Der er brug for håb, for mennesker med ryggen mod muren bliver desperate. Mange israelere råber: “From the river to the Sea”, fra floden til havet, og håber på, at palæstinenserne forsvinder. Og mange palæstinenserne råber: “From the river to the Sea” og håber, at israelerne forsvinder.
Polariseringen fortsætter, og parterne tager endnu et trin i dødedansen. Men den anden part forsvinder ikke, og det er i øvrigt med sin modstander, at man skal lave aftaler. Det er helt nødvendigt, at både israelere og palæstinensere gør sig fri af ekstremisme og slår ind på vejen hen mod fredelig sameksistens, men det sker ikke uden et stærkt internationalt pres.
Der bliver ikke fred uden en selvstændig palæstinensisk stat, der omfatter Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. Israelerne har al mulig ret til at leve i tryghed bag sikre grænser, og palæstinenserne har selvfølgelig samme ret.
For tiden handler nyhederne mest om lidelserne i Gaza og angrebene fra Hizbollah på det nordlige Israel, men vejen til en holdbar fred forudsætter en løsning på situationen på Vestbredden. Vestbredden er gennemhullet af flere og flere bosættelser, ofte ført an af arrogante og voldsparate bosættere. Palæstinensere betaler i første omgang den største pris, men i virkeligheden bliver israelerne også ofre, for en fremtid i fred og tryghed bliver umulig.
Israel er på kollisionskurs mod det internationale retssamfund, når landet pure afviser kendelser fra FN’s højeste juridiske myndighed, Den Internationale Domstol i Haag. Kendelserne fra domstolen betyder overordnet, at Israel skal trække sig tilbage bag de grænser, som var gældende før krigen i 1967.
Kendelserne slår også fast, at de 700.000 bosættere på Vestbredden strider mod folkeretten, for intet land har ret til at overføre egne borgere til besatte områder. Domstolen kritiserer Israel for at rive palæstinensiske huse ned, fordrive beboerne og for at udnytte områdets naturressourcer.
Begge folkeslag er fanget i et skæbnefællesskab, og de kommer kun videre sammen, selv om dannelsen af Israel skete på et helt skævt fundament.
Domstolen slår fast, at det efter 57 års besættelse nu er tydeligt, at Israels ambition er at overtage områderne permanent. Det er brud på folkeretten og bomber fredsprocessen langt tilbage, hvis det lykkes at reducere Palæstina til små enklaver midt i Israels territorium.
Et retssamfund følger naturligvis kendelser fra FN’s højeste domstol, altså verdens vigtigste juridiske myndighed. Man diskuterer ikke med domstole, man retter sig efter afgørelserne, for ellers falder retssamfund fra hinanden. Desværre ser det ud til, at højrefløjen og de stærke nationalreligiøse kræfter skubber Israel længere og længere ud i selvdestruktion.
Ansvaret for en våbenhvile ligger ikke kun hos Israel, men i høj grad også hos terrorbevægelsen Hamas, der ligeledes bryder med reglerne for krigsførelse. Israels angreb er kommet helt ud af proportioner i Gaza, og besættelsen af Vestbredden og Østjerusalem underminerer enhver tanke om fred. Hamas ønsker på samme tid den totale krig – religion mod religion, folk mod folk. Hamas siger, at de ønsker en våbenhvile, men så sæt dog gidslerne fri!
Rundt om i Danmark holdes mange møder og demonstrationer mod Israels brutale krig. Det samme sker i en lang række andre lande. Jeg savner paroler og taktfaste råb med krav til Hamas om frigivelse af gidslerne. Hvorfor er det egentlig aldrig en del af manifestationerne?
Hvem kan repræsentere palæstinenserne, som sidst var til valg for mere end 16 år siden? Terroristerne i Hamas? Den korrupte og inkompetente ledelse på Vestbredden? Næppe! Men måske kan Mahwan Barghouti, som i over 20 år har siddet i et israelsk fængsel og bliver kaldt Palæstinas Nelson Mandela. Han er meget populær blandt palæstinenserne, er moderat og pragmatisk. Det kræver, at Israel handler utraditionelt med ægte vilje fred.
Israel burde lytte til den kraftige internationale kritik og straks indgå en aftale om våbenhvile. I samme aftale skal terrorbevægelsen Hamas tvinges til at frigive de israelske gidsler. En våbenhvile, som efterfølges af varig fred, kommer til at inddrage nabostaterne, USA, EU og FN.
I stedet for at se konflikten som sort-hvid vil jeg insistere på de mange nuancer. Jeg føler lige dele solidaritet med almindelige mennesker, uanset hvilket folk de måtte tilhøre. Begge folkeslag er fanget i et skæbnefællesskab, og de kommer kun videre sammen, selv om dannelsen af Israel skete på et helt skævt fundament.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. august 2024 | 07:34
Hønge har så travlt med at være nyttig idiot, at han åbenbart ikke følger med: der er ikke nogen der behøver at tvinge Hamas til at frigive gidslerne, det har de sådan set tilbudt siden oktober 2023, men kun mod frigivelse af Israels gidsler, samt tilbagetrækning fra Gaza og Vestbredden ogpermanent våbenhvile. Alt sammen rimelige krav.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
