hvordan anser vi historien?
Fra forførelse til forandring – arbejderklassens opgør med neoliberalismens løgne
Arbejderbevægelsen er verdens største folkelige interesseorganisation, men dens kraft er intet værd, hvis den ikke bruges. Det er ikke nok at holde konferencer og skrive pressemeddelelser. Der skal handling til.
|
I en verden præget af kriser og usikkerhed, fodres vi dagligt med en fortælling om fremskridt, vækst og arbejdsmarkedets “behov”. De store mediehuse – mange delvist statsfinansierede – kører i takt med erhvervslivets og statens interesser. Vi får at vide, at “der mangler arbejdskraft”, at løsningen er mere import af “talenter” fra det globale syd, mens over 13 millioner mennesker i EU står uden job. Hvad enten det er DR, TV 2 eller deres internationale fæller, taler de sjældent om det reelle problem: et arbejdsmarked og et samfund, der er bygget til kapitalens behov – ikke menneskets.
Men det er ikke kun i Danmark, vi ser denne skævhed. Ser man mod USA, dominerer privatejede mediegiganter som Rupert Murdochs imperium og Fox News. De fremmer en neoliberal dagsorden, hvor markedet er Gud, og solidaritet er synd. Disse medier er ikke neutrale formidlere af information – de er politiske aktører, hvis formål er at fastholde den nuværende orden, hvor magt og rigdom koncentreres hos de få, og arbejderklassen holdes splittet og passiv.
Vi har accepteret, at profit kommer før mennesker, og at ulighed er et vilkår. Medierne, politikerne og selv dele af fagbevægelsen har indoptaget denne tankegang – og arbejderklassen betaler prisen.
Neoliberalismen – denne økonomiske ideologi, der har præget verden i årtier – har nedbrudt fællesskaber, knust velfærdsstater og privatiseret alt, hvad der før var fælles. Og det mest skræmmende? Den er blevet normal. Vi har accepteret, at profit kommer før mennesker, og at ulighed er et vilkår. Medierne, politikerne og selv dele af fagbevægelsen har indoptaget denne tankegang – og arbejderklassen betaler prisen.
Alt imens stirrer vi ned i vores mobiltelefoner. Algoritmerne fodrer os med underholdning, overfladisk vrede og konstant distraktion. Den digitale forførelse er total – og for hver dag der går, bliver vi ”dummere” og mere afkoblet fra virkeligheden. I stedet for at organisere os, swiper vi. I stedet for at samles, scroller vi. Vi må vågne op – det er nu.
Arbejderbevægelsen har en historisk forpligtelse. Den er verdens største folkelige interesseorganisation, men dens kraft er intet værd, hvis den ikke bruges. Det er ikke nok at holde konferencer og skrive pressemeddelelser. Der skal handling til. Der skal aktivisme til. Vi må tilbage til gaden, til værkstedet, til mødesalen. Til kampen.
Klimakrisen, den voksende ulighed, demokratisk underskud og social fragmentering – det hele hænger sammen. Det er symptomer på en verdensorden, hvor menneskelig værdi måles i produktivitet og forbrug. Hvis vi vil ændre verden, skal vi begynde med os selv – og med vores organisering.
Vi skal kræve en ny samfundsmodel. Én hvor fællesskab, ligeværd og solidaritet ikke bare er ord, men praksis. Vi skal udfordre de magtstrukturer, som medierne, politikerne og markedet opretholder – og vi skal turde gøre det højt, sammen og vedholdende.
Det er tid til at kigge op. Nok er nok.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. maj 2025 | 06:00
