Er det samfundet, der mistrives – og ikke bare børnene?
Når børn og unge mistrives, peger vi hurtigt på skærmene. Vi indfører forbud mod telefoner og kalder det "pisse dårlig opdragelse", når børn ikke opfører sig, som vi forventer. Den retorik vil jeg gerne udfordre, skriver Mia Kristina Hansen i denne blog.Vi lever i et samfund, der har forandret sig markant. Tempoet er højt, kravene er mange, og forventningerne til både børn og voksne synes uendelige. Som forældre skal vi navigere i en hverdag, hvor det økonomiske pres ikke kun handler om at få enderne til at mødes, men også om at leve op til idealer om hus, bil, sommerhus, ferier og oplevelser. Vi skal hele tiden være i gang, hele tiden præstere.
Når børn og unge mistrives, peger vi hurtigt på skærmene. Vi indfører forbud mod telefoner og kalder det “pisse dårlig opdragelse”, når børn ikke opfører sig, som vi forventer. Vi bruger ord som “curlingbørn” og “manglende robusthed”, som om det alene er forældrenes skyld, og som om børnene bare skal tage sig sammen.
Forsimplede forklaringer
Men jeg vil gerne udfordre den retorik.
Måske er det ikke børnene, der er problemet. Måske er det samfundet, vi har skabt omkring dem. Jeg ved, jeg ikke er alene om at stille det spørgsmål. Der er mange fagpersoner, forældre og stemmer i debatten, som forsøger at få denne dagsorden i spil.
Men alligevel oplever jeg, at netop denne vinkel sjældent får politisk opmærksomhed. Det er som om, det er nemmere at ty til hurtige løsninger og forsimplede forklaringer end at tage fat i de mere komplekse, men nødvendige samtaler om, hvordan vi egentlig har indrettet vores samfund.
Det er nemmere at ty til hurtige løsninger og forsimplede forklaringer end at tage fat i de mere komplekse, men nødvendige samtaler om, hvordan vi egentlig har indrettet vores samfund.
Vi lever i en tid, hvor mange af os aldrig rigtig holder fri. Vi tjekker mails i fritiden, handler døgnet rundt både fysisk og online og arbejder på tidspunkter, hvor vi før var sammen med familie og venner, og fællesskaberne lider under det.
Selv de yngste børn møder læringsmål og vurderinger. Uddannelse skal gå hurtigt, og præstationer vejer tungere end personlighed. Vi fokuserer på fejl og forbedringspotentiale frem for styrker og kompetencer.
Det er ikke kun børn, der bliver påvirket af skærme, det gør vi alle. Når vi ikke forholder os kritisk til indholdet, og når vi aldrig holder pause, mister vi noget vigtigt: roen, nærværet og balancen.
Hvordan skaber vi ro i hverdagen?
Derfor er det tid til at stille et andet spørgsmål: Hvordan passer vi på hinanden i det samfund, vi har skabt?
Hvordan skaber vi ro i hverdagen, ikke bare for børn, men for hele familien?
Hvordan kan vi tale om trivsel som noget, der handler om helheden og ikke bare om skærme og opdragelse?
Det er nemt at sige ja til en dagsorden, der peger fingre. Det er sværere, men langt vigtigere at skabe en ny dagsorden, hvor vi ser på de strukturer og vilkår, der former vores liv. En dagsorden der ikke stigmatiserer forældreskab og udskammer, men som inviterer til samtale, refleksion og fælles ansvar.
Lad os starte den samtale! For børnene, for forældrene og for samfundet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.