anmeldelse
Frihed og ansvar i den offentlige service
Hvis regeringens tanker om "frikommuneforsøg" betyder øget indflydelse til de professionelle på de kommunale arbejdspladser, så kan det blive spændende. Men det er afgørende at holde fast i et ensartet højt niveau af velfærd og undervisning over hele landet.
|
I sin nytårstale lagde statsministeren op til, at de såkaldte “frikommuneforsøg” skal udbredes til alle kommuner. Der er tale om en spændende tanke, hvis det betyder øget indflydelse til de professionelle på de kommunale arbejdspladser. Men det er afgørende, at vi fastholder et fælles højt niveau af velfærd og undervisning over hele landet.
Udviklingen i den offentlig sektor har i alt for mange år været præget af, at man politisk både fra Christiansborg og i kommunerne har detailstyret indhold og rammer. Det har skabt øget bureaukrati og spildtid. Men afbureaukratisering må ikke blive en snuptagsløsning på at sikre bedre velfærd for de samme ressourcer. Da man på Christiansborg besluttede, at lærerne skulle udarbejde de såkaldte “elevplaner” for alle elever, var meldingen, at det kunne ske uden ekstra ressourcer til skolen. Men i forbindelse med debatten om igen at afskaffe elevplanerne var Finansministeriet langt i beregninger af, hvor meget man kunne spare i den forbindelse. Det giver selvfølgelig ingen mening i den virkelige verden, hvis lokal frihed på den måde bliver en måde at hive fiktive penge op af hatten.
Afbureaukratisering må ikke blive en snuptagsløsning på at sikre bedre velfærd for de samme ressourcer.
Alligevel er diskussionen om øget frihed til de professionelle central. Alt for stor en del af de offentligt ansattes tid går med at opfylde centralt fastsatte opgaver og mål – og efterfølgende dokumentere det. Selvom tiden kunne være brugt langt bedre på andre konkrete opgaver. Der er behov for en overordnet diskussion om, hvordan vi styrer den offentlige sektor, og hvordan vi bedst muligt bruger tid og ressourcer lokalt. Det handler først og fremmest om at have respekt for de professionelles dømmekraft. Det kræver stærke professionsuddannelser, og det kræver god ledelse, som bygger på stærke relationer og gensidig tillid, uanset om det er i undervisning, ældrepleje eller sundhedssektoren. Vi skal opbygge tætte forpligtende samarbejder på de offentlige arbejdspladser mellem ledelse og ansatte – og mellem arbejdspladser og forvaltninger.
Rimelige rammer og vilkår
I et velfærdssamfund kan der selvfølgelig ikke være total frihed på alle hylder. Frihed eksisterer ikke i det tomme rum. Det er Folketingets ansvar at sikre alle borgeres rettigheder til for eksempel sundhed, pleje og undervisning og sørge for rimelige vilkår og rammer for, at det kan lade sig gøre i praksis. Det kan være i form af minimumsnormeringer i daginstitutioner og ældrepleje eller behandlingsgaranti i sundhedsvæsnet. På folkeskoleområdet handler det for eksempel om gratis undervisning, sikring af økonomi og ret til undervisning af en uddannet lærer. Der må være en række fælles krav og forventninger for den offentlige service i hele samfundet.
Også på indholdssiden er det vigtigt at definere den fælles folkeskole. Det gælder for eksempel fagrækken, det vil sige, hvilke fag skolerne er forpligtet til at undervise i og hvor meget. Og selvfølgelig også overordnede mål for hvad fag og undervisning skal indeholde. Det skal være muligt at flytte fra Gentofte til Grenaa og alligevel møde den samme folkeskole. Ellers ender vi med, at man i den ene kommune beslutter at konvertere al historieundervisning til kristendom, mens man i nabokommunen gør det modsatte.
Ensartet høj velfærd over hele landet
Jeg håber, at statsministerens tale kan blive startskud til en grundlæggende debat om, hvordan vi skal styre den offentlige sektor fremover. Det bliver centralt at diskutere, hvilke “hegnspæle” vi bør holde fast i for at sikre en ensartet høj velfærd over hele landet. Det er stadig Folketingets ansvar at sikre velfærden og ressourcerne til den offentlige service. Og lad os så sætte de professionelle fri til at løse de opgaver, de er uddannet til at løse. Folketinget må bruge kræfterne på, hvad den offentlige sektor forventes at yde, mens vi professionelle får større frihed til at beslutte, hvordan vi løser opgaven. Helst så lokalt som muligt.
27. januar 2022 | 15:47
