Læserbrev
Fagbevægelsen er krumtappen
Der skal ske noget afgørende nyt, især i forhold til at organisere ungdommen. Udviklingen skal ændres, hvis vores geniale og succesfulde model for arbejdsmarkedet skal overleve, skriver Karsten Hønge i denne blog.
|
Det går den vej, hønsene skraber, nemlig tilbage. Jeg tænker på medlemstallet i fagbevægelsen og de dramatiske konsekvenser, svækkede fagforeninger trækker med sig for hele samfundet.
Der skal ske noget afgørende nyt, især i forhold til at organisere ungdommen. Det truende kviksand stiger, og udviklingen skal ændres, hvis vores geniale og succesfulde model for arbejdsmarkedet skal overleve.
Ordnede, regulerede og civiliserede forhold overlever kun, hvis lønmodtagerne melder sig ind i de overenskomstbærende fagforbund. Arbejdsgivere og politikere på højrefløjen har tydeligvis ikke forstået situationens alvor, men langt det værste er dog, at mange lønarbejdere ikke kan se, at de risikerer at blive ramt frontalt af et godstog.
Hasardspil
Det er et hasardspil om de gode vilkår, som er opnået på arbejdsmarkedet og i velfærdssamfundet.
Fagbevægelsens Hovedorganisation har fået ny ledelse, og jeg ønsker dem al mulig medvind. Forhåbentlig kommer en dybere debat om mål og midler på banen, og det lykkes at engagere medlemmerne.
De enkelte forbund og lokale fagforeninger må gennem en selvransagelse, hvor man nøgternt gør regnebrættet op og erkender dybden af det faldende medlemstal og især ser konsekvenserne i øjnene.
Alt for ofte har reaktionen blot været bortforklaringer, men vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Skal udviklingen vendes, bliver hvert enkelt medlem helt afgørende, for de er i praksis fagforeningens konkrete repræsentanter på arbejdspladserne.
I alle lande er der en direkte sammenhæng mellem fagforeningernes styrke og graden af velfærd for den brede befolkning.
Der er mørke skyer i horisonten, som truer ikke bare fagbevægelsen, men meget af det, som gør Danmark til Danmark. Det handler om fællesskab, lighed, fairness, solidaritet og samfundets sammenhængskraft. I alle lande er der en direkte sammenhæng mellem fagforeningernes styrke og graden af velfærd for den brede befolkning.
Social dumping underminerer vilkårene for almindelige mennesker i mange lande. I for eksempel Storbritannien, USA, Tyskland og Frankrig er “working poor” en ny arbejdende underklasse, som må klare sig igennem dagligdagen ved at passe flere underbetalte jobs ad gangen. Gennem en ihærdig indsats har vi i Danmark undgået at sejle på de værste skær.
For 150 år siden blev arbejderbevægelsen født, og nu står både fagbevægelse og samfund ved en korsvej. Betydningsfulde valg vil afgøre, om fagbevægelsen ender som en uddøende dinosaur eller en lyslevende, folkelig og demokratisk organisation.
Fagbevægelsen er krumtappen i vores samfundsmodel og er helt afgørende for, at maskinen kører rundt. Derfor har udviklingen i fagbevægelsen stor betydning for hele samfundet og ikke kun for de organiserede lønmodtagere. Høj produktivitet og et finmasket samarbejde mellem parterne på arbejdsmarkedet, både det private og offentlige, er gåsen, som lægger guldæggene til velfærdssamfundet.
Tæt på the tipping point
Danmarks geniale model for arbejdsmarkedet er på spil, for vi nærmer os “the tipping point”, når fagbevægelsen mister medlemmer og dermed styrke.
Det organiserede og regulerede arbejdsmarked hænger stadig sammen, for de fleste er medlemmer af de fagforeninger, som indgår overenskomster, trepartsaftaler, uddanner tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, driver de faglige uddannelser og så videre.
Men vi leger med ilden, for på et tidspunkt risikerer vi, at udviklingen accelererer, og så er det næsten umuligt at komme tilbage til de ordnede og civiliserede tilstande, som vi har vænnet os til.
Hvis antallet af “free riders” vokser endnu mere, og de organiserede bliver et mindretal, falder den danske model sammen. Det ødelægger fleksibiliteten for lønmodtagerne og virksomhederne, og den dynamiske økonomi flader ud. Hvis først den kostbare porcelænsvase er smadret i tusind stykker, kan den ikke limes sammen igen og fungere som før.
Den faldende organisationsgrad har ikke kun stor betydning for arbejdsmarkedet, men for hele den måde, vi har indrettet samfundet på. Goddag til de gule splittelsesforeninger, goddag til social dumping og goddag til ringere forhold for alle lønmodtagere.
3F og HK har på ti år tabt hvert femte medlem, og 55 procent af lønmodtagere i private virksomheder er ikke medlem af det fagforbund, som har forhandlet overenskomsten for arbejdspladsen. 1,1 millioner ansatte høster fordelene uden at bidrage.
Vi har retning mod “the tipping point”, og fagbevægelsen må spørge sig selv, om den er klar til de store forandringer, som er nødvendige. Og vælgerne og politikerne må gøre op, om vi er klar til at holde hånden under den danske model.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. november 2023 | 09:11
