Klimamarch med krav til politikere
Fokus på fejl og mangler kan skabe passivitet
Vores borgerperspektiv er influeret af det narrativ, vi betragter borgeren igennem i det pædagogiske arbejde.
|
Han ligger på sengen iført ble, ligger med ryggen mod rummet og kigger ind i væggen. I bleen er der frisk afføring, han gør ikke antydning til at ville gøre noget ved dette. For 14 dage siden sad han på toilettet og besørgede som det mest naturlige i hele verden.
Da den faste kontaktperson er taget på sommerferie, har en ivrig elev taget over på opgaven med at være omkring borgeren. Hendes iver og ihærdighed har omfavnet ham i en grad, så han er endt med at blive passiv i eget liv.
Hendes narrativ er, at han er hjælpeløs og ikke har ressourcer til selv at tage ansvar for eget liv.
På et splitsekund er han forvandlet til en afhængig voksen, der besørger i bleen og ikke får sat som forventning, at han kan hjælpes på toilettet.
Denne stagnation fører en yderligere passivisering med sig i samarbejdet med borgeren, og langsomt vil han miste de funktioner, han har.
Derefter er han 100 procent afhængig af, at der er en omsorgsperson i hans nærhed.
Fokusér på ressourcer
Desværre oplever jeg, at der er en tendens til at møde de borgere, der har ophold på eksempelvis de socialpsykiatriske bosteder, med et blik på deres fejl og mangler fremfor at fokusere på den enkeltes ressourcer og udviklingspotentiale.
Vores dokumentationssystem samt et utal af kontrolinstanser i form af eksempelvis det, man kalder brøset scoringer, er med til at støtte op omkring dette stigma.
Her observeres borgeren ud fra afvigelser fra det habituelle set fra følgende seks variable: Forvirring, irritabilitet, støjende adfærd, fysiske trusler, verbale trusler, angreb på ting eller genstande.
Dette værktøj igangsættes, for eksempel når borgere udskrives fra en psykiatrisk indlæggelse, er nyindflyttet, ved medicinsvigt eller når man som ansat oplever en ændring i borgerens adfærd, der vækker bekymring.
Jeg tænker, at det er stigmatiserende og demotiverende for samarbejdet, at der dagligt spørges ind til vedkommendes tanker i forhold til selvmord.
Der udføres scoring i hver vagt, og dette noteres i borgerens indsats. Hvis borgeren scorer mere end 2, skal der sættes en strategi i værk i forhold til, hvordan man håndterer borgeren.
Det kan som eksempel være, at man skal være to personer i kontakten med borgeren.
Det er udfordrende at skabe en meningsfuld relation fra den platform.
At have fokus på farlighedskriteriet hos borgeren gennem dagen tvinger mig til som ansat at vurdere borgeren ud fra den oplevelse, at han/hun er farlig, og at vi skal passe ekstra på.
Dette har stor betydning for, hvordan vi er omkring borgeren især på det rehabiliterende plan.
Det giver mig en følelse af utilstrækkelighed i mit arbejde, en oplevelse af at gå tre skridt tilbage og ingen frem.
Alt for ofte er det de samme borgere, der risikovurderes, og vores pædagogiske indsats kan ikke undgå at være præget af det.
Relationsarbejde handler i min optik i høj grad om, hvilket narrativ borgeren betragtes igennem, og frygt er ikke en motivation i det pædagogiske arbejde.
Gennem dokumentationen skal jeg ydermere redegøre for, om en borger har selvmordstanker eller på et tidligere tidspunkt har forsøgt at tage sit eget liv eller haft tanker om dette.
Så vi er forpligtet til at have et skærpet fokus på dette i vores daglige samarbejde med den pågældende borger.
Skæv og skadelig fokus
Det er forventet, at jeg i mine observationer tydeliggør borgerens psykiske trivsel og tanker omkring dette på daglig basis.
Jeg tænker, at det er stigmatiserende og demotiverende for samarbejdet, at der dagligt spørges ind til vedkommendes tanker i forhold til selvmord.
Langt hellere vil jeg møde borgeren i et tæt samarbejde og have de vigtige samtaler omkring eventuel mistrivsel, når det giver mening og har et formål for dennes trivsel.
Som det er i dag, forventes det, at jeg har et skærpet fokus på de borgere, der er selvmordstruede, udadreagerende, potentielt farlige og ikke mindst fysisk dårlige.
Alt dette er med til at skygge for arbejdet med borgernes recoveryproces.
Her forsvinder den dyrebare tid fra kerneopgaven, vores ansigt til ansigt-tid.
Men vigtigst af alt, så er risikoen for, at mit fokus primært bliver på fejl og mangler i borgersamarbejdet, voldsomt øget.
Recovery handler om relation, håb, visioner, mål og drømme om noget andet og noget bedre end det, der er lige nu.
Han ligger stadig på sengen iført ble med ryggen mod rummet og kigger ind i væggen. Den væg han har kigget ind i alt for længe uden at flytte sig ud af stedet.
Ind ad døren kommer hans faste kontaktperson. Hun spørger undrende ind til, hvorfor han ligger og endog med afføring i bleen.
Hun kender ham gennem mange år, og deres relation er blevet stærk. Hun lægger en hånd på hans skulder og siger: “Kom, så hjælper jeg dig ud på toilettet”.
17. juni 2021 | 07:42
