Enhedslistens mistillid til Engelbrecht var ikke taktisk spil
Vi kan ikke have tillid til en minister, der tilbageholder vigtige og afgørende oplysninger og ikke fortæller sandheden.
Den forgangne uge i Folketinget var en af de mere hektiske. Den endte som bekendt med, at vi i Enhedslisten valgte at trække støtten til transportminister Benny Engelbrecht og erklære mistillid til ham – i modsætning til de to andre støttepartier, SF og Radikale.
Beslutningen kom efter, at fagbladet Ingeniøren afslørede, at Transportministeriet under forhandlingerne om den store infrastrukturaftale sidste sommer lå inde med tal for CO2-udledninger fra aftalens mange infrastrukturprojekter i form af nye veje, broer, jernbaner og cykelstier.
Problemet var bare, at ministeriet ikke ville udlevere tallene og fortalte ordførerne, at de ikke fandtes.
Det var sådan set nok for Enhedslisten. Vi kan ikke have tillid til en minister, der tilbageholder vigtige og afgørende oplysninger – endda i en forhandlingssituation – og ikke fortæller sandheden. Det hører med til billedet, at flere partier spurgte efter tallene, både skriftligt og mundtligt. Lige lidt hjalp det.
Enorme udledninger
Hvad viste tallene så? De viste naturligvis, at udledningerne fra anlæg af de mange infrastrukturprojekter ville være enorme, ifølge Ingeniøren cirka 1,6 millioner tons CO2 fra vejprojekterne alene, godt 400.000 tons fra baneprojekter, letbaner og hurtige busruter (BRT).
Det er klart, at så store CO2-udledninger i forbindelse med infrastrukturaftalen, ville gøre det umuligt at sælge den som grøn, hvilket var regeringens klare intention.
Som Rasmus Helveg fra de Radikale sagde, da aftalen blev præsenteret: ”Hvis det havde været en klimaaftale, ville jeg føle mig som en idiot.” Og det var endda før, vi kendte til tallene for CO2-udledningerne fra anlæg af projekterne. Men hvorfor endte Radikale så med at tilslutte sig aftalen?
Jeg synes faktisk, der er grund til optimisme på vegne af klimabevægelsen i dens mange afskygninger.
Aftalen skulle altså præsenteres som en grøn aftale. Det forudgående valg var jo et “klimavalg”, og Socialdemokratiet, som blev beskyldt for klimanøl, havde brug for at pudse den grønne profil af i øvrigt i lighed med flere andre partier.
“I gjorde det her valg til det første klimavalg i Danmarkshistorien”, sagde Mette Fredriksen på valgnatten henvendt til de unge. I denne situation at fremlægge en aftale, som var kulsort, ville nærmest være politisk selvmord og i den grad bekræfte, at påstandene om klimanøl og greenwashing var berettigede.
Fra sort til grøn
Hvad gør man så? Ja, i stedet for at tilvejebringe fyldestgørende oplysninger om projekternes påvirkninger af klimaet som grundlag for diskussionen i forhandlingerne om infrastrukturaftalen – konsoliderede eller ej – vælger man i stedet at skjule tallene og påstå, at man ikke havde dem. Hvorefter man kunne fremlægge den store aftale til 160 milliarder kroner som en CO2-neutral aftale – endda med et lille plus på CO2-kontoen.
Enhedslisten valgte fra starten at stå uden for vejdelen af aftalen. Vi anser flere nye (motor)veje for at generere mere biltrafik, skabe mere trængsel, forårsage flere ulykker, forøge støjhelvedet for beboere langs (motor)vejene og undergrave passagerunderlaget for den kollektive trafik ved at flytte folk fra tog og busser (og cykel) til biler. Og vi ved, at udledninger fra anlæg netop i transportsektoren ligger i den tunge ende.
Vi forstår den dag i dag ikke, hvorfor partier som SF og Radikale, som jo ellers smykker sig med grønne gevandter, valgte at sluge samtlige vejprojekter i planen (SF har en undtagelse for 3. Limfjordsforbindelse over Egholm), herunder den mest overflødige motorvej til dato – Den midtjyske Motorvej (Hærvejsmotorvejen).
Enhedslisten er blevet beskyldt for at spille et taktisk spil omkring mistilliden til Benny Engelbrecht. At vi skulle have behov for at lægge kant til regeringen og derfor slog ned på et nemt offer. Intet kunne være mere forkert.
Vi valgte at udtrykke mistillid til transportministeren, fordi vi faktisk mener det alvorligt, når vi siger, at vigtige oplysninger, som specifikt har betydning for indgåelse af aftaler, skal lægges frem og ikke forties. Og ministre skal tale sandt, ellers forkvakles den politiske debat jo fuldstændigt.
Klimabevægelsen er helt afgørende
Men lad det bare være en løftet pegefinger til regeringen og de øvrige støttepartier. Enhedslistens tålmodighed er sat på prøve – ikke mindst når det handler om den manglende klimahandling.
Men det er ikke et parlamentarisk spil, der afgør, om der skrides til handling. Partierne på Christiansborg er milevidt bagefter befolkningen – især de unge. Skal det ændres skal klimabevægelsen endnu mere op i omdrejninger, og modstanden mod de enkelte projekter udfoldes.
Vi ser det jo allerede med modstanden mod gigaprojektet, Lynetteholmen, men også med modstanden mod et andet gigaprojekt, Kattegatforbindelsen, den generelle modstand mod motorveje, som er voksende, modstanden mod Egholmforbindelsen over Limfjorden og så videre.
Jeg synes faktisk, der er grund til optimisme på vegne af klimabevægelsen i dens mange afskygninger.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
