Udtalelse
Finanskapitalens klimatopmøde
Vi må have pengemændene bag fossilindustrien ud af global klimapolitik. Desværre er det blevet en stærk trend i FN i de seneste par årtier, at store virksomheder får stort spillerum til at sætte dagsordenen.
|
Der er mange brikker, der skal falde på plads, hvis det skal lykkes at få klimakrisen under kontrol, og nogle af dem skal lægges under COP 26, det kommende klimatopmøde i Glasgow fra den 31. oktober til den 12. november.
Det kommer ikke mindst til at handle om penge, og der kommer efter alt at dømme et sammenstød mellem Nord og Syd om regningen. Og så er der den anden side af pengeproblemet: De private finansmarkeder. Ifølge Parisaftalen skal finansstrømmene ”bringes i overensstemmelse med en vej mod lavt udslip”. Det vil sige, investeringsfonde og bankers investeringer skal sigte mod lavere og lavere emissioner i højt tempo.
Det giver al mulig mening. Hvis finansvirksomhederne uden videre kan pumpe billioner i udviklingen af fossile energikilder og støtte store gasinfrastrukturprojekter, så vil investeringer i vindmøller og anden vedvarende energi ikke være effektive. I værste fald kommer de grønne investeringer til at underbygge et merforbrug, mens det samlede udslip stiger. Det er måske lige så vigtigt at etablere ordninger for de private finansmarkeder, som det er at mobilisere offentlige penge.
Forslag til hvad der kan gøres
Der ligger da også et 31 sider langt forslag til, hvad der kan gøres, med konkrete henvisninger til, hvilke modeller der allerede er udviklet, som ifølge forslagsstillerne bør omsættes i praksis i en ruf.
Mark Carney har solgt varen ved at kalde klimaforandringer for ”en af de største kommercielle muligheder i vor tid”.
Det er udarbejdet af folk med forstand på finansmarkederne, ingen tvivl om det. Mark Carney, tidligere chef for den britiske nationalbank, har været i tæt dialog med bank- og investeringsverdenen og har på den baggrund skrevet en række forslag, der har bred opbakning blandt de store spillere på finansmarkederne. Faktisk er de fleste af hans forslag udviklet af private finansinstitutioner i forskellige koalitioner og sammenslutninger. Ikke mindst den mest magtfulde globale banklobbyorganisation, Institute of International Finance, har sat sit aftryk på dokumentet.
Og ikke nok med at storbankerne har skrevet forslagene, de skal også føre resultaterne fra COP26 ud i praksis. Igennem de seneste år har Mark Carney møjsommeligt opbygget alliancer af finansinstitutioner, der alle har meldt sig parate til – i princippet – at styre deres virksomheder mod ”Net Zero” (nul i nettoudslip) i 2050.
Med klimatopmødet kan de få grønt lys til at beslutte, hvordan de skal gøre det. Faktisk er dette store tema på klimatopmødet ikke noget, regeringerne er inviteret til at ha’ den store mening om. Budskabet fra Mark Carney og hans mange venner i finansverdenen er, at den klarer de selv.
Klimaforandringer som kommercielle muligheder
Problemet er, at det gør de selvfølgelig ikke. Der skal nok være et par vaskeægte idealistiske småbanker eller mørkegrønne investeringsfonde iblandt, men når de store spillere får lov til at overtage scenen på denne måde, så bliver det kun til metoder, der kan sikre fortsat stort afkast. Eller ligefrem stigende. Således har Mark Carney solgt varen ved at kalde klimaforandringer for ”en af de største kommercielle muligheder i vor tid.”
Han har også givet god plads til de firmaer, som er aldeles uinteresserede i at skære ned for investeringerne i fossile brændsler, men som blandt andet håber på, at de penge, staterne lægger i klimakassen, kan hjælpe på bundlinjen.
Det er sådan en forsamling, der nu skal tage vare på finansmarkedernes rolle i klimakampen. De finansgiganter, som for cirka 13 år siden viste hele verden, at de ikke formår at undgå for store risici på de markeder, som skulle være deres kernekompetence, har nu travlt med at fortælle os, at de har styr på, hvordan finansmarkederne styrer os uden om en dybere klimakrise.
Store virksomheder sætter dagsordenen
Selv banker, der har brugt de senere år på at investere massivt i for eksempel gas, er med ved bordet, når projektet skal føres ud i livet. Blandt kongstankerne er den form for handel med ’forureningstilladelser’, som har slået grueligt fejl i EU. Parallelt har de udviklet ønskesedler for, hvordan behandlingen af investorer kan forbedres rundt omkring i verden, for eksempel ved skatte- og afgiftsnedsættelser.
Det er ret påfaldende, hvor let det har været for finansinstitutionerne at møve sig ind og overtage en så vigtig opgave. Desværre er det blevet en stærk trend i FN i de seneste par årtier, at store virksomheder får stort spillerum til at sætte dagsordenen. Ligesom medicinalindustrien sad centralt placeret i FN’s covid-19-indsats, sidder bankerne nu i midten, når der snakkes privat klimafinansiering.
Før eller siden vil det stå klart, at det ikke er holdbart, at der faktisk må håndfast indgriben i finansmarkederne til, også af den slags, bankerne ikke selv bryder sig om. Derfor er det en opgave i de kommende år at få ikke bare olie- og gasselskaberne ud af de politiske beslutninger om klimarelevant politik – deres finansbagmand må også ud.
16. oktober 2021 | 06:41
