midlertidig bolig, er det tydeligt at se, at det kan være svært at rumme andet end det mest basale, når hverdagen præges af afsavn og kaos.
Nødvendige investeringer
Det er benhårde afsavn, som børn i mange tilfælde lukker inde i sig selv, fordi de ikke vil gøre deres voksne kede af det. Og det får konsekvenser ved kasse et. Gruppen af fattige børn, der takket være kontanthjælpsloftet rundede de alarmerende 60.000 for et par år siden, får langt sjældnere en videregående uddannelse end deres klassekammerater.
Beviserne hober sig op. Vi fører en direkte destruktiv politik imod udsatte børnefamilier, og der er alvorligt brug for et kursskifte. Regeringen vil efter nytår kigge på ydelsessystemet, det ser jeg frem til at følge. Men de skal vide, at hvis der ikke tilføres penge til området – og de fattige blot får omfordelt deres alt for små midler – så vil vi fortsætte den sociale katastrofekurs.
Det koster penge at holde børn ude af fattigdom og sikre den ordentlige og forbyggende socialfaglige familieindsats, der kan følge op på bekymringer, svigt og kriser. Det koster penge, men det er også nødvendigt, hvis velfærdssamfundet ikke skal gennemhulles.
16. december 2021 | 09:24
