Læserbrev
Er den nye ældrelov et ideologisk privatiseringsprojekt?
Med den nye ældrelov lægger regeringen op til øget frit valg og flere private aktører i ældreplejen. Men det er ikke det, der skal til for at løse problemerne, skriver Peter Kay Mortensen i denne blog.
|
Den længe ventede ældrelov er nu ved at se dagens lys. Vi ved ikke helt, hvad den indeholder. Spørgsmålet er, om det kompromis, som SVM-regeringen fremlægger, vil løse de problemer, der er på ældreområdet.
Et af de problemer, der har været gennemgående de seneste år, har været mangel på ressourcer, både hænder og økonomi. Vil det blive løst med den nye ældrelov? Også spørgsmålet om afgrænsning mellem sundheds- og serviceloven har givet anledning til problemer. Vil det blive løst?
Det, vi ved nu, er, at de ældre vil få større valgfrihed til at vælge eller tilrettelægge plejen gennem begrebet helhedspleje. Det bliver beskrevet, at den enkelte ældre skal have bedre mulighed for at tilrettelægge sin pleje i samarbejde med de medarbejdere, der leverer den. Det lyder flot på tryk, men er det muligt at omsætte?
Nu skal de gamle puttes i pakker
Der vil ske en omlægning af kommunernes visitation. Fremfor at tage afsæt i enkeltydelser skal der i stedet tages udgangspunkt i en form for visitationspakker.
Konkret skal kommunen vurdere, hvor stort den enkelte ældres samlede hjælpebehov er, og derefter træffe afgørelse om, hvilken plejekategori borgeren passer ind i. En afgørelse som borgeren vil kunne klage over.
Det er ideologisk privatisering, som har til formål at gavne private udbydere af pleje, mere end det handler om de ældre.
Det nuværende tilsyn med ældreområdet, som ligger under patientsikkerhedsstyrelsen, afskaffes, og der er endnu ikke taget stilling til, hvad der skal komme i stedet.
Der skal være mere fokus på kontrol af, hvad plejen koster i virkeligheden. Det skulle medvirke til, at der kommer flere aktører på markedet og derved sikre de ældres muligheder for det frie valg af hjemmepleje.
Bringer tankerne hen på folkeskolereformen
Når jeg sådan sidder og gennemgår de forskellig forslag, der er fremlagt her på ældreområdet, kommer jeg af en eller anden grund til at tænke på dengang, man besluttede folkeskolereformen fra 2014.
Her gik man radikalt til værks med ændringer, som medførte masser af kritik med lærerstrejke til følge og så videre.
Man har siden forsøgt at tilpasse folkeskolen, så man næsten er tilbage til, hvordan det så ud før 2014 med enkelte tilpasninger.
Hvad er der brug for?
Vi ved, at man med en ny ældrelov gør hele ældreområdet til et laboratorium, hvor man forsøger at opnå bedre kvalitet i ældreplejen for færre midler gennem en underlig form for valgfrihed. Skriv det dog, som det er. Det er ideologisk privatisering, som har til formål at gavne private udbydere af pleje, mere end det handler om de ældre.
Hvis der var medarbejdere nok på ældreområdet. Hvis man fik gennemført forbedringer af uddannelsen for medarbejderne. Og hvis man samtidig kunne undgå de konstante besparelser på området, så er der ikke noget i vejen med det nuværende system.
Med få tilpasninger kunne man undgå den omkalfatring, der nu lægges op til. En ældrelov, der ikke tager udgangspunkt i de grundlæggende problemer på ældreområdet, vil skabe uro, og det er ikke, hvad de ældre har brug for.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. januar 2024 | 07:23
