I december måned 2025 sluttede et afgørende kapitel i fagbevægelsens historie. Med fusionen mellem Arbejdernes Landsbank og Sydbank forsvandt den sidste større virksomhed, som var ejet af os – lønmodtagerne. Endnu et stykke af arbejderbevægelsens arvesølv er solgt fra.
Det bliver sikkert kaldt ansvarligt. Professionelt. Nødvendigt.
Men lad os være ærlige: Det er et opgør med selve idéen om, hvad fagbevægelsen skulle være.
Arbejderbevægelsen blev ikke bygget for at maksimere afkast på finansmarkederne. Den blev bygget for at give almindelige mennesker magt over deres arbejdsliv og deres økonomi. Gennem tre ben: fagforeningerne, det politiske arbejde – og kooperationen. I dag vakler alle tre.
I årevis har fagforeningerne mistet medlemmer. Over 100.000 på ti år. Det burde have udløst selvransagelse, nytænkning og vilje til konflikt.
I stedet har man valgt en anden vej: Investeringer.
Den sidste storkonflikt var i 1998. I dag tør man knap nok true med strejke – måske fordi man risikerer at sætte formuerne over styr.
I dag ligner mange fagforbund mere investeringsforeninger end medlemsorganisationer. Store ejendomsporteføljer, massive formuer i strejkekasser – og rekordoverskud, som i flere tilfælde ikke kommer fra medlemmernes kontingenter, men fra finansmarkederne.
Når 3F tjener flere penge på investeringer end på medlemmer, er der noget, der er gået grundlæggende galt.
For så bliver det vigtigere, at aktiemarkedet har det godt, end at medlemmerne har det.
Fusionen til AL Sydbank er ikke bare en teknisk manøvre. Den er et politisk valg.
Den nye bank forbliver børsnoteret. Det betyder én ting: Banken er forpligtet til at sikre størst muligt afkast til aktionærerne. Også når fagbevægelsen ejer 39 procent.
Man kan love gebyrfri lønkonti og pæne hensigtserklæringer. Men i sidste ende skal overskuddet komme et sted fra. Fra kunderne. Fra renter. Fra gebyrer. Fra et finansmarked, der i forvejen skaber ulighed.
Det er ikke et alternativ. Det er forvaltning af status quo.
Engang kunne man leve hele sit liv i en økonomi, der ikke var styret af profitmaksimering. Fra vugge til grav. Den vision er væk.
I dag kan fagbevægelsen ikke længere pege på, hvordan økonomien kan organiseres anderledes. Ikke hvordan overskud kan deles mere retfærdigt. Ikke hvordan man bygger virksomheder, der tjener fællesskabet frem for kapitalejerne.
Samtidig taler vi mindre og mindre om konflikt. Hvornår har fagbevægelsen sidst brugt sit stærkeste våben? Den sidste storkonflikt var i 1998. I dag tør man knap nok true med strejke – måske fordi man risikerer at sætte formuerne over styr.
Alt dette er ikke en naturlov. Det er et valg.
Et valg om at blive en del af systemet i stedet for at udfordre det. Et valg om lobbyister frem for medlemmer. Et valg om afkast frem for organisering.
Risikoen er klar: En fagbevægelse, der stadig taler på vores vegne – men ikke længere med os. En bevægelse, der bliver kapitalens samarbejdspartner i stedet for dens modvægt.
Hvis fagbevægelsen igen skal være relevant, kræver det et opgør nedefra. Flere medlemmer. Mere demokrati. Mere vilje til konflikt. Og en genoplivning af idéen om, at vi faktisk kan organisere samfundet anderledes.
Spørgsmålet er ikke, om fagbevægelsen har råd til det.
Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. februar 2026 | 06:07
HEJ JAKOB
En god analyse Jacob.
Men er du ikke stadig Mette mand ?????
Mettes folk i fagbevægelsen er skyldige i fagbevægelsens nedtur !!!
Og nu ødelægger de min bank. Arbejdernes Landbank.
Og Mettes folk i ATP — støtter Israels folkemord !!!
Jakob du har nok ret — det er sidste udkald.
Mettes pamper skal helt ud af fagbevægelsen !!!
Ellers er løbet vist kørt ????
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
