Ja, præcis!
Det er klima- og fredsaktivister, der går forrest på klimaets og fredens vegne. Går forrest?
Ja, de er reelt de eneste, der kæmper herfor. Politikerne og de fleste mennesker udtrykker i bedste fald, at de er bekymret for klimaet, samtidigt med at de bakker op om økonomisk vækst, som jo generer højere indkomst, forbrug, herunder mere bilkørsel, og dermed mere CO-2 udledning – som jo er dét de konkrete klimaaktivister demonstrerer imod. Dét, der betyder noget er ikke hvad politikere og folk siger, men hvad de gør! Og det er klima-kriminalitet i højeste potens de implementerende politikere udøver ved at reproducere kapitalismens klimaunderminerende mobilitetsinfrastruktur.
Hvad fred angår, er fredsaktivister ligeledes menneskehedens håb. Og igen dets eneste vage håb, som det ser ud. Politikerne og de fleste mennesker bakker op om USA/EU- imperialismen, deres narrativer og fjendebilleder, og støtter således mere eller mindre direkte gigantoprustningen, og dermed den tiltagende krigs-og sikkerhedstrussel (vendt mod dem selv).
Det burde ikke være klima- og fredsaktivister, men arbejderklassen, som engageret og slagkraftigt gik forrest på disse vitale fronter.
Hvem udgør en sikkerhedstrussel?
Inger Støjberg går blandt andet til valg på højere straf til aktivister, der udgør en "sikkerhedstrussel". Jeg har aldrig i mit lange aktivistliv udgjort en sikkerhedstrussel for hverken håndværkere, børnefamilier, ambulancer eller politikere.At være kvinde giver ikke garanti for samhørighed kvinder imellem.
Det gælder eksempelvis de kvinder, der sidder i ledende politiske stillinger og fører klassepolitik, der ikke gavner kvinders rettigheder.
Kvinder står bag politik som kontanthjælpsreformen, ghettoloven, oprustning (nu med atomvåben), den høje pensionsalder, og Inger Støjbergs valgudspil om højere straf til aktivister – det involverer også kvinder!
Skrigeballonen vil hæve bøderne med 200 procent, og der skal være en straksdom på 14 dages ubetinget fængsel ved gentagelsestilfælde.
Støjberg går især efter klimaaktivister og Palæstina-demonstranter, som i hendes øjne ofte er til “voldsom gene for rigtig mange mennesker“.
Lad os lige blive der.
Inger Støjberg udtrykker over for TV2, at hun er: “ekstremt irriteret over de ballademagere, som standser trafikken”.
Ja, vi forstår alvoren, men har aldrig hørt om sådan et tilfælde.
Hun nævner også: “hvis en flok venstreorienterede klimaaktivister og ballademagere pludselig limer sig fast på H.C. Andersens Boulevard, går det ud over håndværkeren, der er på vej til job, og forældrene der skal aflevere børn”.
Sikke en omsorg vi bliver præsenteret for.
Omsorg eller diktatur
Men bag alt dette gemmer der sig en uhyggelig indskrænkning af ytringsfriheden.
For var der omsorg for den daglige trafik, kunne hun foreslå, at Royal Run og cykelløb – som da vi var værter til Tour de France – kunne flyttes ud af storbyen, da det også generer den flydende trafik.
Men det er ikke Støjbergs hensigt.
At forbyde os vores demokratiske ret til at være uenig med svineproducenternes lobbyparti er direkte diktatur.
Hensigten ligger i en lille sidebemærkning, hvor hun omtaler, at aktivister, som gør opmærksom på, at man ikke er enige i den førte kapitalistiske politik, klima eller krig, udgør en sikkerhedstrussel!
Det sagde hun.
Sikkerhedstrussel?
Jeg har aldrig i mit lange aktivistliv udgjort en sikkerhedstrussel for hverken håndværkere, børnefamilier, ambulancer eller politikere.
Og jeg har lavet mange sjove og alvorlige aktioner og happenings samt deltaget i utallige demonstrationer.
Det er der nok mange læsere, der kan nikke genkendende til.
Sidst var en sit down-aktion foran byggeriet på Amager Fælled, hvor en høflig politikvinde hjalp os ældre op fra asfalten, og selvfølgelig fik vi en bøde.
Det er de betingelser, vi protesterer på, når politikerne bevidst overhører befolkningens indsigelser og modstand.
Men at forbyde os vores demokratiske ret til at være uenig med svineproducenternes lobbyparti er direkte diktatur.
Kapitalen vil ikke afsløres
Hvordan skal vi ellers vide, hvad der foregår i staldene, hvis ikke modige aktivister sniger sig ind med et kamera og viser det til befolkningen? Hvordan skulle vi ellers vide, hvordan Cheminova smed gift ud på stranden, eller hvordan transportfirmaer havde arbejdere boende under usle vilkår, BZ’ere der viste, hvor spekulanternes huse stod tomme, mens unge ikke havde et sted at bo?
Og sådan kunne vi blive ved. Bare lige for at slutte hendes argumenter; så havde Israels folkedrab ikke fået den opmærksomhed, hvis ikke pæne borgere, som faktisk ønsker at opretholde FN’s universelle krav om folkeret, ikke konstant gik på gaden overalt i danske byer for at tale palæstinensernes sag. Det er det, som står på spil. Læg det sammen med de andre partiers ønsker om at tæmme modstanden, så ser ytringsfriheden truet ud.
Kvinde – vi har ret
Er det næste, at vi ikke må kræve fred? Eller stå ved opretholdelsen af et atomvåbenfrit Norden, som vi vedtog i 1984, hvor Danmark erklærede sig som atomvåbenfri zone. Eller hvad hvis kvinder gik i strejke for ligeløn, ville det også ses som at udgøre en sikkerhedstrussel?
Jeg siger bare her 8. marts på kvindernes internationale kampdag, at hvis vi vil ære de kvinder før os, så skal vi sammen med unge, faglige, fredsaktivister, klima- og miljødemonstranter trække de bløde svineskindshandsker af og trække i civil ulydighedsuniform!
God kampdag!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.