Med Tamil- og Støjbergsagerne er der således skabt præcedens for stjerneadvokaters ‘glemsomhed’ som anklagere. Og hvis nogen stadig måtte anse EL for i andet end tomme fraser at være progressiv eller på underklassens side, så tænk på Libyen-bombningerne og valget af borgmesterpost i Kbh.
Enhedslisten på glatis
Ordføreren erklærer sin næsegrus tillid til de ansvarlige for svækkelse af rigsretssagen mod Støjberg.Den 29. juni måtte Rigsretten give Inger Støjberg medhold i, at hendes direkte urigtige oplysninger til Folketinget som minister om den såkaldte “barnebrudesag” under en række samråd alligevel ikke kan bruges mod hende som en strafskærpende omstændighed.
Årsagen til denne defekt er, at de to advokater, som Folketinget har antaget som anklagere, har undladt at medtage ministeransvar for disse forhold i anklageskriftet.
Desværre kan dette udfald ikke undre, for det er elementært, at overtrædelser, der ikke er medtaget i anklageskriftet, selvfølgelig ikke kan bruges belastende i den anlagte sag.
Det er ikke alene simpel juridisk logik, men allerede noget som disse to anklagere, Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, kunne læse i deres “pensum” fra seneste rigsretssag, Tamil-sagen, hvor en lignende defekt opstod.
Det er elementært, at overtrædelser, der ikke er medtaget i anklageskriftet, selvfølgelig ikke kan bruges belastende i den anlagte sag.
Christian Harlang
Om det nu her i 2021 er noget, som vil kunne betegnes som nærmest “forbrydelse eller dumhed”, skal jeg ikke her tage stilling til, ud over at konstatere, at det må være en af de to slags, der foreligger.
Udpegning er et mysterium
Reaktionen fra Enhedslistens ordfører Rosa Lund er ifølge Politiken den 30. juni
besværgende, at “…vi har i Folketinget valgt nogle advokater, som er udpeget af
Advokatsamfundet, og jeg har ingen grund til at betvivle deres dygtighed”.
Advokatsamfundets udpegning vakte af gode grunde undren.
De to advokaters fagområder er ikke offentlig ret, men privatret indenfor ejendoms- og konkurrenceret. Hvis det skal siges nok alt for pænt, er Advokatsamfundets udpegning et mysterium.
To spørgsmål…
Jeg tvivler ikke på, at hun gør sit bedste, men her står vi desværre overfor to spørgsmål, der må stilles:
For det første, hvorfor skal de to anklageres dygtighed ikke betvivles?
Det lyder som om, at hun mener, at de har gjort det med vilje, hvis de åbenbart er så dygtige. Eller mener Enhedslisten, at det ikke er de to anklagere men Rigsretten, der har truffet en forkert afgørelse? Det kan næppe være Enhedslistens mening.
For det andet: Besidder Enhedslisten en så dyb respekt for “Advokatsamfundet”?
I givet fald foreligger der en naivitet, som Enhedslisten ikke kan tillade sig: Siden lovændringen i 2017 er “Advokatsamfundet” ikke længere et samfund som en forening, men er direkte ved en bestemmelse i retsplejeloven gjort til en del af den udøvende statsmagt.
Advokatsamfundet er ikke længere nogen brancheforening, men nu konsollen for statsmagtens “disciplinærmyndighed”, Advokatnævnet.
Den faglige organisation hedder: Danske Advokater, men spørges ikke om noget, der vedrører væsentlige statslige magtforhold.
Advokatsamfundets ledelse vælges i kredse og er domineret af fagets nuværende pengemaskiner, først og fremmest Kammeradvokaten i samvirke med de store advokatfirmaer i Københavns Nordhavn, som på den måde er direkte involverede i “Advokatsamfundets” udøvelse af statsmagt indenfor retsplejelovens bestemmelser.
Tillid til Justitsministeriet?
Enhedslistens udtalelse minder om dengang, hvor Socialdemokratiets ordfører Svend Auken i 1993 under Tamil-sagen, da departementschefen og dele af det øverste ansvarslag i Justitsministeriet blev bragt i meget alvorlige tjenestemandssager, og en ny departementschef var udpeget (fra ministeriets egne rækker), udtalte, at “…nu er vores tillid til Justitsministeriet fuldt ud genoprettet…”.
Således afhjælpes systemets egne effektive sårheling via politikerudtalelser, som systemet meget vel selv kan have fabrikeret, eller som nogen i vankundighed selv giver sig til at opfinde. At Enhedslisten i den grad kommer regering og embedsværk til undsætning burde være udtryk for manglende analyse af væsen og fremtrædelsesform hos nuværende magthaver.