Digterens skæbne
Folkeskolen har store uløste økonomiske udfordringer trods reform
SVM-regeringens folkeskolereform kompenserede hverken for voksende inklusionsopgave eller udhuling af ressourcerne.
|
Formanden for Danmarks Lærerforening er gået på barrikaderne. Han advarer – berettiget – indtrængende om, at ”folkeskolen er på randen af sammenbrud”.
Problemerne, der peges på, handler i sidste ende ikke mindst om ressourcemangel: Der mangler milliarder i folkeskolen, blandt andet til specialundervisning, hvortil midlerne i dag fragår almenundervisningen, der udmarves. Og der er brug for at investere i flere lærere til at højne niveauet, til flere specialpædagogiske indsatser og til bedre samarbejde med forældre til de mange børn, som ikke trives og derfor ofte er fraværende.
Men færre søger ind på seminarierne, og antallet af vikarer i folkeskolen er næsten fordoblet på ti år.
Andreas Rasch-Chistensen, forskningschef ved VIA University College, tilføjer:
– Man ved faktisk godt, hvad der skal til, for at få folkeskolen på ret kurs: To lærere i klasserne, flere specialpædagogiske kompetencer, ikke for mange elever i hver klasse og en god læreruddannelse.
Kun et meget lille løft
Undervisningsminister Mathias Tesfaye har imidlertid langt hen ad vejen tilbagevist kritikken:
– Det er alt for voldsomt at tale om, at skolerne skulle være på sammenbruddets rand – De fleste lærere siger, de er glade for at gå på arbejde. De fleste børn er glade for at gå i skole. De starter på en uddannelse bagefter. Vi er i international sammenhæng nogle, man kigger efter. Der er masser af ting, der lykkes i folkeskolen.
Han hævder, at der ”allerede er truffet en række politiske beslutninger, som skal hjælpe på problemerne”. Her henviser han til den folkeskolereform (”Folkeskolens Kvalitetsprogram”), som han og SVM-regeringen i marts indgik en politisk aftale om om med K, LA, R og DF og som træder i kraft efter sommerferien.
En stor og voksende økonomisk udfordring, som Folkeskolens Kvalitetsprogram eksempelvis intet gør for at løse, er den voksende inklusionsopgave
Problemet med denne ”reform” er imidlertid, at den lige netop gik uden om de store økonomiske udfordringer for folkeskolen. Aftalens hovedelementer handler i stedet primært om styring af og strukturændringer i skolen og undervisningen inden for den nugældende ressourceramme.
Det må anerkendes, at der er positive enkeltelementer i ”reformen”, herunder at dele af SRSF-regeringens famøse ”folkeskolereform” fra 2014 tilbagerulles ved at afskaffe den ”understøttende undervisning”, som en pæn del af den daværende udvidelse af undervisnings-timetallet gik til.
Men man skal lede længe i reformen efter et egentligt løft af folkeskolens standard, økonomi og bemanding.
Ganske vist afsættes i reformen milliarder af kroner til bedre faglokaler og 450 millioner kroner til flere papirskolebøger. Men det er over 6 år og handler primært om anlæg.
Der er derimod kun meget få penge i reformen til løft af folkeskolens drift, standard og bemanding. Ud af reformens samlede finansiering på 3.355 millioner kroner i 2030 er der kun 740 millioner hertil i nye penge. Heraf er 500 millioner kroner reserveret til mere intensiv undervisning for elever med læringsvanskeligheder.
Godt, men altså intet løft af undervisningen og bemandingen generelt. De fleste af pengene – godt 2.500 millioner – tilvejebringes ved nedlæggelsen af ”understøttende undervisning”. Det vil sige indenfor den eksisterende time – og ressourceramme.
Kompenserer ikke voksende inklusionsopgave
Dermed løser Folkeskolens Kvalitetsprogram som anført ikke folkeskolens største udfordringer – de økonomiske.
En stor og voksende økonomisk udfordring, som Folkeskolens Kvalitetsprogram eksempelvis intet gør for at løse, er den voksende inklusionsopgave.
Siden SRSF-regeringens famøse ”inklusionsreform” reelt blev droppet i 2016, har antallet af børn i folkeskolen med specialtilbud været voksende. Hvor der i 2015/16 ”kun” var omkring 27.300 børn i specialtilbud, var det i 2024 steget til 34.000.
Fordi specialundervisning kræver langt flere lærerkræfter, er folkeskolens udgifter hertil således vokset kraftigt. Hvor specialområdet i 2016 udgjorde 20,5 procent af udgifter svarende til omkring 4,5 milliarder kroner, er andelen i 2022 steget til 26,3 procent svarende til lidt over 6 milliarder kroner. Dette vil i 2023 ved fortsat lineær vækstrate være steget til en andel på 26,6 procent svarende til godt 6,5 milliarder kroner.
Men: Da regeringen ikke har kompenseret kommuner og folkeskole herfor over de årlige økonomiaftaler, er kommuner og skoler blevet tvunget til at tage penge hertil fra almenundervisningen, som så tilsvarende forringes.
Dette er i realiteten ensbetydende med, at specialområdet er blevet underfinansieret. Fra 2016 til 2023 har folkeskolen således et efterslæb på godt minus 2 milliarder kroner i umiddelbar virkning eller omkring 1,2 milliarder kroner i varig virkning, som skal tilføres, hvis almenundervisningens økonomi skal gennemoprettes (2024 – pl).
Løser ikke ressourceefterslæb
Et andet kritikpunkt mod SVM-regeringens folkeskolereforms manglende løsning af folkeskolens økonomiske udfordringer er, at den heller intet gør ved den udhuling af folkeskolens standard og økonomi, som skete i 10’erne i kraft af en borgerlig økonomisk sparepolitik, der prioriterede skattelettelser på bekostning af velfærd.
Sparepolitikken betød, at udgifterne i folkeskolen faldt mere end elevtallet, og at standarden dermed forringedes.
Som konsekvens heraf kæmper folkeskolen i dag også med et ressourceefterslæb og et tilsvarende hul i normeringen med lærere. I forhold til standarden i 2009 løber det akkumulerede efterslæb i 2024 op i 3,5 milliarder kroner (2024-priser) i umiddelbar virkning eller omkring 2,1 milliarder kroner i varig virkning.
Alt i alt kæmper folkeskolen således, alene på grund af den manglende kompensation for inklusionsopgaverne samt den manglende genopretning for sparepolitikken, med et stort ressourceunderskud på i varig virkning 3,5 milliarder kroner.
Underfinansiering rulles ikke tilbage
Hertil kommer elefanten i klasselokalet: Den forringelse af kvalitet og økonomi i folkeskolen, som skete, da SRSF-regeringen med sin Folkeskolereform i 2014 udvidede antallet af undervisningstimer stærkt. Der var tale om en forringelse, da folkeskolen ikke blev tilført yderligere midler og lærerressourcer til at afholde de flere timer.
I stedet blev folkeskolereformen som bekendt finansieret ved, at lærerne betalte for de flere undervisningstimer gennem reduktion af deres forberedelsestid. Det vil sige flere timer blev ”betalt” med ringere forberedelse: Kvantitet i form af øget timetal blev betalt med ringere kvalitet i undervisningen.
Selv om undervisningstiden siden 2014 i et vist omfang er blevet sænket igen, trækker SRSF’s famøse Folkeskolereform stadig spor helt frem til i dag i form af, at der stadig mangler årsværk og økonomiske midler i betydeligt omfang til at modsvare til det øgede timetal.
Akkumuleret over perioden som helhed har underfinansieringen af folkeskolereformen af 2014 indebåret et samlet efterslæb for folkeskolen i perioden 2014-2023 på 13-14 milliarder kroner (i 2024-priser) i umiddelbar virkning eller lidt 8 milliarder kroner i varig virkning.
SRSF-regeringens folkeskolereform og overenskomstindgreb medførte således en markant forringelse af lærernes forberedelse, som selvsagt ikke kunne undgå at få tilsvarende negative konsekvenser for undervisningens kvalitet. Det er derfor en ressourceudhuling, som også burde genoprettes.
Økonomiske udfordringer uløste
I forhold til udviklingen i elevantallet, det vil sige i forhold til det ”lille” (umiddelbare/enkle) demografiske træk, har der således siden 2010 og frem til 2023 udviklet sig et samlet betydeligt underskud/efterslæb for folkeskolen.
Der er således et stort behov for at geninvestere i folkeskolen. Med den nylige opjustering af det økonomiske råderum med 58 milliarder kroner burde der være midler hertil.
Hvis der er politisk vilje hertil.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
04. juli 2025 | 12:57
