Hvem er vigtigst – borgerne eller borgmestrene?
Med sundhedsreformen er der lagt op til en anden organisering af området med sammenhæng mellem rehabilitering og genoptræning for nogle patientgrupper, myndighedsansvar til regionerne, opgaveflytning fra kommunerne og penge til at gennemføre forandringerne, skriver Thorkild Olesen i denne blog.Overskriften er ikke et polemisk spørgsmål. Det er realiteterne i de forhandlinger, der nu så småt er gået i gang om en sundhedsreform.
Lad det være sagt med det samme: Jeg blev positiv overrasket over regeringens udspil til en sundhedsreform.
Det blev jeg nok, fordi jeg havde regnet med en meget lille reform, hvor man reelt kun gennemførte nogle eller alle de tværgående anbefalinger, som Sundhedsstrukturkommissionen foreslog.
Det ville ikke have løst de grundlæggende problemer set fra borgernes perspektiv, nemlig sammenhæng i behandling og efterbehandling, adgang til praktiserende læger og speciallæger og den mest mulige specialiserede behandling tæt på borgerne.
Positivt udspil
Nu er der både lagt op til en anden organisering af området med sammenhæng mellem rehabilitering og genoptræning for nogle patientgrupper, myndighedsansvar til regionerne, opgaveflytning fra kommunerne og penge til at gennemføre forandringerne.
Det er endog meget positivt, at regeringen denne gang ikke er faldet for KL-retorikken om, at kommunerne kan klare alle opgaver, og at nærhed kun kan betyde, at opgaverne skal klares i nærheden af rådhuset.
At man rent faktisk foreslår opgave- og myndighedsflytning kunne, hvis det ikke var fordi, det ord er blevet fortærsket, kaldes for et paradigmeskifte. Det er første gang siden kommunalreformen, at pendulet flytter sig fra kommunerne mod – forhåbentlig – mere faglige og videnstunge miljøer med et myndighedsansvar i hælene.
Den store offentlige debat har imidlertid ikke handlet om opgaveflytning og myndighedsansvar, selv om det også er det, der er vigtigt for borgerne. I stedet har debatten handlet om nedlæggelse af Region Hovedstaden og sammenlægning med Region Sjælland.
Det er endog meget positivt, at regeringen denne gang ikke er faldet for KL-retorikken om, at kommunerne kan klare alle opgaver, og at nærhed kun kan betyde, at opgaverne skal klares i nærheden af rådhuset.
Det har vakt mange følelser, især hos de politikere, der står til at blive arbejdsløse, men naturligvis også hos de borgere, der er bekymrede for, at de bliver væk i en mastodont på 2,9 millioner borgere med de fleste bosat i hovedstadsområdet.
Og så har de nye sundhedsråds sammensætning naturligvis vakt debat. Det har nærmest haft rituel karakter, at Kommunernes Landsforening (KL) ikke i sin selvforståelse kan leve med, at regionspolitikerne får flertal i sundhedsrådene og i sidste ende også får mulighed for, at regionsrådet kan træffe en beslutning, som KL ikke synes om.
Alle de klassiske argumenter har været fremført: Centralisering på bekostning af nærhed, kommunalpolitikerne ved alt bedst om nærhed og så videre. Det har faktisk været lidt morsomt at følge de desperate ordskyller fra KL-huset og forskellige borgmestre.
Hold fast over for KL
Nu er de politiske forhandlinger så gået i gang på Christiansborg. KL og borgmestrene håber garanteret på, at de (nuværende) store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre, vil gå væk fra regeringens udspil om sundhedsrådenes sammensætning, eller at andre partier vil prøve at hjælpe dem. Det vil jeg gerne advare imod.
Borgerne har ikke brug for sundhedsråd, der minder om de nuværende sundhedsklynger. Borgerne har brug for et entydigt, sammenhængende ansvar for at løse opgaverne, og det får vi kun med entydige beslutningsgange. Nogen må have flertallet, og det skal ikke være kommunerne. Det har vi prøvet på socialområdet i alt for mange år.
Så nu må partierne på Christiansborg og især Socialdemokratiet og Venstre bestemme sig: Er det borgerne eller borgmestrene, der er vigtigst? Jeg hepper på borgerne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.