På gaden for en bedre aftale
En papirtigers ydmygende nederlag har ændret verden
Det er definitivt slut med USA’s eneherredømme. Verden går for alvor fra at være unipolar til at være multipolar. USA fremstår i dagens verden som en papirtiger.
|
Det der er sket i Afghanistan i de seneste dage er en af den slags skelsættende begivenheder, der vil komme til at skabe helt nye relationer og alliancer i verden. De viser, at situationen i verden er totalt forandret:
Det er definitivt slut med USA’s eneherredømme. Verden går for alvor fra at være unipolar til at være multipolar. USA fremstår i dagens verden som en papirtiger.
Det var i erkendelse af sit nederlag, at USA havde sat en dato for sin militære tilbagetrækning. Men nederlaget blev en total ydmygelse, ikke bare for USA, men for alle de involverede vestlige lande, inklusiv Danmark.
I Vesten har dele af venstrefløjen svigtet i kampen mod imperialismen og støttet op om flere af de røveriske krige.
Taleban viste sig at være godt forberedte, ikke bare militært men også politisk. Bevægelsens politiske gren har hidtil holdt til i Qatars hovedstad Doha, og dér har der været holdt møder med både amerikanerne såvel som med russerne og kineserne.
Og den afghanske hær – ja, den smuldrede lynhurtigt. Den havde intet mål at kæmpe for. Og det siges endda, at flere soldater og andre militærpersoner er gået over til Taleban.
Nye alliancer?
Hvordan kunne det dog gå så hurtigt, spørger mange. Det kunne det, fordi grundlaget for styret i Afghanistan over lang tid har været yderst skrøbeligt – kun de vestlige landes militære besættelse har kunnet holde det oppe. Ifølge afghanske menneskerettighedsaktivister er 100.000 civile afghanere dræbt i krigen. Og befolkningen har ikke fået mere sundhed og sociale goder i de 20 år, besættelsen har varet. Det er stadig et af verdens fattigste lande. Med andre ord: En cocktail af elendige levevilkår, krig og en korrupt regering, der først og fremmest berigede sig selv.
Da besættelsesmagterne så trak benene væk under styret, ja så så vi, hvordan kvantitet slår over i kvalitet – i lyntempo.
Udenrigsminister Jeppe Kofod har – ligesom mange andre – erklæret, at hele det tumultariske forløb i de seneste uger skal evalueres i EU og NATO. For som han siger: Ingen af ”de villige” blev spurgt om afslutningen. Selv den daværende udenrigsminister Per Stig Møller, der fik Danmark ind i krigen sammen med Anders Fogh Rasmussen, er fornærmet. Alle har travlt med at pege fingre, da det jo aldrig er sjovt at lide nederlag.
Muligvis vil en ny alliancepolitik vokse frem på ruinerne af den afghanske besættelse. Måske er det slut med blindt at være en villig hjælper for USA.
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har allerede antydet, at nu skal vi af med det militære forbehold i EU, så Danmark kan være med i et nyt militært samarbejde i stedet for at være USA’s forlængede arm. Andre, herunder tidligere danske udenrigsministre, taler om det samme. Den eneste, der måske ikke helt har forstået situationen, er NATO’s generalsekretær Stoltenberg, som truer med at beskyde Afghanistan udefra.
Onsdag gentog statsministeren på sit pressemøde i Statsministeriet, at ”USA er vores absolut vigtigste allierede, og det er der ikke noget, der kan ændre på”. Men rundt omkring i verden er situationen ikke så enkel og indlysende. Den ydmygende exit fra Afghanistan kan få betydning for, hvordan verdenssamfundet opfatter USA’s muskler. Hvem tør forlade sig på USA fremover?
Venstrefløjen og antiimperialismen
USA ønsker utvivlsomt at koncentrere sine kræfter om at omringe Kina i Det Sydkinesiske Hav samt at destabilisere Centralasien, eventuelt ved at støtte terrorister i området. USA har eksempelvis for nylig fjernet en af Al-Qaedas ideologiske våbenbrødre i området (Turkmenistans Islamiske Bevægelse) fra sin liste over terrorbevægelser.
Vi må fordømme ethvert forsøg på at destabilisere Centralasien og skabe det samme kaos, som er blevet skabt i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien.
I maj i år afholdt Kina og fem centralasiatiske lande, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan (kaldet C+C5-gruppen), et møde, hvor de blandt andet diskuterede, hvordan de kunne samarbejde om en fredelig proces omkring Afghanistan. De enedes om at samarbejde om at holde regionen fri for terror, som kun ville destabilisere området. De ønskede et samarbejde med de involverede parter i Afghanistan og anbefaler et bredt samarbejde i Afghanistan, så alle bliver repræsenteret, og det klanopdelte land kan blive en samlet nation.
Hvad vi end måtte mene om Taleban, så er det nu engang afghanerne, der selv må opbygge deres land, sådan som de ønsker det, og de må selv løse deres egne problemer. Fremtiden vil vise, hvordan det kommer til at ske. For den afghanske befolkning bliver det ingen dans på roser. Og da slet ikke for de afghanske kvinder.
I Vesten har dele af venstrefløjen svigtet i kampen mod imperialismen og støttet op om flere af de røveriske krige, der er ført i humanistisk forklædning som humanistiske interventioner.
Selv nu efter det forsmædelige nederlag i Afghanistan foreslår Christian Juhl fra Enhedslisten, at ”FN skal på banen og etablere en fredsbevarende styrke af en anseelig styrke – hvis Taleban er, hvad Taleban var”. Hvad er lige grundlaget for det, og hvilke regler skulle kunne legitimere det?
Nej, de såkaldte humanitære interventioner har hverken ført til demokrati eller social fremgang eller forsoning og fred i de enkelte lande. Det må nu være kommet til et endeligt slutpunkt for dem.
19. august 2021 | 09:51
