Hvem vil børn og unges trivsel – ikke kun i ord, men også i handling?
Vi er på sørgelig, men insisterende vis i gang med at nedbryde de rammer, hvori vores børn og unge kan trives. Vi har brug for flere partier, der vil tage børnenes og de unges parti, men som også vil kompensere kommunerne for stigende udgifter på det specialpædagogiske område.Jeg er dybt bekymret for vores børn og unges trivsel og velvære. Vi ser et stigende antal børn og unge med diagnoser, angst og depression. Vi har et samfund, som stiller højere og højere krav. Krav om at blive til noget, krav om at præstere og krav om at udvikle og “optimere” sig selv på de sociale medier. Et forhold der understøttes af nedskæringer, lovgivning og kommunale krav til dag- og fritidsinstitutioner om konstant nye måder at måle, veje og teste på. Vi er med andre ord på sørgelig, men insisterende vis i gang med at nedbryde de rammer, hvori vores børn og unge kan trives.
Som formand for over 6.000 pædagoger og ledere er jeg hver dag vidne til, hvordan rammer og vilkår påvirker både børn, pædagoger og ledere. Og forringes vilkår og rammer, så er der også risiko for mindre overskud og for at flere konflikter opstår. Det er så indlysende, at det nogle gange kan virke banalt at sige det. Vi ved det. Forældrene ved det. Bedsteforældrene ved det. Beslutningstagere i kommuner og Folketing ved det – eller burde vide det og ikke mindst handle på det. For nylig udtrykte ikke færre end 1.000 psykologer også deres store bekymring og pegede på nødvendigheden af flere lærere og pædagoger, mere tid, færre børn i klasserne og mere ro og nærvær, hvis vi skal løse mistrivslen.
Specialområdet presser budgetterne
Stor set alle kommuner vi har med at gøre melder om voldsomme stigninger i udgifterne til det specialpædagogiske område. En udvikling vi tragisk nok har været vidner til i en årrække. Og udgifterne på det specialiserede område fortsætter deres himmelflugt. Jeg er overbevist om, at rigtig mange kommuner forsøger at tage ansvar for den store merudgift på det specialpædagogiske område, og hvert år lægger flere penge i området. Men det er også min erfaring, at selvom man som kommune forsøger at prioritere det specialpædagogiske område økonomisk, så skal der allerede året efter alligevel bruges endnu flere penge.
Det er uholdbart og for at fortsætte sporet med uholdbare løsninger, så sker der ofte det, når der skal findes penge til det specialpædagogiske område, at kommunerne finder pengene på almenområdet – altså på trivsel og forebyggelse. Det giver på ingen måde mening og er kontraproduktivt. For vi ender med at tage pengene fra det område, der skal forebygge mistrivsel – et område, som i forvejen ikke har ressourcer nok. Et selvmål uden mening.
Vi bliver som samfund nødt til at prioritere børnene og de rammer, vi som samfund sætter for at sikre deres trivsel. For de rammer, der er nu, og som vi kigger ind i, er desværre med til at sænke trivslen for en hel generation.
Rammer den nuværende og kommende generationer
Min store bekymring er, at det ikke kun vil ramme den nuværende generation, men også de kommende generationer af børn og unge. For netop nu er kommunerne i gang med politisk at behandle de kommende tre års budgetter, og her ser vi ind i det ene forslag til besparelse på børne- og ungeområdet efter det andet – intet er tilsyneladende helligt.
Vi ser forslag om millionbesparelser i nærmest alle kommuner på alt fra hjælp til børn fra familier med alkoholproblemer til store besparelser på normeringer, trivsel, forebyggelse og pædagoger i skolen.
Skolen er ellers et af de helt store steder, hvor der tydeligt er brug for en profession, som vores, med den store viden og fokus på trivsel, relationer og fællesskab. Altså lige præcis det vi skal have mere af. Og det er der nu forslag om at spare væk.
Mange steder er der en stor velvilje og et ønske om at gøre det bedre for vores børn. Men selvom mange kommuner også kunne foretage nogle andre valg, så er fakta også, at kommunerne ikke bliver kompenseret for de stigende udgifter på det specialpædagogiske område, selvom det højst sandsynligt er den faktor, der slår benene mest væk under et hvert kommunalt budget igen og igen.
Ved seneste økonomiaftale i kommunerne havde KL en tydelig agenda om at få kompensation for de stigende udgifter, men det blev som bekendt ikke indfriet.
Pilen peger mod – Christiansborg
Et nødvendigt sted at pege pilen hen er derfor også mod Christiansborg, hvor manglende politisk fokus på børnene og reel vilje til at gøre noget for at komme mistrivslen til livs ikke eksisterer trods tidligere valgløfter om at være børnenes statsminister. Vi er lige nu vidner til et finanslovsforslag uden midler til inklusion eller psykiatrien.
Vi nærmer os formentlig et folketingsvalg, og jeg vil på det kraftigste anbefale, at flere politiske partier prioriterer børnene og de unge. Vi har brug for flere partier, der for alvor vil tage børnenes og de unges parti og gøre noget ved den stigende mistrivsel, men som også vil kompensere kommunerne for stigende udgifter på det specialpædagogiske område. Ellers vil den nedadgående spiral ikke være svær at få øje på med øgede udgifter på specialområdet, som fører til besparelser på almenområdet og endnu dårligere rammer med det resultat at flere børn får det svært og har brug for mere hjælp, som så igen øger udgifterne på det specialpædagogiske område. Og så starter det forfra igen og igen og bliver skruen uden ende. Det er uholdbart og det er ingen tjent med.
Vi bliver nødt til at prioritere vores børn og unges trivsel og vi skal have politisk handling i dag – vores børn og unge kan ikke vente.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.