hvordan anser vi historien?
EPX: En test i ulighed – karaktererne afgør fremtiden
Undervisningsministeren italesætter, at EPX'en fjerner et A- og B-holdsproblem, som har naget ham. Det er sympatisk, men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det opnås, ikke mindst når man anvender hårde karakterchikaner til at gøre det.
|
EPX’en løser et problem i uddannelsessystemet. Så langt vil jeg give minister Tesfaye ret. EPX’ens hensigter og potentialer er godt beskrevet i offentligheden. Jeg vil tage fat i en vinkel, som ikke har fået meget plads: At elevgrundlaget skabes på baggrund af den kommunale 10. klasse. Den vil i det nuværende forslag blive lukket ikke bare lovgivningsmæssigt, men i praksis.
Blandt flere andre grupper skal EPX dannes ud fra de nuværende 10. klasses elever og elever, som har bestået grundskolen. At bestå grundskolen kræver i dag et karaktergennemsnit i alle fag på mindst 02. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var der i 2023 hele 44.640 elever, der ikke klarede det, alene målt på fagene dansk og matematik. I tallet er ikke medregnet elever i special- og modtageklasser. Tallet ville blive endnu højere, hvis alle karakterer skulle medtages i snittet.
Så de tre muligheder for fremtidens unge er alene karakter-definerede. Består en elev ikke grundskolen, skal man på FGU (Den Forberedende Grunduddannelse). Består en elev, men med et mindre karaktergennemsnit end 6, peger pilen på EPX, og har eleven et snit højere end 6, er der frie muligheder. På overfladen ligner det et forsøg på mulighedslighed, men som i mange andre sammenhænge er virkeligheden mere nuanceret.
At lade EPX bygge på et system, der sorterer unge ud alene fra standardiserede karakterer, er i virkeligheden at trække tæppet væk under en gruppe sårbare unge i vores samfund.
Efterskoler og de frie er for elever med forældre, der har råd til at betale 60. – 80.000 kroner for et skoleår. De har fortsat mulighed for et 10. skoleår. Året er ikke eksamensgivende, men det vil alt andet lige give bedre mulighed for at bestå optagelsesprøven til STX, når man ikke har snittet 6. En klar forlomme til den højere middelklasse med flere. Jeg vil ikke dykke dybere i den skævvridning, blot påpege, at mulighedsligheden, som er ministerens præsentationsfokus, falder igennem her. Man giver et tilbud til det private, som ikke er tilgængeligt i det kommunale.
Ministeren italesætter, at EPX’en fjerner et A- og B-holdsproblem, som har naget ham. Det er sympatisk, men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det opnås, ikke mindst når man anvender hårde karakterchikaner til at gøre det.
Når der kræves høje karaktersnit, er der fordele for nogle familier, nemlig dem som i forvejen har forlommer i standardiserede tests. Det er de veluddannede – med socialt overskud til samtaler, højtlæsning, madkvalitet, nærvær og sprogniveau – der samlet set letter tilgangen til tests.
Sproget i eksamener er ofte præget af akademisk storbysprog og eksemplificering. Standardiserede test er i den sammenhæng et ulighedsværktøj, som man derfor skal være varsom med, hvad anvendes til. For at sige det helt direkte: Der er top-intelligente elever i skolen, som af sociale, kulturelle og psykologiske årsager ikke viser deres fulde kompetencer på standardiserede tests i lige præcis den alder, hvor elever forlader grundskolen.
Et karaktersnit kan være godt til at danne grobund for en samtale mellem elever, forældre, lærere og vejledere om fremtidige muligheder. Det er et skidt værktøj til politisk tvangsbegrænsninger af muligheder i en tidlig alder. At man kan dumpe sin grundskole og få fjernet muligheden for EPX er i mine øjne at hive tæppet væk under dem, som kæmper med mest.
En væsentlig del af de unge, som ikke består en standardiseret eksamen efter 9. klasse, har andre ting at slås med. Det kan være sent opdaget ordblindhed, en kommunal manglende alvorstagen på talblindhed, det kan være sociale årsager så tunge, at man har været fraværende i årevis, hvis ikke fysisk, så mentalt.
Standardiserede tests og karakterer forveksles ofte med objektiv retfærdighed, men virkeligheden er mere kompleks. Elever, der kommer fra ikke-akademiske hjem, eller som har haft kulturelle, sociale eller mentale udfordringer, kan have svært ved at navigere de krav, der stilles i en testbaseret verden.
Karaktersystemet belønner de, der har haft gode betingelser hjemmefra, og ignorerer dem, der ikke har haft samme ressourcer til rådighed. At lade EPX bygge på et system, der sorterer unge ud alene fra standardiserede karakterer, er i virkeligheden at trække tæppet væk under en gruppe sårbare unge i vores samfund.
Marginaliserede unge bliver disproportionalt ramt ved at sortere alene ved gennemsnittet på karakterer. Samtidig ydes en forlomme til de heldige med overskud på bankkontoen. Det er lighed, skal jeg forstå. Ligheden, når vi er målt med samme lineal, selvom nogle aldrig fik lov til at vælge den selv.
Når vi, som voksne, italesætter virkeligheden i tal, så sker der noget i den unge, der mangler sit 02- eller sit 6-tal.
Det er godt beskrevet af Rasmus Kjeldahl i en rapport fra Børns Vilkår: “Skolens store fokus på tal, vurderinger og adgangskrav lægger et massivt pres på børn og unge. Mange trives ikke med krav om konstant at skulle præstere. Nogle oplever det som at være reduceret til et tal, ikke at være ‘god nok’ eller ikke at kunne ‘slå til’. Konsekvenserne er i værste fald stress, mistrivsel og øget fravær. Vi bør landet over ændre rammerne i skolen på en måde, så presset på børnene og de unge mindskes – til gavn for både læring og trivsel.”
Det er værd at tage med i sine overvejelser.
Kunne man håbe på en slutversion af uddannelseslandskabet med fokus på sund trivsel, større adgang og inkluderende løsninger? Eller måske blot etablering af lige mulighed for præstation ved optagelsesprøver via for eksempel et 10. kommunalt skoleår for dem, der gerne vil forsøge sig med en optagelsesprøve på 02 eller 6 i snit?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. oktober 2024 | 08:20
