Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af… eller hvad?

Næste år er det 50 år siden, at et flertal af borgerne i Danmark tilbage i 1972 stemte JA til det daværende EF, der sidenhen har udviklet sig til det monster, vi i dag kender som EU. Der er sket meget siden da, og meget af det er vi aldrig blevet spurgt om.

3 kommentarer

| Populær

|Print artikel|

Kan du huske dengang, EU var demokratisk? Nej, vel? Det kan jeg heller ikke. For mit vedkommende skyldes det dels, at jeg slet ikke var til de første knap 20 år af vores EF-medlemskab, og dels at EF/EU overhovedet aldrig har været demokratisk.

Uigennemskuleligt og uinteressant

Har man været i ”EU-kvarteret” i Bruxelles, vil man sikkert have bemærket, at både EU-parlamentet og mange af de omkringliggende bygninger primært er høje etagebyggerier med glasfacader. Dette skal efter sigende signalere ”transparens og gennemsigtighed”.

Der er dog ingen gennemsigtighed over EU-systemet; hemmelige afstemninger, massiv lobbyisme og et enormt bureaukrati gør det svært og uigennemskueligt for både borgere og medier at følge med i, hvad der foregår i EU.

Vores EU-medlemskab er på mange måder et slags evighedsabonnement, som vi siden 1972 ikke har haft mulighed for at tage stilling til.

Samtidig vælter det ud med lovgivning i alle retninger, som vi som borgere ingen chancer har for at få overblik over eller indblik i. Det samme gælder i øvrigt vores folketingspolitikere, da det anslås, at 60-80 procent af lovgivningen i Danmark kommer direkte fra Bruxelles.

Helt generelt fylder EU alt for lidt i den offentlige debat, men der er ikke noget at sige til, at emnet bliver så uinteressant, når det er mere eller mindre umuligt for almindelige dødelige at følge med i, hvad der foregår. Dette alene er et alvorligt demokratisk problem.

Svimlende mængde lovgivning

Ifølge Folketingets EU-oplysning eksisterer der på nuværende tidspunkt over 40.000 EU-love. Dette svarer til, at der i gennemsnit er blevet vedtaget omkring 850 nye EU-love hvert eneste år de sidste knap 50 år.

Også hos EU-domstolen har man haft travlt de sidste knap 50 år, for her der blevet afsagt over 15.000 domme. Over 15.000 gange har EU-domstolen altså stillet sig over medlemslandenes nationale domstole og grundlove.

Hvem er lovgivningen (ikke) til for?

Med så meget lovgivning skulle man tro, at borgerne i EU’s medlemslande burde være godt beskyttet mod alverdens uretfærdigheder. Desværre ser vi gang på gang, hvordan EU-lovgivningen bare ikke er til for at beskytte eller varetage borgernes interesser.

De mange love og regler tjener overordnet set det formål at beskytte det indre marked mod overgreb fra som eksempelvis krav om arbejdstagerrettigheder, forsigtighedsprincippet, forbrugerbeskyttelse, generel sundhed og reel klimahandling.

Til gengæld kan vi ikke gøre noget ved, at mennesker arbejder under kummerlige forhold til en løn, der er mere eller mindre ikkeeksisterende, at vores offentligt ansatte løber alt for hurtigt, at der ikke er hænder nok til vores børn, at vores ældre bliver ladt i stikken.

Er man derimod en virksomhed, der ser sin konkurrenceevne truet, så må både velfærd og sund fornuft vige.

Vi bliver stadig ikke spurgt

Vores EU-medlemskab er på mange måder et slags evighedsabonnement, som vi siden 1972 ikke har haft mulighed for at tage stilling til.

Jovist blev vi spurgt i 1992, om vi ville sælge vores sjæl videre fra EF til EU, men så alligevel ikke, for da et flertal af befolkningen i Danmark stemte nej, blev vi bare spurgt igen. Godt nok fik vi vores forbehold, som vi til enhver tid skal forsvare, men som på den ene og den anden måde også er blevet noget udvandede.

Nu står vi så her knap 50 år, over 40.000 EU-love og mere end 15.000 domme fra EU-domstolen senere, og ingen ved, hvor meget anderledes det hele ville have set ud, hvis vi igennem de sidste 50 år rent faktisk havde haft indblik i, hvilket monster EU har udviklet sig til.

”Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.” Jo, det har man faktisk. Det har jeg i hvert fald.

83% af 750.000 DKK
619.229 DKK nået totalt

STØT