Hvad von der Leyen sagde i Stockholm
EU har kig på Grønland og Arktis. Men hvor langt vil EU gå i imperialistiske alliancer for at sikre de eftertragtede råstoffer, spørger Karen Sunds i denne blog.Den 28. oktober holdt EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen tale i forbindelse med Nordisk Råds møde i Stockholm.
Det var en interessant, men også foruroligende tale.
Hun startede helt gængs med at erklære, at Rusland er den største trussel mod Den Europæiske Union:
“Du står ved grænsen til en global orden i ruiner. Ikke langt herfra har russiske jagerfly krænket europæisk luftrum. Fra Oslo til København har droner fløjet over kritisk infrastruktur. I Østersøen er undersøiske kabler blevet klippet over. Lufthavne og logistikcentre er blevet lammet af cyberangreb. Hensigten er klar: At dele os op, at splitte os.” og videre “Rusland forbereder en langvarig konfrontation med Europa.“
Men hov, hvordan var det nu? North Stream-kablerne i Østersøen viste sig ikke at være klippet over af russerne, men derimod af en gruppe ukrainere. Og dronerne over Københavns Lufthavn, ja, de kunne alligevel ikke dokumenteres. Kontroltårnet i lufthavnen, der havde overvåget området hele natten, havde ikke nogen droner på deres kameraer.
Sandheden er jo altid det første offer i en krig. Og billedet skal for alt i verden fastholdes. For hvis Rusland ikke er en trussel, hvad kan så retfærdiggøre, at de europæiske befolkninger skal betale for en uhørt militarisering og oprustning i EU-landene?
Som von der Leyen forklarede: “Europa skal have kapacitet til at afskrække enhver fremtidig russisk aggression. Inden for EU har vi gjort historiske fremskridt i retning af at opbygge en forsvarsunion. Vi vil mobilisere op til 800 milliarder euro inden udgangen af årtiet – for at styrke medlemsstaternes forsvarsindsats.”
Men den fortælling er såmænd ikke ny. Den er vi vågnet op til hver morgen i årevis. Det er straks mere opsigtsvækkende, hvad Ursula von der Leyen sagde, da hun kom ind på spørgsmålet om Arktis og Grønland.
Det er velkendt, at Arktis i hastigt tempo er blevet et højspændt område. I takt med at indlandsisen trækker sig tilbage, åbnes muligheden for kortere sejl- og handelsruter mellem verdens økonomiske centre. Og store landområder med enorme råstofressourcer blotlægges.
Ikke et ord om USA
Dén stormagt, der har været mest aggressiv og mest direkte i sit krav om at tage kontrol med Arktis og herunder Grønland, er USA. Det er et faktum.
Hvad sagde von der Leyen så om dét?
“I takt med at isen trækker sig tilbage, rykker Arktis sig tættere og tættere på centrum af den globale geopolitik. Tidligere på måneden, for første gang nogensinde, nåede et kinesisk containerskib Europa ved at skære gennem Arktis. Rusland genåbner baser fra sovjettiden og hævder kontrol over den nordlige sørute.”
Det grønlandske folk står med en kolossal opgave, når det handler om at forsvare deres land og retten til deres egen undergrund og dets værdier. De har brug for al vores støtte til denne kamp.
Så det er altså Rusland og Kina, der er fjenden. Men ikke ét ord fra EU-kommissionsformanden om USA og Trumps krav om at have kontrol med Grønland!
Mange har spekuleret i, hvorvidt EU ville svare igen på USA’s åbenlyse trusler mod Grønland. Mange har haft forhåbninger til, at i hvert fald Tyskland og Frankrig ikke ville acceptere en så åbenlys provokation. Der er trods alt mange forskellige redskaber i værktøjskassen, hvis man ville sætte foden ned over for USA.
Men EU-kommissionsformanden er fuldstændig tavs.
EU’s egne interesser
Til gengæld er hun ikke tavs om, at EU selv er stærkt interesseret i den grønlandske og arktiske undergrund. Von der Leyen kom meget tæt på sandheden, da hun sluttede sin tale med følgende erklæring:
“Ja, global opvarmning bringer nye og farlige risici for Arktis. Men det bringer også nye ansvarsområder og nye muligheder. Tag kritiske råmaterialer. Grønland alene besidder 25 af de 34 kritiske materialer, som Europa har brug for – en skat gemt under is og klippe.“
Og hun slutter med den måske vigtigste sætning i talen: “Tag ikke fejl, Arktis’ økonomiske styrke er nøglen til Europas strategiske uafhængighed.”
Vi kan ikke vide, hvordan dette politiske spil om at få fingrene i de grønlandske råstoffer vil komme til at udforme sig. Men det er en kendsgerning, at EU-imperialismen i årtier har ageret som USA-imperialismens trofaste lillebror. Og der er mange eksempler på, at de har gjort fælles front – for eksempel på den handelspolitiske arena, når det handlede om at tvinge landene i det globale syd til at åbne deres markeder for varer fra USA og EU. De to imperialistmagter er ikke uvant med at gå på rov sammen og “dele i porten”.
Det grønlandske folk står med en kolossal opgave, når det handler om at forsvare deres land og retten til deres egen undergrund og dets værdier. De har brug for al vores støtte til denne kamp.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.