World Socialism Forum 2024
EU ønsker at opbygge sig som en militær stormagt
EU er i fuld gang med af opbygge sig som en militær stormagt. De seneste år er der dannet fælles kampgrupper og en fælles forsvarsfond. Derudover er der også igangsat et bindende samarbejde mellem EU-landenes militær. Lige nu arbejdes der på en forsvarsstrategi med et fælles trusselbillede, fælles allierede, fælles mål og øget oprustning. Afskaffelse af forsvarsforbeholdet betyder et endegyldigt dansk ja til at være en del af EU-militæret.
|
I de seneste uger er udviklingen gået hurtigt. Danmark skal tage mod US-militær. Vi skal bruge den svimlende ekstra sum af 18 milliarder kroner årligt på oprustning. Og ikke mindst skal vi stemme om forsvarsforbeholdet den 1. juni.
For få uger siden sagde Socialdemokratiet, at det ikke var aktuelt med at afskaffe forsvarsforholdet. Nu regner de med at kunne vinde en afstemning på grund af Ruslands invasion af Ukraine.
Det kan ikke komme som en overraskelse, at Socialdemokratiet vil opruste. Det har været deres politik i stort set hele perioden efter Anden Verdenskrig. De fik os ind i NATO i 1949 på baggrund af fake news om en snarlig sovjetisk invasion og har siden fuldt USA i tykt og tyndt.
Men det kan undre, at Radikale Venstre og SF følger trop. Begge har stolte traditioner med anti-militarisme. De Radikale var også mod vores indlemmelse i NATO. Partiet gik fra starten ind for neutralitet og afrustning. Det var dengang, det var husmændenes parti. Nu er det cafe latte-segmentet, der er toneangivende i partiet. Og med dem ønsket om mere militær og mere EU.
SF stod fra partiets oprettelse i slutningen af 1950’erne for afrustning. På en valgplakat fra 1960 var der et billede af Aksel Larsen med teksten “Afrust vort land”. Til næste valg vil vi nok se en valgplakat fra SF med Pia Dyhr og teksten “Oprust vores land” og “Mere EU-militær”. De to partistiftere Aksel Larsen og Peter Munch vil nok vende sig i deres grave over deres gamle partis militarisme i dag.
Derfor forsvarsforbeholdet
Men hvad er forhistorien om forsvarsforbeholdet?
For snart 50 år siden stemte et flertal af danskerne os ind i EU. Det var efter en valgkamp om flæskepriser. Ja-siden sagde, at vi skulle stemme ja “for den daglige husholdnings skyld”. Ikke noget med fælles politik på for eksempel forsvarsområdet. Og som LO og DA sagde op til afstemningen: “Nødderne knækker vi stadig selv”. Det var budskabet fra ja-siden.
Dette på trods af at der allerede i Romtraktaten fra 1957 står, at der skal arbejdes hen mod en egentlig union. Når vi andre pippede op om, at det ville føre til en union med militær og så videre, blev det afvist som skræmmebilleder. Vi fik at vide, at vi skulle være medlem for stadig at kunne eksportere bacon til England.
Hvis man er mod NATO, så må man også kæmpe mod EU’s militære opbygning og for at bevare forsvarsforbeholdet.
20 år senere kom der ideer om en fælles forsvarspolitik og fælles EU-hær. Det var med Maastricht-traktaten fra 1991. I Danmark stemte vi nej i 1992. Herefter blev traktaten genforhandlet i EU, og i 1993 stemte et flertal i Danmark ja til Edinburgh-aftalen, som blandt andet gav os et forbehold overfor EU’s fælles forsvarspolitik.
Lissabon-traktaten fra 2007 indeholder de velkendte ord om, at medlemslandene “skal forøge deres militære kapacitet”. Men vores forbehold holder os stadig uden for EU’s krav.
Samme år, som Lissabon-traktaten blev godkendt, begyndte EU for alvor at materialisere den militære dimension. Der kom to kampgrupper på i alt 3000 mand. Der er også opbygget en forsvarsfond, som skal være med til at finansiere våbenindustrien.
PESCO-samarbejdet kom i 2017, det er et juridisk bindende samarbejde mellem EU landenes militær. Det er gået mere eller mindre ubemærket med at opbygge den militære dimension.
EU’s strategiske kompas
Det næste skridt var udspillet fra sidste år til EU’s “Strategiske kompas for sikkerhed og forsvar”. Det skulle vedtages af EU-topmødet her den 11. marts. Men på baggrund af krigen i Ukraine blev det udsat. Der går rygter om, at det først bliver i juni, det skal vedtaget. Altså efter den danske folkeafstemning.
Det oprindelige udkast pegede på en fælles forsvarsstrategi med et fælles trusselbillede, fælles allierede og fælles mål. Altså en tegning af EU som en militær stormagt.
I det fælles trusselbillede er Kina beskrevet som første prioritet. Ikke så meget på grund af militær trussel, men mest på det økonomiske og teknologiske område. Rusland nævnes ikke i udkastet. Men her må det forventes, at der kommer andre boller på suppen.
Ifølge udkastet skal EU opbygge en militærstyrke på 5000 mand, der med få dages varsel kan sendes uden for EU.
Udkastet fra sidste år bærer præg af intern uenighed i EU. Nogle lande som Frankrig vil gøre sig uafhængig af USA. Andre vil – efter at Biden har overtaget i USA – fastholde det tætte forhold til USA og NATO.
Men som sagt blev udkastet ikke behandlet på det uformelle topmøde den 10. og 11. marts. Statsministeren havde forinden sagt, at det på flere måder ville blive et historisk topmøde. Lykke Friis fra den EU-positive Tænketanken Europa havde inden mødet på baggrund af et lækket dokument til Der Spiegel udtalt: “Jeg tror, at der vil være fuldstændig opbakning på den forsvarspolitiske del… Der lægges op til, at EU i højere grad skal kunne påtage sig den fulde spændvidde af militære missioner og operationer.”
Hvad der skete med dokumentet på topmødet er lidt uklart. Men i sluterklæringen blev det slået fast, at “det kommende strategiske kompas vil udstikke retningslinjer for tiltag på tværs af disse sikkerheds- og forsvarsdimensioner for at gøre Den Europæiske Union til en stærkere og mere kompetent sikkerhedsgarant.”
Så strategien for EU’s militære dimension er på vej. Herudover slår sluterklæringen fast, at landene er enige om, at forsvarsudgifterne skal øges betydeligt, og at de skal udvikle deres forsvarskapacitet i samarbejde med EU.
Det gode forhold til USA og samarbejde mellem NATO og EU er et af grundelementerne i EU’s militærdoktrin. NATO vil stadig være en førsteprioritet for landene. Sluterklæringen siger, at “et stærkere og mere kompetent EU på sikkerheds- og forsvarsområdet vil bidrage positivt til global og transatlantisk sikkerhed og er et supplement til NATO, der fortsat udgør grundlaget for dets medlemmers kollektive forsvar”.
Her slås det fast med syvtommersøm, at opbygningen af et EU-militær på ingen måde er et alternativ til NATO og USA. Nogle venstreorienteredes drømme om, at EU’s militære dimension bliver et alternativ til NATO, bygger på illusioner, som intet har med virkeligheden at gøre.
Hvis man er mod NATO, så må man også kæmpe mod EU’s militære opbygning og for at bevare forsvarsforbeholdet.
15. marts 2022 | 10:42
