Historieløst
Historieløs er præcis, hvad statsminister Mette Frederiksen er, både i relation til konflikten i Palæstina og i relation til krigen i Ukraine, skriver Henrik Stamer Hedin i denne blog.
Man har ikke glemt statsminister Métte Frederiksens famøse påstand på majmødet sidste år, at Putin (ikke Rusland) havde rettet et ulovligt og uprovokeret angreb mod det fredelige, demokratiske Ukraine.
Ikke et ord om baggrund og årsager, om Kiev-styrets fascistoide rødder og mangeårige aggression mod det russiske Donbass, der havde nægtet at lade sig regere fra Kiev efter Maidan-kuppet. Ikke et ord om, at Ruslands indgriben var et folkekrav fremført af statsdumaen på kommunistisk initiativ – et krav, som præsident Putin kun med ulyst rettede sig efter.
Nu har hun gjort det igen: Udtalt sig ureflekteret og bombastisk til fordel for en aggressor. Uden så meget som at ønske at forstå, hvad det er, der sker, og hvorfor.
Skarp kritik af journalist
Det er dagbladet Politikens chefredaktør Chr. Jensen, der i sin leder den 13. oktober fortæller, hvordan statsministeren efter at have lagt en buket blomster foran den israelske ambassade i København svarede på en tilstedeværende journalists spørgsmål.
Journalisten spurgte om Mette Frederiksen kunne overveje også at vise sympati over for den palæstinensiske civilbefolkning. Det fik statsministeren til at kalde spørgsmålet for “bekymrende” og “historieløst”. Chr. Jensens kommentar i lederen: “At kalde spørgsmålet historieløst forekommer, ja, faktisk nærmest historieløst.”
Israel har siden sin grundlæggelse ført terror- og udryddelseskrig mod den palæstinensiske civilbefolkning.
Det er sjældent, man har anledning til at erklære sig enig med Chr. Jensen, men i dette tilfælde rammer han sømmet på hovedet, eller hvad det nu hedder. Historieløs er præcis, hvad Mette Frederiksen er, både i relation til konflikten (eller hvad det nu hedder) i Palæstina og i relation til krigen i Ukraine.
At være historieløs vil sige, at man er uvidende om eller ser bort fra årsager til og forudsætninger for de begivenheder, der udspiller sig for ens øjne. At man ræsonnerer, som om verdenshistorien først lige er begyndt.
En koloni uden moderland
Det er det, Mette Frederiksen og med hende mange andre helt op til FN’s generalsekretær gør, Man siger, at Israel som andre lande har ret til at forsvare sig. Men Israel er ikke et land som andre lande.
Israel er reelt en koloni uden moderland. Det er skabt af indvandrere, først og fremmest europæere, der har gjort et fremmed land til deres ved at myrde eller fordrive dem, der boede der i forvejen – som kolonisterne i det, der i dag er USA, myrdede eller fordrev den oprindelige indianske befolkning.
Forskellen er, at indianerne var et stenalderfolk, mens palæstinenserne har været med til at skabe vores civilisation. Den kulturelle ballast, de har opsparet gennem årtusinder, betyder, at de ikke er lige til at udrydde.
Var man ikke klar over det i Israel, fik man det at føle forrige lørdag. Alle, fra Mette Frederiksen til FN’s generalsekretær, var hurtige til at karakterisere det veltilrettelagte og velgennemførte Hamas-angreb fra Gaza ind i Israel som “terror”. Og vel var det da rettet ikke blot mod det israelske militær, der måtte se en af sine baser erobret, men også mod civilbefolkningen.
Men Israel har selv siden sin grundlæggelse ført terror- og udryddelseskrig mod den palæstinensiske civilbefolkning. Israel har fordrevet palæstinenserne fra deres land, spærret dem inde bag hegn og mure og underkastet dem et apartheid-regime. Modstandsbevægelser som Hamas er en konsekvens af denne snart 80-årige statsterror.
De jeremiader, vi nu må lægge øren til, er ikke så meget en følge af den terror (eller modterror), Israel har oplevet i årtier, men snarere affødt af den pludselige og ubehagelige erkendelse, at palæstinenserne åbenbart er i stand til at slås.
Styrket modstandsvilje
At den israelske politik ikke har svækket den palæstinensiske modstandsvilje, men tværtimod styrket den. Det er terrorstaten Israels undergang, der vinker i horisonten, selv om ingen vil tro det eller indrømme det.
Jeremias var en af det Gamle Testamentes fire “store” profeter. Han levede i en tid, hvor Babylon var ved at ekspandere til den førende magt i den tids civiliserede verden og truede Judas Rige, jødernes lille bjergkongedømme, som spærrede vejen til Ægypten, Babylons største konkurrent. Jeremias advarede sine landsmænd mod den truende fare, men de troede ham ikke. Han fik imidlertid ret; Judas Rige blev udslettet. En “jeremiade” er en klagetale fuld af mismod og sortsyn og blottet for håb.
Så lad mig slutte med endnu en lille jeremiade. Det er ikke for palæstinensernes eller russernes skyld, vi skal være bevidste om årsager til og forudsætninger for de ting, der sker omkring os. Det er for vores egen – for at vi ikke skal blive taget på sengen, som Judas blev det i oldtiden, og som Israel blev det forrige lørdag.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
