Se billederne
Hvor blev fællesskabet af?
I det moderne forældreskab kan vi i mindre grad end tidligere forvente, at samfundet yder den støtte, vi har brug for. Vi kan ikke nødvendigvis læne os op ad fællesskabet for at finde redskaberne til at skabe trivsel eller grobund for sund udvikling hos vores børn, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Jeg sendte mit første barn i vuggestue i vinteren 2018 med en følelse af optimisme, ro og tillid.
Daginstitutionen betød for mig, at han ville få en hverdag sammen med børn fra mange forskellige baggrunde, opleve at blive en del af nye fællesskaber og få oplevelser ud over den hverdag, vi selv havde opbygget under barslen. Alt dette i trygge rammer med omsorgsfulde voksne der var uddannede i netop at understøtte små børns trivsel og udvikling.
Det betød også, at jeg kunne komme tilbage til mit studie og også selv genopleve at være en del af et fællesskab med fælles faglighed og fokus. At få lidt fast grund under fødderne igen oven på den enorme omvæltning det er at få sit første barn – at blive nogens mor.
Før jeg fik børn, har alle mine tanker om familielivet hvilet på en præmis om, at samfundet var med til at løfte den opgave, det er at forberede børn til livet.
Det vil være en underdrivelse at sige, at jeg blev skuffet.
Pressede voksne i vuggestuen
Ikke over de voksne i institutionen der var lige så hjertevarme og dygtige, som jeg havde forestillet mig, men over de rammer jeg oplevede. Der var én på stuen, når vi afleverede om morgenen, ofte en vikar og ofte med seks-otte børn. Vores primærpædagog blev først syg og sagde siden op, og så stoppede den anden pædagog også.
Da min datter startede i vuggestue sidste år, fortalte hendes pædagog mig, at de arbejdede i teams, og at målsætningen var, at et team skulle bestå af to pædagoger og en pædagogmedhjælper, men at det lige nu bestod af to pædagogmedhjælpere og en pædagog.
Denne udvikling betyder måske, at institutionerne kan overholde loven om minimumsnormeringer, men jeg er bekymret for, hvad det betyder for vores børns chancer for reelt at få en hverdag med pædagogisk styrede aktiviteter.
Før jeg fik børn, har alle mine tanker om familielivet hvilet på en præmis om, at samfundet var med til at løfte den opgave, det er at forberede børn til livet. Det vil være en underdrivelse at sige, at jeg blev skuffet.
Pædagogen er ansvarlig for hele den skriftlige del af arbejdet med børnegruppen og for alle forældre- og netværksmøder. Kan hun nogensinde få tid til at arbejde med børnene på stuen?
Kvalitet i daginstitutioner er naturligvis ikke alene baseret på pædagogernes arbejde, men jeg vil vove den påstand, at den er afhængig af et fagligt grundlag.
Pædagogmedhjælpere bliver dygtigere af at have fagligt stærke pædagoger at sparre med, og pædagoger bliver dygtigere af at omsætte deres viden i praksis. Og for at de pædagoger, vi har, ikke skal brænde mere ud, skal de være nok til at løfte opgaverne.
Desværre er det præcis det modsatte, jeg ser i mine børns institutioner. Og vi ser det i samfundet som øget mistrivsel, stressepidemi, pædagogmangel og faldende optag på pædagogstudiet. Alt sammen bidrager det til den stigende usikkerhed, jeg oplever som forælder.
Øget individualisering
Og tjah, forældreskabet har formentlig alle dage været kendetegnet ved dilemmaer, ambivalens, ydre og indre pres og ønsket om at gøre det godt.
Når jeg alligevel tænker, at der er noget andet på spil i det moderne forældreskab, så handler det om, at vi simpelthen i mindre grad end tidligere kan forvente, at samfundet yder den støtte, vi har brug for.
Vi kan ikke nødvendigvis læne os op ad fællesskabet for at finde redskaberne til at skabe trivsel eller grobund for sund udvikling hos vores børn.
Jeg oplever dét at være forælder som en linedans mellem prestigefuldt og prekært – hvor vi på den ene side skal kunne fremvise et balanceret og overskudspræget familieliv og på den anden side har rigtig dårlige vilkår for at realisere det.
Vi har vænnet os til, at det velfærdssamfund, vi selv voksede op i, ikke længere kan det samme. Så vi påtager os mere og mere som forældre at lære at tale om vores børn i et pseudoprofessionelt sprog og at søge information og viden om psykologi og pædagogik.
Ud over at forsøge at være nærværende, kærlige forældre og at løse opgaverne i hjemmet og at varetage vores lønarbejde, så forsøger vi at udvide forældrerollen med alt det, som vi er nervøse for, at der ikke er tid og ressourcer til i institutionerne.
Mit håb med dette første blogindlæg er ikke, at der pludselig går en prås op for politikerne på Christiansborg, men at give et indblik i nogle af udfordringerne for helt almindelige småbørnsfamilier.
Der findes ikke nye måder at sige det på, så jeg vil slutte af med at sige det helt lige ud: Vi har brug for bedre vilkår i daginstitutionerne – flere ressourcer, flere pædagogiske medarbejdere, mere tid til kerneopgaven.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Læs også
Indland
Portræt af ny blogger
Tv-dokumentar fik Anne til at kaste sig ud i kampen for flere voksne i vuggestuen
13. april 2023 | 08:59
