Regering kollapset
lh🤣😆
Log ind for at svareHvem passer dem med ikke cool diagnoser?
Hvorfor er der så stor forskel på sygdommes prestige? Det tænkte jeg meget over, da jeg mandag var med i en arbejdsdag på lungeafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
|
Tidligt mandag morgen pakker jeg mig ind i frakke og hue, tager julemusikken i ørerne og den glutenfrie rugbrødsmad i lommen.
Jeg skal med letbanen til Aarhus Universitetshospitals lungeafdeling. Her vil Lisbeth tage imod mig. Hun er sygeplejerske på lungeafdelingen i Skejby og henter mig midt i gangkrydset til G204. Lisbeth har en uniform klar til mig.
Vi skal starte med morgenbriefing i det lille personalelokale, hvor der er skærme på alle væggene, både til personalet, til lægesekretæren Charlotte og afdelingssygeplejersken Julie. Allerede inden vi går i gang, tikker de første sygemeldinger ind. Sammen løfter Julie og de andre skemaplanlægningen for resten af ugen.
Gennemgangen af patienterne viser stor viden om nogle, som er genindlagte, andre som er nye. Det kendetegnende for lungeafdelingen er sygdomme som KOL, tuberkulose og lungecancer. Alle sygdomme som ligger lavt på “prestigestigen”, og det kan ses på alt inventar og lokaler.
Stor forskel på sygdommes prestige
Så jeg tænker flere gange i løbet af dagen, hvorfor der er så stor forskel på sygdommes prestige? Lige fra kvindesygdomme, fødsler og sygdomme, som er forbundet med socialklasse 4 og 5?
Lisbeth forklarer mig om nogle af nøglebegreberne som NIV og flow, ilt per liter og ernæringsdiagrammer. Hun arbejder hurtigt, sørger for medicin, sætter de sygeplejerskestuderende ind i deres områder, rykker for fysioterapien, kræftpakkerne og bestiller både medicinopfølgning og ergoterapeuten for at undersøge, om flere af hendes patienter overhovedet kan synke, samtidig med at hun indskærper over for rengøring og hendes kollegaer, at de skal have sprittet alt af. Afdelingen er nemlig ramt af roskildesyge – ikke corona. Alt sammen inden for den første halvanden time.
Vi må arbejde for, at der ikke bare bliver lighed i sundhed, men også lighed i diagnoser. For at have KOL eller tuberkulose er også enormt indgribende i ens liv.
Jeg forsøger at hjælpe med at hente sprøjter og sprit, og jeg har allerede lært, hvor samtlige afdelingsspritdispensere står. Selvom alle Lisbeths kollegaer har lige så travlt, så er de venlige og imødekommende over for mig, de giver sig tid til at fortælle om deres arbejde. Om at de rigtig gerne vil have flere kollegaer, og hvordan de elsker deres arbejde og de meget særlige patienter, de har.
Når man har med patienter på lungeafdelingen at gøre, så har langt de fleste en psykiatrisk diagnose også. Flere har et aktivt misbrug. Og både lægerne, SOSU’erne og sygeplejerskerne skal håndtere en pædagogisk indsats for at kunne give medicin, tage blodtryk og ikke mindst undersøge for alt muligt andet.
Igen tænker jeg på, at netop denne målgruppe kender jeg jo. Jeg er her, fordi jeg er næstformand for Folketingets Sundhedsudvalg, men det viser sig, at næsten hele afdelingen er “mine og Astrids Krags” borgere. Det er dem, jeg har brugt mit politiske virke de sidste to et halvt år på. Det er dem, jeg har mødt på værestederne, på opholdsstederne, på gaden, i Reden. De er så søde og taknemmelige, og jeg ser på Lisbeth, som formår at lave tilknytning til patienter på meget kort tid, så hun både kan røre ved dem og få dem til at svare på hendes spørgsmål.
Kæmpe stor ulighed
Jeg er forundret over, at jeg ikke vidste, hvem der passede alle disse mennesker, når de blev indlagt. Forundret over endnu engang at se den kæmpe store ulighed, som er i vores land. Forundret over at se personale på tværs af faggrupper kæmpe hårdt for netop disse mennesker, men som også er pressede over manglende kollegaer og tomme stillinger.
Den ulighed skal vi til livs. Det kan godt være, vi ikke er ret mange med den information, men så må jeg hjælpe med det. For hvis vi ikke ved det, så kan vi ikke gøre noget. Vi må arbejde for, at der ikke bare bliver lighed i sundhed, men også lighed i diagnoser. For at have KOL eller tuberkulose er også enormt indgribende i ens liv, uanset om man ejer en Tesla eller tager med bus 2A til Skejby.
Jeg siger farvel til Lisbeth og de andre på afdelingen. De har stadig timer tilbage, for der er kommet et par sygemeldinger mere. Og jeg skal ind og tale med en jordemoder og en ung kvinde, som har oplevet meget alvorlige bristninger i sit underliv, da hun fødte. Så jeg går fra den ene ikke cool patient til den anden. Det er også vigtigt at få talt om, men det er en anden fortælling end denne.
14. december 2021 | 10:12
