80-året for Hiroshima og Nagasaki
Hvem leverede våben til zionisternes kamp mod palæstinenserne i 1948?
De zionistiske militser var afhængige af våbenleverancer fra Tjekkoslovakiet. Uden disse havde zionisterne ikke sejret i den arabisk-israelske krig.
|
Våbenleverancerne til de zionistiske militser begyndte midt i 1930’erne. Da tillod Polens regering den jødiske ungdomsbevægelse Betar, stiftet af den jødiske fascist Jabolinski, at give medlemmerne paramilitær træning og ideologisk skoling som forberedelse til udvandring til Palæstina.
Hensigten var at få fleste mulige jøder til at forlade Polen, hvor der var en udbredt antisemitisme. I Israel blev Betar grundstammen i terrorgruppen Irgun, forsynet med polske våben, anført af senere premierminister Begin og en forløber for Netanyahus parti, Likud.
Under det palæstinensiske oprør (1936-39) mod den voksende zionistiske indvandring støttede den britiske hær og zionisterne hinanden. Englænderne ved at sætte soldater ind mod palæstinenserne samt beskytte zionistiske bosættelser. Så snart palæstinenserne var nedkæmpet og stort set afvæbnet, vendte zionisterne sig mod englænderne for at få dem ud af Palæstina.
Peel-Kommissionen
Den britiske regering indså, at situationen var håbløs, og da udstationeringen af tusindvis af soldater og politifolk oversteg, hvad man havde råd til, blev Peel-Kommissionen nedsat. Den anbefalede, at England forlod Palæstina, hvor modsætningerne mellem palæstinensere og zionister var for store til at kunne forliges.
Forslaget gik ud på, at zionisterne skulle have 20 procent af området, palæstinenserne resten – hvilket eventuelt kunne forenes med Jordan. England beholdt en “korridor” som omfattede Jerusalem.
Sovjetunionen spillede en afgørende rolle som fødselshjælper for staten Israel.
Zionisterne sagde ja, med den bagtanke, at når englænderne var væk, “så tager vi resten”. Palæstinenserne afviste overhovedet at afgive jord til zionisterne. Kommissionens delingsplaner blev i 1947-48 brugt af FN som afsæt for den delingsplan, der gav zionisterne 55 procent af Palæstina.
Stridighederne mellem zionister og palæstinensere lå stille under Anden Verdenskrig. Udsigten til, at tyske tropper ville nå frem til området via Nordafrika, skabte en vis borgfred. De tyske tropper blev stoppet af den engelske hær kort før Cairo.
Næppe var krigen slut, før stridighederne atter brød løs. Nu var mange europæiske jøder kommet til, heraf flere med erfaring fra kampen mod nazisterne. Zionisterne havde dog det problem, at de ikke havde de våben, de skulle bruge for at bekæmpe palæstinenserne.
Operation Balak
I april 1948 begyndte Operation Balak – en luftbro, hvor våben blev sendt fra en tjekkisk flyveplads til en base i den zionistisk kontrollerede del af Palæstina.
Den tjekkiske regering, der bestod af kommunister og “pragmatiske liberalister,” havde sympati for zionisternes ønske om egen stat. Hertil kom, at landet efter krigen trængte til at få nogle indtægter, og det kunne den højtudviklede tjekkiske våbenindustri hjælpe til med.
Foruden håndvåben, maskingeværer med videre leverede tjekkerne 30 efterladte og ombyggede tyske Messerschmidt-jagere, og 60 engelske Spitfire-jagere. Tjekkiske officerer instruerede zionistiske piloter i at betjene flyene samt uddannede flymekanikere, der fulgte med til Palæstina. De tjekkiske fly og våben gjorde det muligt for de zionistiske militser at skifte fra defensiv til offensiv krigsførelse.
En brigade på 1.200 jødiske frivillige – Gottwald-brigaden, opkaldt efter landets senere kommunistiske præsident – drog af sted under ledelse af en tjekkisk general. Brigaden havde været en del af modstandsbevægelsen mod Nazityskland, og selvom den indgik i de allierede styrker, så lagde soldaterne ikke skjul på, at når de drog til Palæstina, var det også for at bekæmpe den britiske imperialisme.
Zionisternes “panservåben” bestod af ombyggede og forstærkede lastbiler, senere kom der lette panserkøretøjer fra Tjekkoslovakiet og Frankrig samt enkelte tanks, som englænderne havde efterladt, da de forlod mandatområdet i 1948.
Jøder i diasporaen indsamlede penge til køb af våbnene. Golda Meir fik på en turné i USA 50 millioner dollars (nutidsværdi: cirka 700 millioner dollars) Det hjalp også, at Tjekkoslovakiet gav zionisterne store kreditter.
Våben fra andre lande
Ud over Tjekkoslovakiet blev våben købt på de sorte markeder rundt om i Europa, hvor efterladte våben fra de tabende hære eller fra USA’s overskudslagre var til salg.
Trods våbenembargoen, som USA håndhævede strengt, så blev der smuglet store mængder våben ud af landet og sendt til zionisterne i Palæstina. Embedsmændene lukkede også øjnene, da jødiske veteraner fløj af sted med en halv snes større transportfly.
Fra italienske havne var der en livlig trafik med våben, købt på det sorte marked samt fra italienske våbendepoter. Også her lukkede myndighederne øjnene. Sympatien med jøderne var, efter Holocaust, stor de fleste steder.
Et dansk bidrag
Også danske modstandsfolk bidrog til våbenleverancerne. Det fortæller såvel Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik i “Det er ikke nok at overleve” og overrabiner Bent Melchior i “Sig ja til livet”. Begge var frivillige i den arabisk-israelske krig. Inden Pundik tog til Palæstina, indsamlede han og Arne Melchior våben, som modstandsfolkene havde gemt efter 1945.
Uvurderlig hjælp fik de af tidligere formand for Søfyrbøderne Richard Jensen, der her handlede på egen hånd og brugte det vidtforgrenede netværk (resterne af Komintern, der var blevet nedlagt i 1943), han havde blandt europæiske søfolk og havnearbejde til at muliggøre våbensmuglingen. Derom fortæller Lars Halskov i “Richard Jensen – manden med de mange ansigter”.
Det var især tidligere medlemmer af BOPA, der donerede våbnene. BOPA blev nedlagt i juli 1945 og havde intet med udsmuglingen at gøre. De tidligere modstandsfolk så oprettelsen af en jødisk stat som en naturlig forlængelse af kampen mod nazisterne, og de ville gerne medvirke til, at “jøderne omsider kunne få deres eget hjem uden den forfølgelse, de havde lidt under i århundreder”. Andre så det som en kamp mod den forhadte engelske imperialisme.
At det skete på bekostning af palæstinenserne, tænkte ingen på. Bent Melchior udtrykker, hvordan mange også på venstrefløjen tænkte dengang:
“Vi havde ingen forståelse for de sociale og økonomiske omvæltninger, den jødiske indvandring førte med sig. Oprettelsen af et socialistisk paradis var kommunisternes drøm, og for jøderne var det drømmen om en jødisk stat […] Vi fritog Israel for ethvert ansvar for palæstinensernes situation, og enhver antydning af, at de israelske styrker havde fordrevet palæstinenserne, blev afvist”.
Den danske regering var urolig over, at kommunisterne fra frihedskampen lå inde med våben – alene i København skønnede man, at der var gemt over 4000 våben. Det ville være en fordel, hvis våbnene kom ud af landet. Derfor blev politiet sat til at overvåge Pundiks aktiviteter; de mange våben skulle jo nødig falde i andre hænder.
De frivillige
Omkring 3500 unge mænd og kvinder (machalniks) meldte sig som frivillige. Jøder som ikke-jøder fra 43 lande, flest fra USA, England og Frankrig. Fra Danmark kom cirka 45 frivillige.
Kun få havde militær erfaring, så de fik lidt træning i opsamlingslejrene, inden de sejlede til Palæstina. Kort efter ankomsten fik de et gevær, en spade og lidt udrustning og blev så sendt i kamp. Resten måtte de lære i felten. Også veteraner fra allierede hære meldte sig. Ved ankomsten blev veteranerne udnævnt til officerer eller befalingsmænd.
De zionistiske militser bestod af cirka 20.000 dårligt udrustede, men stærkt motiverede frivillige. De veludrustede arabiske hære kom fra Egypten, Jordan, Syrien, Irak og Libanon og talte cirka 70.000 værnepligtige, hvoraf kun få havde nogen tilskyndelse til at gå i krig mod zionisterne.
Endnu værre var det, at de arabiske hære var elendigt koordinerede og rivaliserede indbyrdes. Flere af landene deltog kun, fordi de håbede, at de kunne sikre sig en bid af Palæstina. Jordans konge havde før krigen lavet en lokumsaftale med Golda Meir, om at Jordan skulle have Vestbredden. Fik han den, så var krigen slut for Jordans vedkommende.
Englændernes plan var at forlade Palæstina 14. maj 1948, og de holdt sig derfor uden for konflikten. Men englænderne ville ikke være dem, de er, hvis ikke de også her spillede dobbeltspil.
På den ene side ville de, for ikke at miste deres baser i Irak, Egypten og Jordan, stå sig godt med de arabiske lande. Især nu, hvor Anden Verdenskrig havde vist, at der var kommet en ny og langt mere magtfuld aktør på arenaen: USA, der truede den engelske dominans. På den anden side så sympatiserede mange engelske officerer med den zionistiske sag og gav dem en del støtte.
Da englænderne forsvandt, efterlod de et katastrofalt rod. Et kaos, der begyndte med Balfour-erklæringen fra 1917, hvori England “støttede oprettelsen af et jødisk hjem i Palæstina – under forudsætning af, at det ikke måtte skade ikke-jødiske befolkningers rettigheder i området”.
Stormagtsrivalisering var til zionisternes fordel
USA ønskede i midten af 1940’erne gode relationer til de arabiske lande, og mens Roosevelt var præsident – han døde i april 1945 – modsatte han sig en jødisk stat. Han frygtede, at et Israel kunne skabe voldsomme spændinger til de arabiske naboer, der kunne involvere stormagterne. Hans efterfølger, Trumann, støttede imidlertid oprettelsen af staten Israel fra dag ét.
Sovjetunionen spillede en afgørende rolle som fødselshjælper for staten Israel. Men også her var motiverne blandede. For hjemme i Sovjet var Stalin på nakken af zionisterne. Han anså dem for at være borgerlige nationalister, der satte loyaliteten med Israel højere end Sovjets interesser.
På den anden side så arbejdede Stalin for, at Sovjet skulle få et brohoved i middelhavsområdet; englændere og franskmændene skulle ikke dominere det hele. Ved at lade Tjekkoslovakiet, der var en del af den sovjetiske interessesfære, stå for våbenleverancerne til zionisterne, mente Stalin, at han så kunne opnå indflydelse i Mellemøsten. Hertil kom hans interesse i at støtte realiseringen af et socialistisk samfund i Israel.
Da Israel i begyndelsen af 1950’erne vendte sig mod USA og Vesten, trak Sovjet sig og orienterede sig i stedet mod det nye styre i Egypten under ledelse af den panarabiske socialist og erklærede antiimperialist, præsident Nasser.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. august 2025 | 06:29
