Udtalelse
HPX – Håbløst Projekt eXtraordinaire
Der er endnu engang politiske kræfter i spil for at fjerne de unges muligheder for et 10. grundskoleår. Et eksempel på at der går så meget politik i unge, at man glemmer den unge.
|
Kan I huske 9. klasse, da fremtidsvalgene begyndte at banke på. Usikkerheden? Den manglende viden? Håbene? Drømmene? På den ene side fik vi at vide, at valget ikke var så vigtigt, for vi ville alligevel skifte jobs flere gange. Det ville være det ‘nye normale’, og i øvrigt ville vi komme til at studere hele livet, så hurtigt som udviklingen gik. På den anden side kunne vi skæve over til ‘de egnede’ – dem med de gode karakterer og den akademiske familie. Dem som kunne vælge over hele linjen og stadig blive ‘alment dannede’ og ikke fiksere deres fremtid de kommende tre år på et gymnasium. Mere frihed. Skævede vi til arbejdersiden, var det måske lidt svært at se den fantastiske fremtid med arbejdsskader, tab af familiemedlemmer i for tidlig alder, smertedulmen, livsstilen, og hvor hjælpen til lektierne kunne være kilde til frustration.
På den ene side blev der talt om ‘lige muligheder’, ‘mønsterbrydere’, ‘du kan blive, hvad du vil’. ‘Uddannelse er vejen frem’. Fokus var samtidig på ‘egnet’ eller ‘ikke-egnet’. Var du ‘egnet’ = frit valg på alle hylder. Var du ‘uegnet’, fortsatte du typisk videre på 10. klasse eller erhvervsskoler. Erhvervsskoler var der, hvor drengene mest gik, og i øvrigt var der hård konkurrence om en praktikplads, og fik du den ikke, kunne du ikke færdiggøre din uddannelse. Jeg husker en veninde, den dag hun grædende pakkede ansøgning nummer 600 i konvolutten. Sikkert ikke valgt fra på hendes køn og anderledes klingende navn.
Spareøvelser i form af billigere lønninger til undervisere, manglende eller reducerede pædagogiske kompetencer og muligheder skal italesættes som det, det er. Et kvalitetsfald for vores unge.
10. klasse var attraktiv. Frihed, ny start, mulig afklaring, året var ikke helt fremmed i sin struktur, og måske, bare måske, blev man ‘en egnet’.
Kan I huske, da I gik i 10. klasse? Vi fik prøvet noget andet, oplevede at være mere succesfulde. En pædagogik som modnede. En ny start i et nyt klassefællesskab som skabte personlig udvikling. Man kunne være en anden, prøve af og måske pludselig forstå en retning på, hvor man selv ville hen. Et kort øjeblik smagte man på meningsindholdet i ‘ikke for skolen, men for livet’. Den smag af frihed som føles så godt, når man er midt i teenageårene. Følelsen af at man er ved at træde ind i samfundet som begyndende voksen.
Jeg hiver jer ned ad Memory Lane, ikke blot for at illustrere, hvor man er i sin sene barndom, men også for at vise, hvilke erfaringer og billeder vi som forældre bærer på – for alle skoleformer har jo ændret sig siden, og uddannelser nu bør derfor ikke ses med den ‘personlige erfarings’-brille. Reelt er det dog det, som foregår. Statistisk kæmper vi for, at vores børn kommer på gymnasiet efter 9. klasse eller efterskolen. Vi slås, som havde vi dømt dem til en erstatningsløs asbestdød som bygningsarbejder eller en ødelagt ryg i 20’erne som tømrer. Vi vil som forældre gerne give vores børn de bedste muligheder og gerne i bredden. De skal kunne vælge, når de er blevet gamle nok. Vi vil ikke risikere at have sat en bremseklods for vores børns drømme.
Vi kan derfor have skolereformer herfra og ud i det uendelige, indtil elefanten i glasbutikken bliver italesat.
Uanset hvor hurtigt samfundet kører, og uanset hvor vigtigt det er for politikere at tale om arbejdsudbud og frygten for manglende mennesker med håndværksfaglige uddannelser, så er unge stadig unge. Når vi som forældre overdrager vores unge i andres varetægt, er det med en klar forventning om, at det er vores unges interesser og udvikling, som varetages. At det foregår på de unges vilkår og i de rammer, som gavner og udvikler dem. Det er ikke relevant, om de opfylder et statsbehov. Det er relevant, om pædagogikken er på plads, om underviserkompetencerne er på plads, om rammerne er på plads, og om arbejdsforholdene for dem, der arbejder med unges læring, er på plads.
Spareøvelser i form af billigere lønninger til undervisere, manglende eller reducerede pædagogiske kompetencer og muligheder skal italesættes som det, det er. Et kvalitetsfald for vores unge.
Der lurer en ungeuddannelse i horisonten. Endnu én, er jeg fristet til at sige. Vi kan ikke være sikker på præcist hvad, hvor, hvornår eller dens navn, men den kommer, og den skal have elever. Undervisningsminister Tesfayes mål er flere elever på erhvervsskolerne. Praksis skal ind i grundskolen, og en ny ungdomsuddannelse skal se dagens lys. Det vil berøre de fleste uddannelser.
Af større ungeuddannelser har vi p.t. FGU, Maritime Uddannelser, højskoler, HF, HHX, HTX, STX, IB, EUX og andre erhvervsuddannelser.
Den samlede elevgruppe er nu engang den størrelse, den er, uagtet hvor mange uddannelser de unge har at vælge imellem. Med ministerens kommende nye mulighed skal der skabes et elevgrundlag. Jeg har desværre svært ved at forestille mig, at det elevgrundlag kan skabes uden 10. klasserne i Danmark, og det har jeg en holdning til.
Det har jeg en holdning til, fordi de kommunale 10. klasser er en succes på alle parametre. Man skal ikke løse et erhvervsskoleproblem ved at ødelægge en grundskolesucces. Eksempel: Skanderborgs 10. klassescenter – UCS10 – opfylder Tesfayes målsætning om at sende 35 procent videre til erhvervsuddannelser efter det 10. skoleår. Et slutmål for Tesfaye i hans nye 2-årige uddannelse. Så kunne man jo tro, UCS10 var et særeksempel, men det forlyder, at det samme er tilfældet på kommunale 10. klassescentre i folkeskoleregi, kun undtaget hovedstadsområdet. Der er altså i landet som helhed en god overgangsprocent til erhvervsskolerne fra kommunale 10. klasser.
Erhvervsskolerne udtrykker, at de både har et tiltræknings- og et fastholdelsesproblem, begge dele synes ringe løst af at fjerne en kilde til flere elever. Jeg forestiller mig, at man ønsker at placere den kommende uddannelse på erhvervsmatriklerne for at skabe en ‘naturlig’ fodringskæde til de gode, praktiske uddannelser. Jeg forstår tanken, men mistænker med min viden om de unge, at man opnår det modsatte resultat. 10. klasser i dag inspirerer unge til at tage erhvervsuddannelser. Det sker primært i det 10. modningsår. I 9. klasse er det ikke på radaren, og hvis unge tvinges til at vælge der, så vælger de ikke i den tiltænkte retning. De vil snarere søge de andre muligheder. Tanken om højere karakterkrav, som chikane, er formodentlig et forsøg på at undgå netop det.
Vil det sende unge mennesker væk fra deres foretrukne uddannelsesvalg? Eller vil det gøre gymnasieuddannelserne mere tiltrækkende som stedet for succes og dermed øge presset endnu engang på en ungegeneration, som allerede er i mistrivsel?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
10. juni 2024 | 11:05
