Høringen de ønskede lukket
Højrepartier på stemmefiskeri op til EU-valget i juni
De højreekstreme kræfter er meget dygtige til at knytte sig til sociale protestbevægelser. Og disse sociale protestbevægelser har rod i reelle problemer, skriver Karen Sunds i denne blog.
|
En rodeotyr, hoppeborg og pølser…. Ja, og så lige en brandtale fra Inger i den hjemmestrikkede norske sweater.
Det var nogle af ingredienserne, da Inger Støjberg for nylig kaldte til CO2-rally med 1500 deltagere på en kvæggård uden for Randers. Inger Støjberg er på stemmefiskeri op til valget til EU-parlamentet den 9. juni.
Du vil måske grine af det karikerede billede. Men tag ikke fejl. Støjberg ved godt, hvad hun gør: I Frankrig har Marine Le Pen og hendes parti, Rassemblement National, vokset sig store ved at knytte sig til den bevægelse af bønder – frem for alt kvægproducenter – som står over for at blive ruineret og reelt frataget deres eksistensmuligheder.
Årsagen er EU’s politik for at nedskære kvægproduktionen, angiveligt som en nødvendighed for at nedbringe CO2-udledningen.
Højrefløj på fremmarch i mange EU-lande
Marine Le Pens parti står lige nu til at få omkring en tredjedel af stemmerne og blive Frankrigs største parti ved valget i juni.
Billedet er det samme i en lang række EU-lande: Alternative für Deutschland i Tyskland stormer frem, Gert Wilders højreparti PVV står til at blive det største parti i Holland. Et lignende billede tegner sig i Spanien, Portugal, Italien, Ungarn, Polen.
Det er helt nødvendigt, at vi danner os et billede af, hvad der driver denne udvikling. Hvad er det for nogle omstændigheder, der gør, at disse kræfter kan bygge sig op?
Oftest bliver der fokuseret på de subjektive faktorer: Disse vælgere føler sig overset af den politiske elite. Der er langt fra Udkantsdanmark til Christiansborg. Og det er der også i alle de andre lande.
Men det er også vigtigt at forstå, at den benzin, der driver dette bål, ikke kun er følelser. Det er de objektive årsager, vi skal have fat i, hvis vi for alvor skal forstå, hvorfor det sker.
Det ekstreme højre arbejder ikke kun i forhold til et småborgerskab, der er truet af ruin. Det arbejder i allerhøjeste grad også i forhold til arbejderklassen.
De højreekstreme kræfter er meget dygtige til at knytte sig til sociale protestbevægelser. Og disse sociale protestbevægelser har rod i reelle problemer.
Som Ignacio Ramonet skriver i Magasinet Arbejderen i marts 2024: “Tilhængerne af det nye ekstreme højre er taberne af den sparepolitik og de sociale nedskæringer, der er fulgt med neoliberalismen.”
Det ekstreme højre arbejder nemlig ikke kun i forhold til et småborgerskab, der er truet af ruin. Det arbejder i allerhøjeste grad også i forhold til arbejderklassen.
Det så vi i Storbritannien i udviklingen af den bevægelse, der førte til brexit (Storbritanniens udtræden af EU).
Det var en bevægelse, som banede sig vej fra arbejderklassens dybe lag, vendt mod social dumping. Men fordi arbejderklassens egne politiske kræfter ikke ville stille sig i spidsen for dette oprør, så blev det højrepopulistiske UKIP, der tog ledelsen af bevægelsen.
Allerede ved valget til EU-parlamentet i 2019 så vi en markant vækst i de højrepopulistiske kræfter i EU-landene. Et direkte resultat af at EU – i kølvandet på finanskrisen – dikterede en benhård nedskæringspolitik i EU-landene. Dertil kom, at EU gennemtvang hundredvis af arbejdsmarkedsreformer, som slog bunden ud af løndannelsen i mange lande.
Oven i dette skal vi lægge resultaterne af den omfattende sociale dumping. EU’s indre marked åbnede for systematisk import af billig arbejdskraft fra de fattigste EU-lande eller fra lande uden for EU.
Konsekvenserne ser vi nu: Mere end 15 millioner mennesker i EU er såkaldte working poor. Det vil sige, at disse arbejdere har et, to eller tre jobs, men alligevel kan de ikke skaffe sig en indkomst, de kan leve af.
Fattigdom og usikre vilkår er benzin på bålet
Hér har vi et af hovedårsagerne til, at det ekstreme højre kan vinde frem i EU-landene. Markant vækst i fattigdom og usikre vilkår er den benzin, der får bålet til at brænde. Brede dele af befolkningen føler sig simpelthen utrygge. De har ikke en sikker levevej eller indkomst.
Har vi nogen grund til at tro, at EU vil få en bedre økonomisk udvikling med flere arbejdspladser, vækst og velfærd i fremtiden? For mig at se er svaret nej.
Vi er vidne til, hvordan de globale magtforhold ændrer sig meget hurtigt i kølvandet på Ukraine-krigen. Vi er på vej fra en USA-domineret unipolær verden til en multipolær verden, hvor stærke økonomier i resten af verden vokser frem. Det globale syd begynder at rejse sig i protest mod den vestlige verdens dominans og udplyndring.
Man kunne have forestillet sig, at EU-eliten i dén situation ville have valgt at tage et køligt overblik og vurderet, at det ville være klogt at udvikle og bevare fornuftige samarbejdsrelationer med det globale syd. At råde bod på det mildest talt blakkede ry EU har i udviklingslandene, især i Afrika.
Men det skete ikke. Tværtimod har EU som en direkte reaktion på Ukraine-krigen kastet sig i armene på USA med hud og hår.
Det har allerede kostet befolkningerne i EU-landene dyrt. Sanktionspolitikken, som EU-landene nidkært har praktiseret, betød en kæmperegning i form af høje energipriser, høj inflation, og faldende realløn. Dertil kommer, at vi nu skal betale prisen for omlægningen til en regulær krigsøkonomi for at kunne føre krigen mod Rusland på USA’s vegne.
Men i fremtiden vil vi også komme til at betale en økonomisk regning for, at EU er på kollisionskurs i det globale syd.
Fattigdom og social nød vil antage helt andre dimensioner i EU i det kommende årti. De højrepopulistiske kræfter vil få endnu bedre vilkår at agere i.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
16. april 2024 | 07:41
