…https://nocoldwar.org/
Grøn omstilling – med hvem, for hvem?
Når man kigger på de forskellige politikker er det slående, hvor mange penge der skal kanaliseres over til erhvervslivet. Skattelettelser, nemmere adgang til grøn bil, energiøer og landbrugsstøtte til at fortsætte samme produktionsmønster med ekstra penge til de grønne tiltag.Uanset om man mener, den danske klimapolitik er kommet for langsomt i gang eller ikke angriber problemerne grundigt nok, ligger regeringen ingenlunde på den lade side. Det var Dan Jørgensens lidt mugne svar på Informations behandling af regeringens klimapolitik.
Og han har ret. En række klimaaftaler er indgået mellem juni 2020 og nu: 1. energi og industri, 2. en grøn affaldssektor, 3. grøn omstilling af vejtransporten, 4. stimuli og grøn genopretning, 5. grøn skattereform og 6. grøn omstilling af dansk landbrug. Derudover har vi fået infrastrukturplanen med horisont 2035.
Aftalerne sigter på energieffektiviseringer i industrien og nye teknologier, lavere registreringsafgift på hybrid- og elbiler og en skattereform, der på længere sigt skal indeholde en CO2-afgift.
De store projekter og det store erhvervsliv er vindere over hele linjen.
Derudover er der skatterabatter til grønne investeringer og støtte gennem investerings- og innovationsfonde – og en fond for plantebaserede fødevarer til landbruget, der lover grønne skove og udtagning af lavbundsjorde samt bedre brug af gylle og ændring af foderstof, så køerne prutter mindre.
Penge kanaliseres til erhvervslivet
Når man kigger på de forskellige politikker er det slående, hvor mange penge der skal kanaliseres over til erhvervslivet. Skattelettelser, nemmere adgang til grøn bil, energiøer og landbrugsstøtte til at fortsætte samme produktionsmønster med ekstra penge til de grønne tiltag.
Infrastrukturplanen er på 161 milliarder kroner, hvoraf de 64 milliarder er til veje, de 86 milliarder til jernbaner. Men hvor de 52 milliarder er til nye vejprojekter (81 procent), er det 45 milliarder for jernbanetiltagenes vedkommende (52 procent). 11 milliarder er til andre projekter. Derudover er næsten 13 milliarder sat til side til vej og metro til Lynetteholm.
Genopretningspengene fra EU på 11, 6 milliarder kroner bliver brugt til specifikke projekter under disse planer og politikker. Civilsamfundsorganisationer, der skulle deltage i planlægningen af brugen af pengene, blev holdt udenfor.
De store projekter og det store erhvervsliv er vindere over hele linjen. De tretten klimapartnerskaber ledes af topchefer fra Mærsk, Aalborg Portland, Danish Crown og så videre.
Omstilling er ikke kapitalismeneutral
Så jo, Frederiksen og fæller gør noget for den grønne omstilling, industripolitikken og eksporterhvervene på én og samme tid. Danmark skal være en vindernation, hvem har ikke brug for ’vores’ teknologi? Det har Indien da, og Tyskland mangler elegante digitale løsninger i offentlig administration. Aalborg Portland står i spidsen for forsøg med at putte CO2 ned i undersøiske gravkamre i Nordsøen.
Det er en levende skam, at bevægelser og partier ’lidt-til-venstre’ ikke synes at have luret, at omstillingen ikke er kapitalismeneutral. For nogle år siden var erhvervstoppen modstræbende, men nu er den hoppet op foran i det grønne tog.
Tvunget af et borgerforslag nedsatte regeringen et borgerting, der skulle komme med klimaløsninger. De kom med 117 forslag om stort og småt. Det er påfaldende, at der ikke er fulgt op på de borgernære forslag. Regeringen har valgt side, og sympatien er på de stores omstillingsgevinst.
Derfor kan det undre, at nogle fra centrumvenstre påpeger, at den grønne omstilling da ikke skal begrænses af pengene, for staten kunne bare låne noget mere. Til fordel for hvem? På de internationale markeder flød 35 billioner dollars ind i bæredygtige investeringspuljer i 2020. Så meget, at der nu tales om, at alle de fonde, der er til rådighed til udvikling af grøn energi, kan føre til fejlinvesteringer, kursstigninger, høj gældsættelse, eller at kapaciteten til udbygningen ikke er til stede. Risikoen er, at den fossile industri slår til igen.