Afviser udlægning
Er samfundsøkonomien bæredygtig?
Udviklingen af den kollektive velfærd er afgørende for en bæredygtig samfundsøkonomi. Valgkampen er i fuld gang, og alle kæmper for at fremme netop deres synspunkter i debatten, skriver Carl-Aage Jensen i denne blog.
|
Nogle af de store spørgsmål, som den menige dansker prioriterer, blev i starten af valgkampen i Danmarks Radio formuleret som udviklingen af et presset sundhedsvæsen samt spørgsmålet om, hvornår vi kan gå på pension.
Andre mener, det er vigtigt, at der er styr på økonomien.
Den afgående regering lagde med sin 2035-plan en økonomisk ramme for debatten med det udgangspunkt, at Danmarks økonomi på mange måder er stærk, men den er ifølge regeringen også bundet af et indiskutabelt behov for en massiv oprustning.
Regeringen mener, at den udviser ansvarlighed ved at have planlagt at tilføre militæret samlet cirka 460.000.000.000 kroner (460 milliarder) ekstra over en 12-årig periode fra 2024 til 2035.
Det svarer til cirka 107.000 kroner per stemmeberettiget vælger ved det kommende valg til Folketinget eller knap 9000 kroner ekstra om året per vælger i 12 år.
Det er penge, der ikke kan bruges til at hæve velfærden i form af bedre sundhed eller bedre omsorg for de ældre i kommunerne.
Hvilket der er i høj grad er brug for.
Velfærden bliver udhulet
Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, rettede i sin kommentar til regeringens 2035-plan også en kritik af, at regeringen ikke havde sat penge af, så den offentlige service kan følge med velstandsudviklingen i det øvrige danske samfund.
I takt med at samfundet bliver rigere, stiger priserne også på det tekniske udstyr og driften af de offentliges servicetilbud.
Resultatet bliver, at kommuner og regioner får sværere ved at få budgetterne til at holde, hvilket igen betyder, at personalet bliver presset, ventelisterne bliver længere, og servicen bliver dårligere.
De 460 milliarder ekstra kroner, som regeringen vil bruge på oprustning, er penge, der ikke kan bruges til at hæve velfærden i form af bedre sundhed eller bedre omsorg for de ældre i kommunerne.
“Hvis daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsen og ældrepleje ikke følger med udviklingen, risikerer vi et Danmark, hvor vores velfærd udhules, og hvor forskellene i vores samfund vokser.
Hvor det i stigende grad er pengepungen, der afgør, om dit barn får en god start, om du får behandling i tide, og om dine forældre får en værdig alderdom.”
Sådan formulerede formanden for FH, Morten Skov Christiansen, truslen mod den offentlige service i en kommentar til regeringens 2035-plan.
Økonomisk står sundhedsvæsenet i stampe
Regeringspartierne hævder ellers konstant, at de har tilført netop sundhedssektoren historiske løft, men tal fra sundhedsøkonomer viser, at Danmark kun har hævet sundhedsudgifterne per indbygger fra cirka 44.000 kroner i 2010 til 46.500 kroner i 2024.
Tallene er renset for inflation – stigende priser – og er i 2022-priser.
Den svage stigning i udgifterne er sket, samtidig med at antallet af ældre over 75 år er steget med 230.000 indbyggere.
Og netop folk over 75 år bruger sundhedsvæsenet mere end resten af befolkningen.
Set i forhold til 11 andre europæiske lande, som vi normalt sammenligner os med, er Danmark et af de lande, der bruger mindst på sundhedssektoren set i forhold til vores samlede produktion, BNP.
Ligesom vi er et af de lande med den svageste udvikling i udgifterne til sundhedssektoren i perioden fra 2010 til 2024.
I perioden fra 2010 til og med 2024 havde den offentlige sektor både store underskud i forlængelse af finanskrisen og den efterfølgende eurokrise, men der har især i de seneste år været store overskud.
I 2020-priser har den offentlige sektor haft et samlet overskud på 408 milliarder kroner i årene 2010 til 2024.
De er imidlertid ikke blevet brugt på øget offentlig service.
Det er primært af hensyn til det private erhvervsliv.
Officielt er det af frygt for, at lønnen skal stige og tage en større andel af overskuddet i virksomhederne, eller at det vil føre til mere inflation, hvis arbejdsgiverne kan overføre lønstigninger til højere priser på varerne.
Det skal kunne betale sig at arbejde
Kort efter finanskrisen i 2008-2009 var Venstres hovedparole: “Det skal kunne betale sig at arbejde”.
Parolen var ikke rettet mod dårlige lønninger, men den var derimod rettet mod de offentlige ydelser, som folk fik udbetalt i tilfælde af, at de stod uden for arbejdsmarkedet.
I dag er parolen stadig aktuel.
Ikke på grund af pres fra de offentlige ydelser, men på grund af, at de finansielle gevinster i det danske samfund dominerer samfundsøkonomien og udhuler den reale værdi af lønninger til almindelige arbejdere og den offentlige økonomi.
Som Morten Skov Christiansen konstaterer, så følger stigende priser i kølvandet på øget indkomst, selv om det kun er til en særlig gruppe. Det udhuler blandt andet købekraften for almindelige mennesker i forbindelse med de nødvendige indkøb af mad.
Mange huspriser i København stiger til gengæld mere om året, end faglærte arbejdere tjener om året.
Den offentlige debat om økonomi handler i dag i stigende grad mere om, hvordan priserne på aktierne udvikler sig og dermed gevinsten på de spekulative investeringer, som det især er den rigere andel af befolkningen, der har.
Debatten om formueskatten skal også ses i det perspektiv.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
11. marts 2026 | 06:15
