Læserbrev
En stærk fagbevægelse
Der er historisk høje stemmeprocenter og andel af ja-sigere ved OK24. Det skyldes et historisk godt resultat, skriver Signe Færch i denne blog.
|
Syv ud af 10 socialrådgivere deltog i afstemningen om OK24, der sluttede søndag nat. Det er en historisk høj valgdeltagelse, og de fleste andre fagforbund oplevede det samme: Interessen for overenskomsten har denne gang været massiv.
Det samme har opbakningen. Hos os stemte 96,3 procent af de stemmeberettigede ja til overenskomsten, og mange andre forbund har også meget høje ja-procenter.
Historisk høje lønstigninger
Det er ikke svært at forklare, hvorfor både interessen og opbakningen denne gang har været særligt stor. Først og fremmest har vi forhandlet historisk høje lønstigninger hjem, mens vi også har fået langt større puljer til forhandlingerne i hvert enkelt forbund end normalt.
Samtidig satte trepartsaftalen om lønløft til nogle grupper af offentligt ansatte OK24 på dagsordenen allerede i efteråret, selvom forhandlingerne først for alvor begyndte nogle måneder senere.
Alligevel havde jeg ikke forestillet mig, at flere ville deltage i afstemningen end i 2018. Dengang var vi meget tæt på en storkonflikt, men fagbevægelsen stod sammen i kampen for rimelige lønstigninger og mod forringelser. Der var en tydelig modstander i form af Moderniseringsstyrelsen, og et meget stærkt sammenhold blandt lønmodtagerne.
Et ret udramatisk forløb
Denne gang har forløbet været mere udramatisk. Så hvorfor oplever vi alligevel så stor interesse og opbakning blandt medlemmerne? Jeg tror, der er to årsager.
Den ene er, at vi i den offentlige fagbevægelse endnu engang har vist, at vi står sammen. Da politikerne omskrev kampen for ligeløn mellem kønnene til et spørgsmål om mangel på arbejdskraft, kunne det let have ført til splittelse.
Det er for eksempel urimeligt, at socialrådgiverne ikke fik del i de ekstra lønkroner. Det har jeg sagt, hver gang jeg er blevet spurgt, og det står jeg ved. Men jeg har også sagt, at vi under vores gode kolleger i velfærdsfagene hver en krone fra trepartsaftalen. Og jeg vil selvfølgelig kæmpe videre for, at socialrådgiverne får mere i løn, som jeg gjorde ved OK24.
Vi gik ind til OK24-forhandlingerne i samlet flok og kom samlet ud med et virkelig stærkt resultat.
På trods af at nogle grupper fik noget, andre ikke fik, førte det altså ikke til intern splittelse, og dermed gik vi ind til OK24-forhandlingerne i samlet flok og kom samlet ud med et virkelig stærkt resultat.
Den anden årsag til succesen i OK24 er, at mange offentligt ansatte hører politikerne sige et, men ser dem gøre noget andet.
For socialrådgivernes vedkommende gælder det blandt andet, når politikerne taler om at forbedre beskæftigelsesindsatsen, men samtidig vil fjerne jobcentrene og skære tre milliarder uden nogen plan for, hvad der skal sættes i stedet.
Eller når de kræver forbedringer af indsatsen til mennesker med handicap, men samtidig holder kommunerne i et økonomisk jerngreb.
Eller når de vil spare tre milliarder på administration – en kategori som mange socialrådgivere på papiret tilhører – til fordel for borgernær velfærd, selvom socialrådgiverne i dén grad er tæt på borgerne.
Og mere generelt gælder det, når regeringen vil frisætte kommunerne og samtidig udlicitere flere velfærdsopgaver, selvom alle ved, at øget udlicitering og privatisering skaber mere bureaukrati.
Eller når de med bekymring taler om udbredelsen af stress, men samtidig vil have os til at arbejde mere.
Alt det, tror jeg, er med til samle os, der arbejder i den offentlige sektor – og jeg tror, at det sammen med det gode resultat har været med til at sikre en historisk stor opbakning til OK24.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. april 2024 | 08:22
