Læserbrev
Grøn omstilling er en moderne molbohistorie
At tilplante 2500 kvadratkilometer med ny skov og udtage 4000 kvadratkilometer jorder af landbrugsdrift lyder måske umiddelbart som en god idé (og er helt sikkert en fed forretning), tiljubles af Danmarks Naturfredningsforening, men rummer store fundamentale problemer.
|
Den hypede grønne omstilling er desværre i høj grad lig den berømte molbohistorie om storken i kornmarken, som de dumme molboer var bekymret for ville træde kornet ned.
Da hyrden, der blev udvalgt til at jage storken bort, imidlertid havde sådan nogle store fødder, besluttede man at lade otte molboer bære ham på et markled, så man kunne jage storken ud af marken, uden at hyrden trådte kornet ned med sine store fødder.
Molbohistoriens dumhed er så karikeret, at selv de dumme forstår den.
De store nutidige dumheder, denne tekst overfladisk handler om, er oftest noget sværere at gennemskue og – modsat molbohistorien – styret af det allestedsnærværende nutidige samfundselement: penge. Eller rettere: profitmaksimerings-, gældsætnings-, spekulations- og vækstøkonomi.
Selv om dumheden på sin vis ofte er lige så stor i dag, så indtjener nutidens grønne molbohistorier milliarder og atter milliarder.
Og ikke før vort ubæredygtige økonomiske system gøres bæredygtigt, bliver den fupgrønne omstilling ægte grøn. Som det så klart og tydeligt redegøres for i forlaget Solidaritets lille oversatte mesterværk fra 2015 ”Hvad enhver miljøforkæmper behøver at vide om kapitalismen”.
Farvel til Østeuropas natur
For 19 år siden besøgte en af Englands førende vandbilleeksperter mig. Bob Merritt fortalte om den mangeårige kamp for at redde de sidste rester af britiske tørvemoser.
Efter årtier med indædt modstand var pottemuldsindustrien nyligt vendt på en tallerken. Forklaring: Åbningen af Østeuropa for markedsøkonomi havde givet adgang til Europas sidste store urørte tørvemoser.
Så Storbritanniens pottemuldsindustri flyttede i al hast frivilligt østpå og øgede profitten som følge af lave driftsomkostninger, lønninger plus få produktionskrav og regler.
Så vidt jeg husker, glemte hyklerne ikke at reklamere massivt i hjemlandet for at have reddet de sidste rester af britiske tørvemoser.
Takket være Den Grønne Trepart er de jorder nu blevet en guldgrube for landbruget og de reelle ejere bag det gældsatte erhverv – banker og kreditinstitutioner.
I 1993, kort tid efter Murens fald, besøgte jeg Europas sidste lavlandsurskov, den 1.500 kvadratkilometer store Bialowieza-skov i det østlige Polen og vestlige Belarus og fik indsigt i, hvad Verdensbanken med flere havde af ubæredygtige planer for Østeuropas vidunderlige skove.
Dengang fandtes endnu omtrent ti procent af Europas biologisk rige ur- eller naturskov, og næsten alt dette voksede i Østeuropa. Vesteuropas biologisk rige skov var for længst hugget om og erstattet af plantageskov eller landbrugsjorder. Læs mere her.
I de sidste to årtier er størstedelen af Europas sidste biologiske skov blevet fældet i Østeuropa. Mest tragisk er, at hovedparten er anvendt som C02-neutral brændsel i Vesteuropas kraftværker, blandt andet i Danmark.
Europas allermest værdifulde skovnatur er bevidstløst blevet hugget til flis og brændt sammen med brugte bildæk i Vesteuropa og USA, der ovenikøbet skamløst peger fingre ad Østeuropas fortsatte brug af CO2-forurenende kul.
EU’s skove har tabt omkring en fjerdedel af sin årlige kulstoflagring i perioden fra 2002 til 2020, skriver NOAH. Tabet i biodiversitet er endnu mere katastrofalt.
Læs mere om NOAH’s aktuelle kampagne for stop for afbrænding af verdens skove, under påskud af at det er vedvarende energi her.
Grøn Trepart er en ommer
Den Grønne Trepart-aftale er skabt i samme molbohistorieånd, som nogle – de sædvanlige – tjener milliarder på. At tilplante 2500 kvadratkilometer med ny skov og udtage 4000 kvadratkilometer jorder af landbrugsdrift lyder måske umiddelbart som en god idé (og er helt sikkert en fed forretning), tiljubles af Danmarks Naturfredningsforening, men rummer store fundamentale problemer.
For eksempel ser vi lige nu prisen på landbrugsjord stige eksplosivt. En hektar risikerer at komme til at koste en halv million kroner til efteråret, når de 15 procent af det nuværende landbrugsareal, der skal tages ud af drift, skal være udpeget. Og efterfølgende kompenseret af skatteyderne.
Blandt andet lavtliggende jorder der om få år af sig selv ville blive genoprettet af ændrede regnmønstre og højere vandstand.
Jordene er faktisk dødsdømte som de kornmarker, de har været unaturligt drænet til at være i et halvt århundrede – med store skader for blandt andet havmiljøet.
Takket være Den Grønne Trepart er de jorder nu blevet en guldgrube for landbruget og de reelle ejere bag det gældsatte erhverv – banker og kreditinstitutioner.
Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter, som man siger. Selv om “landbrugsmafiaen”, bankerne bag og deres politiske stråmænd udmærket ved, hvad de gør.
Danmarks 470.000 ikke-økologiske malkekøer (på stald) har siden nytår fået midlet Bovaer, som reducerer køernes metanholdige bøvser og prutter med en fjerdedel. Landmænd melder om deprimerede køer på grund af ondt i maven, som køer som bekendt har hele fire af.
Det er samme molboånd som ideen, der reducerer industrilandbrugets store CO2-udslip ved – på en fabrik – at binde CO2 fra luften i såkaldte biokul for efterfølgende at sprede og deponere dem i agerjorder.
I det bæredygtige landbrug opbygges et tykt jordlag af organisk materiale med et rigt mikrobielt liv, der automatisk binder store mængde CO2, forhindrer udtørring samt øger biodiversitet i form af for eksempel flere stære, lærker, gulspurve, agerhøns, viber med mere.
Så i stedet for molbobiokul, så omlæg al landbrugsjord til økologisk eller biodynamisk drift, og slip køerne fri på naturlige græsmarker! Så vender både fuglene og CO2’en tilbage til jorden.
I en verden med støt stigende fødemangel er det desuden forkert at tilplante 2500 kvadratkilometer landbrugsjorder med træer, der de første mange, mange år vil være fattigere på biodiversitet end det østeuropæiske urskovstræ, Danmark skruppelløst har fyret med i kraftværker i årevis for at forsøge at indfri en fortænkt politisk beslutning om et stærkt reduceret CO2-udslip uden reduktion af vores overforbrug.
Vi har brug for et naturligt landbrug, der er maksimalt modstandsdygtigt over for de hastigt fremadskridende klimaforandringer. Ikke endnu en moderne molbohistorie styret primært af ubæredygtige økonomiske interesser.
Denne er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
31. marts 2025 | 11:43
