Længe ventet pensionsudspil
EU-modstand: venstrefløjens hellige ko
Hvis der skal skabes et realistisk alternativ til EU, skal der langt mere tankevirksomhed til end de trætte ’ud af EU’ paroler. Det klassiske spørgsmål gælder stadig: Foregår klassekampen på tværs af nationale grænser i den grænseløse kapitals tid eller inden for enkelte lande?
|
Halvtreds år med EU har ikke slidt på den yderste venstrefløjs EU-modstand – ej heller på argumenterne.
EU er kapitalens projekt, et markedsfundamentalistisk monster, der i klassisk imperialistisk forstand udnytter det globale syd. Markedet vil altid vinde over hensyn til miljø, klima og arbejdstagerrettigheder. Jo hurtigere Danmark kommer ud af den tvivlsomme union, jo bedre.
Lidt er der sket. Brexit erkendes som en negativ erfaring, mest fordi Corbyn ikke var klar i spyttet med hensyn til at vise arbejderklassen vejen til socialisme gennem en UK-udtræden. Dermed ’overlod’ venstrefløjen Brexit-kampagnen til de nationalkonservative. Men hvis det herhjemme skulle lykkes den brogede flok af EU-skeptikere at få en folkeafstemning om medlemskabet, ville venstrefløjens krav om udmeldelse sagtens kunne forklares på den rigtige måde. Og udenfor kunne man fremme et grønt og rødt og i sidste ende socialistisk samfund.
Hvad forestiller denne venstrefløj sig om den strukturelle udvikling af den danske økonomi? Ville den være mindre integreret i den europæiske end nu?
Hvad forestiller denne venstrefløj sig om den strukturelle udvikling af den danske økonomi? Ville den være mindre integreret i den europæiske end nu? Eller ville de store danske virksomheder være så meget orienteret mod resten af verden, at bi- eller regionale handelsaftaler ville være nok? Som Norge? Måske Danmark allerede var på vej mod mere statslig dominans eller mere borgermagt – og flere andelsselskaber.
Brexit har ikke lammet EU, der nok heller ikke ville gå i chok over Danmarks udtræden. Nok så centralt er forholdet mellem Frankrig og Tyskland, der føler hinanden på tænderne, efter at Olaf Scholz er blevet kansler og før afholdelsen af det franske præsidentvalg, hvor Macron trues af giftige typer fra højrefløjen snarere end udfordring fra venstre side.
I halvfjerdserne talte man i marxistiske kredse om senkapitalismen. Selvsamme økonomiske system overlevede på trods af navnet og blev omdøbt til neoliberalisme. Det vil sige venstrefløjen så nu systemet som defineret ved markedet, ikke produktionsforholdene, herunder klassestrukturen.
I modsætning til markedsåbningen efter krigen, hvor kapitalen igen fik lov til at udfolde sig og efterhånden skabte nye problemer for sig selv, greb reguleringerne om sig under neoliberalismen. Virksomheder klagede højlydt over væksten i nye standarder og harmoniseringer, mens venstrefløjen modsat gik til angreb på fjernelsen af handelsbarrierer mellem lande med ulige udvikling og finansiel deregulering. To forskellige perspektiver.
EU har været ramme om alle disse tendenser – i samklang med Verdenshandelsorganisationen WTO’s globale regler. Handelskrige og modsætninger truer nu med at bringe den organisatorisk svage WTO til kollaps.
Der er tegn på omorganisering af verdenssamfundet. USA er på kollisionskurs med den nye geopolitiske og økonomiske akse, Kina-Rusland-Iran. EU er partner med USA, men også det forhold vakler. Samtidig er den grundlæggende globaliserings præmisser rodfæstede gennem et internationalt integreret finanssystem og komplicerede forsyningskæder. Det globale system er sandsynligvis på vej ind i en ny kapitalforklædning, hvor der kæmpes om at profitere på den grønne omstilling. Danmark er en del af det.
Hvis der skal skabes et realistisk alternativ til EU, skal der langt mere tankevirksomhed til end de trætte ’ud af EU’ paroler. Verden er større end EU, ja, men også uhyre farlig. Opgaven er at navigere i den på en måde, der både reflekterer ens politiske mål og anerkender de reelle barrierer. Det klassiske spørgsmål gælder stadig: Foregår klassekampen på tværs af nationale grænser i den grænseløse kapitals tid eller inden for enkelte lande?
29. januar 2022 | 07:43
