Se billederne
Ja, der er hårdt arbejde, stejlt op ad bakken, men Arbejderbevægelsen kan ikke løbe fra sin historiske forpligtelse, som skribenten skriver. Som direkte producent har arbejderklassen den egentlige magt, og kan til hver en tid lamme produktionen.
Man må ræsonnere, at arbejderklassens ledere underforstået har overladt magten til modparten, overklassen/imperialismen, fordi de mener, at de er bedre til at lede og fordele arbejdet til fælles bedste. Og kapitalismen har da også skabt en anarkisk vækst, produktion, indkomst, forbrug – og rovdrift på naturen, som folk worldvide, inklusiv arbejderklassen stadig falder pladask for. Men prisen for at afgive den materielle magt, eller kompromiset med kapitalen, har altså, udover rovdrift på naturen, og derfor har vi jo logisk klimakrisen – som med den altdominerende væksttankegang, trods løfter om at klimateknologi kan genoprette klimabalancen, kun bliver mere og mere uddybet som stigningen i CO-2 indholdet i atmosfæren sort på hvidt dokumenterer – tillige været afgivelse af den politiske magt, herunder partipolitisk repræsentation i fx det danske folketing (der jo udelukkende består af krigeriske pro-imperialistiske partier, inklusiv EL). Derfor fremstår arbejderklassen, udover al det overflødige ragelse og blikspande, den har fået raget til sig som følge af vækstkompromiset med kapitalen/imperialismen, som politisk impotent, og har således ingen gennemslagskraft på fredsfronten, men ser, som enhver kan se, passivt til på sidelinjen til imperialismens krige – som den i det mindste kunne standse ved at nægte at producere dødbringende krigsmateriel.
Som skrevet før, er ovennævnte kompromis diametralt i strid med Marx´s og Lenin´s socialismestrategi – som også går ud på at indføre et alternativt lærings- og uddannelsessystem, som man bla. så spirerne til på Marx-universiteterne i Sovjet og DDR.
Hvis tendensen mod flere krige og intensiveret klimaødelæggelse skal vendes, skal der altså “andre boller på suppen” og det er, og forbliver kun kapitalismens-imperialismens modpol, arbejderklassen, der har saft og kraft til at gennemføre denne transformation, hvem ellers? Arbejderklassen kan ikke blive ved med at løbe fra ansvaret , men må og skal påtage sig dette. Og se at komme i gang med sin historiske opgave.
