Kommentar
Gamle gaskrige og nye gasledninger
Der er mere på spil end gas, men den er også uendelig vigtig i den uoverskuelige krig, der nu føres.
|
I 2006 og 2009 førte Rusland og Ukraine, hvad der blev betegnet som ’gaskrige’. Det drejede sig om den pris, Ukraine skulle betale for russisk gas, samt hvilken tarif Ukraine skulle have for transit af gas til Central- og Vesteuropa. I slutningen af 2005, efter valget af den anti-russiske præsident Viktor Yuschchenko, krævede Rusland gennem Gazprom, at Ukraine skulle betale det samme som andre kunder for gassen, hvilket Ukraine nægtede. Efter at Rusland havde lukket for gassen et par dage, blev der fundet et kompromis.
I 2009 var den gal igen. Da havde Ukraine også oparbejdet ubetalte regninger for gassen, men en løsning blev gjort nemmere, efter at den pro-russiske Yanukovych blev præsident i 2010. Transitmængden blev sat til 110 milliarder kubikmeter om året, og Ukraine fik rabat på gasprisen mod en 25 års forlængelse af Ruslands lejemål af flådehavnen Sevastopol på Krim. Ukraine brugte en del af et IMF-lån til at betale gælden. Rabatten forsvandt i 2014, da Rusland erobrede Krim. I 2019 blev transitgassen kontraktligt reduceret til 40 milliarder kubikmeter om året, 110 millioner kubikmeter om dagen.
Nord Stream 1 og siden 2 blev bygget på foranledning af Tyskland, der havde brug for ekstra gas til
erstatning af atomkraft og brunkul.
Komplicerede rørsystemer krydser Ukraine. De vigtigste er Soyuz (Union) og Bratstvo (Broderskab), der forsynes af rørledninger fra forskellige gasfelter mod øst, men løber sammen før grænsen til Slovakiet. Derudover får EU gas fra den 4.000 kilometer lange Yamal-rørledning fra Vestsibirien, der føres gennem Belarus til Polen og Tyskland. TurkStream går gennem Sortehavet og splittes derefter i to grene, hvoraf den ene sendes til Tyrkiet og den anden til Bulgarien. Så er der selvfølgelig Nord Stream 1 og 2, der hver har en kapacitet på 55 milliarder kubikmeter om året. Yamal kan årligt transportere 33 milliarder kubikmeter, TurkStream 31,5 milliarder kubikmeter gennem de to grene, og Ukraine-systemet kan i princippet levere 110 milliarder kubikmeter.
Soyuz er blevet lukket af Ukraine, Nord Stream 1 af Rusland, og Nord Stream 2 er ikke taget i brug. Pudsigt nok har Rusland øget trykket i Bratstvo-systemet i september, så forsyningen mod vest overskrider 40 millioner kubikmeter om dagen. Ukraine får ikke gas direkte fra Rusland mere, men køber den fra Slovakiet gennem en ’bagdørs’-operation. I øvrigt har Ukraine selv udviklet nogle gasfelter og har reduceret behovet for import kraftigt.
USA og andre vestlige magter advarede mod Nord Stream 1 og 2 med den begrundelse, at Ukraine ville blive svækket af, at Rusland fik flere alternative ruter for gastransport.
Nord Stream 1 og siden 2 blev imidlertid bygget på foranledning af Tyskland, der havde brug for ekstra gas til erstatning af atomkraft og brunkul. I al for lang tid havde det nemlig undladt at investere i højspændingsnettet, så der kunne sendes grøn overskudsstrøm fra for eksempel Danmark til Sydtyskland. En absurd konsekvens af denne undladelsessynd er, at spotprisen på dansk vindmøllestrøm undertiden er negativ. Endnu mere absurd: Tyskland betaler ligefrem for at stoppe danske vindmøller fra at producere i stærk blæst for at prioritere egen nordtysk vindkraft.
Der er mere på spil end gas, men den er også uendelig vigtig i den uoverskuelige krig, der nu føres. Er det Rusland, der står bag de eksplosioner, der har ført til læk i Nord Stream 1 og 2? Og hvordan kunne det ske? Nogle af os mindes tidligere syninger af mistænkelige ubåde i svensk farvand, men åbenbart har der – trods NATO’s oprustning og forhøjet trusselsniveau – ikke været mistanke om, eller overvågning af, ’usædvanlig’ aktivitet i Østersøen. Det står fast, at krigen om gassen ikke er ny, heller ikke krigen gennem gassen. Nu med andre midler.
01. oktober 2022 | 06:00
