Læserbrev
Fagforeningens styrke kommer fra fællesskab og fælles kampe
Fagforeningens indflydelse eller magt består overordnet set af tre forhold – antallet af medlemmer, deres engagement og vores samlede økonomi. Trods faldende medlemstal så udgør fagbevægelsen stadig en styrke, som kan komme i spil ved en eventuel konflikt under OK23.
|
Som fagforening kan vi ikke føle os tilfreds med den udvikling, vi har oplevet de seneste 20 år. Faldende medlemstal og faldende organisering i forhold til overenskomstdækkede virksomheder. Vi er blevet presset af gule fagforretninger, som ikke har et mål om at medvirke til en styrkelse af den danske fagbevægelse og den danske model og dermed skabe bedre løn- og arbejdsvilkår for alle arbejdere.
I deres iver efter at skaffe sig selv flere kunder og skabe større og større afstand til FH-fagforeningerne er de dag for dag med til at nedbryde disse muligheder. For dem handler det alene om en ideologisk kamp for at opnå personlig anerkendelse og få en plads ved forhandlingsbordet. Det bord hvor Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og fagbevægelsen (først LO og nu FH) løbende har fastlagt fremtidens arbejdsmarked. Ofte også i samarbejde med skiftende regeringer.
Mange medlemmers faglige engagement under en eventuel konflikt kan vise sig at blive guld værd for fagbevægelsen de kommende år.
Vi vil derfor aldrig komme til at kæmpe en fælles kamp med de gule. Simpelthen fordi vi har helt forskellige mål og dagsorden.
Som fagforening har vi alene det mål, at vores medlemmer får de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår. Opnået ved forhandlingsbordet eller gennem de arbejdskampe som har været og fortsat vil være en evig trussel for arbejdsgiverne og vores medlemmer.
Det er nøjagtigt som stormagternes “kolde krig”. Krigen er ikke – og har aldrig været – målet. Det er truslen, som giver resultatet. Og derfor er magtbalancen så vigtig at opretholde.
Fagforeningens indflydelse eller magt består overordnet set af tre forhold – antallet af medlemmer, deres engagement og vores samlede økonomi.
Økonomien skal vi have, for at vi vil være i stand til på et givent tidspunkt at tage en kamp. Altså kunne betale vores medlemmer godtgørelse under en strejke. Dette mål opfylder vi.
Så vi må altså se på de to øvrige forhold. Antallet af medlemmer viser vores berettigelse som en værdig modpart – at vi repræsenterer de ansatte i virksomhederne, som arbejdsgiverne til dagligt leder. Det er her, de gules ideologiske kamp har ramt os, og derfor har alle fagforeninger sat organisering af nye medlemmer øverst på dagsordenen. Ikke for at vi skal have en større indtægt – men simpelthen fordi antallet af medlemmer viser vores styrke. Den styrke vi skal bruge for at kunne opnå de bedste resultater til gavn for alle medlemmer.
Selvom vi beviseligt har mistet medlemmer, er vi dog fortsat en stor og anerkendt repræsentant for de 1,3 millioner arbejdere, som er medlem i fagforeningerne i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Det ses af de 19 trepartsaftaler, vi sammen med arbejdsgiverne og regering forhandlede os frem til under corona.
Og det ses også ved, at den nye regering netop har anerkendt vores modstand mod en dansk EU-mindsteløn og opfyldt kravet om et søgsmål mod EU for at få mindstelønsdirektivet fjernet. Uden fagbevægelsens konstante krav for at nå dette, og herunder den planlagte demonstration den 6. januar, var dette søgsmål aldrig blevet en realitet.
Så vi skal naturligvis huske, at vi stadig udgør en styrke.
Den styrke, som vi lige nu har sat ind i kampen for at bevare store bededag. Fordi vi vil beholde denne fridag – og fordi en afskaffelse vil være en klar indblanding i den danske model. Vi fortsætter derfor denne kamp – i øvrigt sammen med såvel arbejdsgivere, kirken og mange andre.
Men herudover står vi foran en anden stor kamp. Kampen om nye overenskomster for 600.000 medlemmer på det private arbejdsmarked, og hvor blandt andet en tårnhøj inflation stiller høje krav og forventninger.
Her rammer vi så direkte ind i det sidste forhold – nemlig vores medlemmers engagement. Det er nemlig ikke nok, at vi har mange medlemmer Vi skal jo også have medlemmer, som aktivt engagerer sig i kampen for at opnå de forbedringer, man ikke kan opnå ved forhandlingsbordet.
Ved en overenskomstforhandling skal alle medlemmer nemlig stemme om resultatet – og et nej vil kunne udløse en konflikt. Og kommer der en konflikt, er det jo ikke en ferie – men en arbejdskamp, som kræver aktiv deltagelse af alle medlemmer.
I år står vi over for den største risiko/mulighed for en strejke siden 1998. Ender vi i konflikt, vil vores mål naturligvis være at opnå et bedre resultat. Men samtidig vil en konflikt kunne give ny ilt til fagbevægelsen.
Hver gang man som menneske går ind i en konflikt – vil kæmpe for at opnå noget, man brænder for – bliver man engageret og aktiv. Dette engagement fra rigtig mange medlemmer kan vise sig at blive guld værd for fagbevægelsen henover de kommende år – og mange medlemmer vil helt sikkert efterfølgende ende med at påtage sig tillidshverv. Fordi man er blevet tændt af kampen. Kampen for en mere retfærdig fordeling af samfundets goder – kampen for solidaritet med andre.
Rigtig mange gode faglige kammerater er blevet “født” under en konflikt. Er blevet så engageret, at man fremadrettet vil fortsætte med at tage aktiv del i fællesskabet. Det fællesskab som giver os styrken. Det fællesskab der skaber den solidaritet, som holder hånden under den svageste.
Det bliver et rigtig spændende forår 2023.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. januar 2023 | 06:00
