Læserbrev
Fremtidens by?
Efter jeg flyttede til Mjølnerparken, oplevede jeg en måde at være naboer på, der var ny for mig.
|
Den 1. december for to år siden stod jeg i støvregn sammen med mange andre foran Christiansborg til den årlige demonstration mod “ghettolisterne”.
Mellem varme hilsner og udveksling af opdateringer fra mine naboer fra Mjølnerparken og andre almene beboere fik jeg også tid til at lytte til talerne.
Én af talerne malede med ord et billede af fremtidens ideelle by: Et lokalsamfund med et stærkt fællesskab, sammenhængskraft, omsorg der var omgivet af frodige grønne rammer med høj grad af biodiversitet.
Og lige der slog det mig – det jeg jo egentlig godt vidste – at det var det, vi havde i Mjølnerparken. Eller rettere sagt: havde haft. Men det vil jeg komme tilbage til.
En ny form for naboer
Jeg flyttede til Mjølnerparken i 2014. På det tidspunkt havde jeg boet flere forskellige steder i København, senest i en årrække på Vesterbro.
Jeg var glad for at bo på Vesterbro, men efter jeg flyttede til Mjølnerparken, oplevede jeg en måde at være naboer på, der var ny for mig. I Mjølnerparken hilser man på hinanden, man kender alle familierne fra ens opgang, man ser de børn, der altid leger i gårdene, vokse op – og man hjælper hinanden.
Jeg har hjulpet børn og unge med deres lektier, og jeg har selv fået hjælp til alt fra at købe bil, sætte gardiner op, tømme et kælderrum og bære tunge indkøbsposer.
Og så er der de tætte venskaber, der organisk gror frem og forankrer sig, hvor man bliver en del af hinandens hverdag som en udvidet familie.
Da jeg var nytilflyttet, oplevede jeg selv at blive mødt med en helt særlig rummelighed og accept af forskellighed. Og frem for alt en vilje til at mødes omkring det vi har til fælles og deler.
Det er de uformelle fællesskaber.
Derudover har vi i Mjølnerparken de forskellige fejringer, der efterhånden er blevet traditioner: Den årlige fastelavnsfest, julefest, sommerfest, Eidfest, turene til for eksempel Bakken og Tivoli og ikke mindst den årlige fejring af årets dimittender fra gymnasiet og af alle andre unge der har gennemført en ungdomsuddannelse i årets løb.
Vores fælleshus var dengang den fysiske ramme. Det dengang stadigt eksisterende seniorbofællesskab var motoren bag mange af disse fejringer.
Og der var grønt.
Ude foran mine vinduer blomstrede en rig flora.
På et tidspunkt var busken fra mine underboer vokset op foran mit vindue i soveværelset, så jeg så direkte ud i en frodig grøn busk, lige midt i byen på Nørrebro.
Om sommeren summede det af bier og andre insekter, og om aftenen var man ved at gå ind i et pindsvin.
Almene boliger skaber fællesskaber
Jeg følte mig velkommen og værdsat i et miljø præget af familieliv, tryghed og samhørighed.
Gennem mine venskaber med beboere i andre almene boligområder har jeg lært, at dette fællesskab ikke kun er særligt for Mjølnerparken; det er helt almindeligt i mange almene boligområder.
Mjølnerparken bliver i medierne og af politikere beskrevet med mange negative ord.
Sjældent bliver det billede modsagt eller blot nuanceret. Alt for længe har både medier og politikere talt om social udsathed, kriminalitet og ja, endog “parallelsamfund”.
Den fortælling er så udbredt, at flere nærmest pr. automatik omtaler vores boligområder som “socialt boligbyggeri” i stedet for det som de rettelig er: almene boliger.
Gennem mine venskaber med beboere i andre almene boligområder har jeg lært, at dette fællesskab ikke kun er særligt for Mjølnerparken; det er helt almindeligt i mange almene boligområder.
Jeg mener, det er på tide, at vi korrigerer fortællingen om almene boligområder.
Har der været udfordringer i Mjølnerparken til tider? Ja, det har der.
Men på trods af at det er problemerne, der på grund af nyhedsinteressen har mediernes fokus, oplever jeg som beboer i Mjølnerparken, at disse er en lille del af virkeligheden, en meget lille del.
Jeg ved, at jeg af nogle vil blive beskyldt for at male et skønmaleri, men selv når man ser på statistikkerne for Mjølnerparken, så ser man, at antallet er dømte kriminelle de seneste år har ligget på omkring 2,7 procent.
Dette betyder, at vi er 97,3 procent, der ikke er dømt for kriminalitet. Det er meget tæt på 100 procent.
Og det, der kendetegner flertallets såvel som mit eget liv og hverdag, er altså madpakker, eksaminer og fødselsdage.
Det er fælles ture til Bakken, og det er grønne, inkluderende gårdmiljøer, hvor man mødes på bænkene med sine naboer til et lydtæppe af legende børn. Hvor man ved, at man altid kan banke på hos naboen og bede om hjælp.
Fælleshus er blevet revet ned
I disse år gennemgår Mjølnerparken en omfattede renovering, den helhedsplan beboerne i 2015 stemte for, og som betyder, at afdelingen renoverer alle boliger indeni, samtidig med at der også sker en omstrukturering af de ydre arealer.
Dette har medført, at alle de grønne gårdmiljøer i gårdene midlertidigt er blevet nedlagt, at alle de buske, der omkransede haverne til stueboligerne, er fældet med et omfattende umiddelbart tab af biodiversitet til følge.
Vores fælleshus, der var rammen om mange beboerdemokratiske aktiviteter og fester såvel som fritidsaktiviteter både for beboere og andre københavnere, er blevet revet ned, og det nye, vi var blevet lovet som en del af helhedsplanen, er blevet droppet.
Og ikke mindst er Mjølnerparken ramt af “ghettoloven”, der har medført, at vores udlejer har valgt at opsige alle beboerne i to af gårdene, halvdelen af Mjølnerparken. Mange af de eksisterende sociale fællesskaber såvel som det grønne udemiljø i Mjølnerparken er således brudt op.
Modstand har skabt stærkt fællesskab
Beboernes modstand mod uretfærdighed, diskrimination og tvangsflytninger har dog også skabt endnu stærkere samhørighed og fællesskab.
Ud over individuelle indsigelser mod de opsigelser vi har modtaget, stævnede en gruppe beboere i maj 2020 Boligministeriet for det, vi mener er diskriminerende behandling og lovgivning.
Den sag kører p.t. i Østre Landsret, som senest har sendt sagen til præjudiciel forelæggelse hos EU-domstolen. Kampen mod diskriminerende lovgivning og behandling har skabt endnu stærkere samhørighed og solidaritet mellem beboerne. Eksisterende bånd er styrket, og nye er skabt.
Den dag for to år siden i støvregnen til demonstrationen foran Christiansborg indså jeg, at dét lokale fællesskab, vi havde og har i Mjølnerparken, for nogle er et ideal: idealet om fremtidens nære bysamfund.
Når alle blokke står færdigrenoverede, og de forskellige retssager har nået deres afgørelse, er jeg fuld af tiltro til, at vi beboere med solidt fundament i dette fællesskab vil genskabe vores grønne områder, således at de igen bliver fremtidens by.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. februar 2024 | 11:50
