appel
Husker du 2019?
Det er svært lige at ihukomme, hvilken vej verden bevægede sig, inden virussen lammede os, men hvis vi spoler tiden lidt tilbage og tager et øjebliksbillede af årene inden pandemien, giver det måske nogle svar på, hvad den har overskygget og potentielt demonteret.
|
Man tager ikke munden for fuld, hvis man påpeger, at de sidste godt og vel to år nærmest udelukkende har handlet om corona. I hvert fald i Danmark. Og på en eller anden måde virker det til, at vores kollektive hukommelse også er begrænset til den 11. marts 2020.
Det er svært lige at ihukomme, hvilken vej verden bevægede sig, inden virussen lammede os, men hvis vi spoler tiden lidt tilbage og tager et øjebliksbillede af årene inden pandemien, giver det måske nogle svar på, hvad den har overskygget og potentielt demonteret.
Håbet var der i 2019. Lad os genoplive det håb og tilskynde til endnu mere international solidaritet i 2022. Det vil vi i hvert fald bestræbe os på i Global Aktion.
Tilbage i 2019 udbryder der folkelige protester over hele verden. I Chile går over en million mennesker på gaden mod ulighed foranlediget af stigende priser på offentlig transport. I Libanon protesteres der imod nye skatter på benzin og mobilabonnementer, i Haiti mod korruption og manglende jobs. Og samme mønster går igen i Ecuador, Iran, Egypten, Nicaragua, Algeriet, Indonesien, Sudan, Zimbabwe. Listen er lang og fortsætter.
I Europa huskes nok bedre De Gule Veste, der med sloganet “månedens udgang, verdens undergang, én og samme kamp”. De Gule Veste synliggjorde vreden hver lørdag året igennem med at oversvømme Champs Elysees med hundredtusinder af demonstranter samlet i protest over præsident Emmanuel Macrons skattelettelser til de rige og stigende afgifter til de fattige.
Herhjemme manifesterede protesterne sig omkring klimakrisen, der samlede 40.000 mennesker på Slotspladsen og på sin vis banede vejen for Socialdemokratiets valgsejr samme år. 2019 var med andre ord et år, hvor det gik op for folk over hele verden, at status quo betyder social elendighed og en accelererende klimakrise, der som i en ond cirkel vil betyde mere ustabilitet i en allerede ustabil verden.
Nogle sejler i yachter, andre i joller
Det var i det politiske øjebliksbillede, at corona lammede protester verden over. Stilheden lagde sig over pladser, parlamenter og centrale gader, der før var scenen for politisk forandring. Massemobiliseringen blev til zoommøder, aktiviteterne drænede ud.
Selv om Black Lives Matter-protesterne i 2020 på mange måder var undtagelsen for reglen, vandt en ny dagsorden indpas, hvor kritik af regeringer verden over blev ofret for samfundssind. Alt i alt en forståelig folkelig reaktion på en pandemi. Slogans om, at ‘vi alle var i samme båd’, og at ‘vi skulle stå sammen hver for sig’, bredte sig med samme hastighed som virussen. Begge slogans der opfordrede til solidaritet mellem de klasser, som året forinden var udgangspunktet for en stigende vrede og oprør nedefra.
Sidenhen har vi dog erfaret på en global skala, at nogle sejler i yachter og andre i joller. At nogle står sammen hver for sig ved at købe privatfly og rumraketter, som salget af privatfly og private rumrejser indikerer. Alt imens verdens fattigste og mest udsatte kæmper for at overleve pandemien.
Man kan derfor stille sig selv spørgsmålet, om de verdensomspændende protester fra 2019 genopstår, eller om ilden endegyldigt blev slukket dengang i foråret 2020. For ser man på baggrunden for protesterne, er der ikke sket den store forbedring. Tværtimod er den globale ulighed blot steget.
Libanon er faldet ned i et så dybt økonomisk hul, at det, der engang blev kaldt for Mellemøstens håb, nu bliver erklæret for en fejlslagen stat. Haiti oplever et politisk sammenbrud, og selv om håbet lysner i Chile med en ny forfatning og valget af en socialistisk præsident, der forhåbentligt vil gøre op med årtiers ulighedsskabende politik, reagerer eliten med kapitalflugt og alskens metoder for at undgå en mere retfærdig fordeling af ressourcerne. Så hvad nu?
Er der håb?
Er der håb for en reetablering af protesterne, eller har befolkningerne efter nedlukning, fortsat social ustabilitet og synet af en elite, der blot forøger deres andel af verdens værdier, reelt mistet håbet for et opgør?
Svaret er spekulativt, for der er ikke en given kausalitet mellem social ulighed og protester. Ej heller at protesterne vil føre til en retfærdig politisk forandring over tid. Det er muligt, at nedlukningen og protesterne blot forstærker den rigeste promilles beskyttelsestrang over ressourcer og politisk magt, så vi får mure i stedet for solidaritet.
Med klimakrisen som en sideløbende eskalerende begivenhed, der forøger sociale kriser ved at pille ved alle livets fundamenter og forudsætninger, kan desperationen blive så stor, at muligheden for politisk forandring fortoner sig i horisonten.
Det er selvfølgelig spekulative dystre udmeldinger i starten af et nyt år, der allerede har set et folkeligt opgør i Kasakhstan, men ikke desto mindre en spekulation over tidens tilstand og mulighederne for reel forandring.
Håbet var der i 2019. Lad os genoplive det håb og tilskynde til endnu mere international solidaritet i 2022. Det vil vi i hvert fald bestræbe os på i Global Aktion.
| Virusfri. www.avg.com |
12. januar 2022 | 06:29
